Sænk pulsen og nyd fællesskabet med hinanden

Kære allesammen

Velkommen til 1. maj. Velkommen til BUPL Fyn.

Det er en stor glæde for mig at stå her i dag. Som ny formand for BUPL Fyn, som debuterende taler ved 1. maj, og i særdeleshed som vært for dette fælles arrangement. Vi har en lang og stærk tradition for at holde 1. maj sammen med SL og Socialrådgiverne, men det er første gang at vores hus her ligger rammer til. Det håber vi at gentage.

Som ny ledelse i BUPL Fyn er det nemlig vores ambition, at styrke pædagogernes tilhørsforhold til vores forening og til vores fælles hus. Og samtidig ønsker vi at være et åbent og inviterende fællesskab, med plads til alle vores venner på kryds og tværs. Netop derfor er dagen i dag særligt glædelig for os i BUPL Fyn, og vi vil gøre vores til, at I alle føler jer både velkomne og hjemme.

Jeg er født i 1977, og jeg var derfor barn i 80’erne. Voksede op i et nybygget parcelhuskvarter, hvor vi var mange lige børn fra middelklassen. Vi legede på vejen og på boldbanen efter skole, og den eneste udefrakommende forstyrrelse var, når vi blev kaldt ind til aftensmad. Tiden havde vi ikke selv styr på. Vi skulle bare komme ind når gadelygterne blev tændt. På vores værelser byggede vi med Lego og spillede brætspil, og i kvarterets fritidsklub, der lå i børnehavens kælder uden for åbningstid, spillede vi skak, bob og bordtennis. Om sommeren lavede vi huler i skoven, og om vinteren byggede vi snemænd og kælkede. Alle legede sammen på tværs af alder og køn.

Jeg blev ung i 90’erne. Mine familie og jeg flyttede fra parcelhuset, og jeg brugte mine sidste teenageår i Vollsmose. Vi boede i en stor og skøn lejlighed, med udsigt til både midtbyen og Lindø-kranen. På mit værelse havde jeg stereoanlæg, med pladespiller og to båndoptagere. Jeg havde også eget fjernsyn og en Commodore 64, hvor jeg spillede en del fodboldspil med mine venner. Vi spillede også en masse fodbold nede foran blokken, og vi lærte at forskelligheder kan forenes i fællesskaber, når man er åben for hinanden. Jeg lærte enormt meget i den tid. Om mig selv og om verden omkring mig.

Når jeg så står her på en 1. maj i 2025 og trækker tråde tilbage i tiden, så er det ikke blot for at fortælle jer en historie om mit liv. For jeg er sikker på, at mange af jer husker tiden dengang. En tid, som på mange måder står i skærende kontrast til vores liv i dag, hvor verden på alle måder er markant forandret. Hurtigere og i øjeblikket mere dyster.

80’erne og 90’erne lærte mig, at fællesskaber er fundamentet for alting. Vi samles om interesser. Vi udvikles sammen og spejles i hinanden. Vi dyrker og udvikler dyrebare relationer, der både privat og professionelt giver faste holdepunkter og muligheder gennem livet. Og så lærte 80’erne og 90’erne mig, at leg og fordybelse uden ydre styring som tid og ur, giver kroppen ro til at være i nuet.

Jeg tror at disse årtier er særligt vigtige at dvæle lidt ved i den her tid. Vi lever i en travl verden, med krig og ufred, sabotage, terror og cyberangreb. Verden er i opbrud, samtidig med, at den teknologiske udvikling gør, at alting aldrig har gået hurtigere. Vi modtager samme antal mails på én time, som vi ville have fået breve på en måned i 80’erne. Vi lever med konstant høj puls, med deraf følgende psykiske lidelser som stress, angst og depression. Som mennesker og art er vi under pres.

Derfor skal vi for alvor dyrke tiden med hinanden i vores fællesskaber. De faglige fællesskaber. De sociale fællesskaber. Vores arbejdsfælleskaber. Vi skal åbne os selv op for hinanden, række ud og bryde gamle mure ned. Styrke og øge fællesskaberne. Den slags kan vi i fagbevægelsen, hvor vi i generationer har stået sammen og op for hinanden. Men tiden kalder på mere af det. Ikke bare internt hos os selv, men i høj grad sammen med hinanden på tværs af organisationerne.

Vi skal være stærke sammen. Ville noget sammen. Være noget sammen. Som modvægt til en verden i opbrud på alle måder, og som modvægt til de gule forretninger, der hverken er faglige eller fælles. Fællesskaber bygges gennem relationer, evnen og viljen til at ville hinanden, og ønsket om at ville noget sammen.

Men for at det for alvor giver værdi, skal fællesskabet udmønte sig i handlinger.

Konkrete handlinger, der gør en forskel.

Som i dag, på 1. maj.

Kære allesammen: Sænk pulsen og nyd fællesskabet med hinanden.

Rigtig god kampdag!