Nyuddannede pædagoger skaber gejst og kvalitet

Det kan være svært at få pædagoger til at besætte ledige stillinger. Antallet af kvalificerede ansøgere er simpelthen for lavt. Det går ud over kvaliteten, når det bliver sværere at rekruttere pædagoger.
Nyuddannedepædagoger

Det har de blandt andet oplevet flere gange i daginstitutionen Mælkevejen i Kerteminde Kommune. Alligevel lykkedes det dem sidste år at besætte tre ledige stillinger til deres vuggestue. Alle tre pædagogstuderende i gang med deres bachelorprojekt. De blev ansat, selvom de havde to måneder tilbage af deres studie. Og de var værd at vente på, fortæller daglig pædagogisk leder i Mælkevejen, Morten Philip Petersen:

”Langt de fleste nyuddannede kommer med et gåpåmod og lyst til at gøre en forskel. Det er ofte derfor de har taget uddannelsen. De input, de kan give i en måske fasttømret personalegruppe der ”gør som de plejer”, kan være afgørende for den fortsatte udvikling i det faglige fællesskab.”

De nyuddannede pædagoger bringer også ny faglig viden med i det pædagogiske arbejde. Til stor gavn for både børnene og deres kollegaer.

”Der er ingen tvivl om, at en nyuddannet pædagog kommer med et teoretisk fundament med ny viden fra teoretikere og forskning der kan give en følelse af at alt kan lykkes. Det er selvfølgelig på godt og ondt, men gejsten smitter af på kolleger. Jeg ser at børnene mærker det ved i høj grad, at blive rummet og taget seriøst,” siger Morten Philip Petersen. 

Erfaring er ikke det vigtigste
I ansættelsen af nye pædagoger har erfaring – eller mangel på samme – ikke været en del af overvejelserne. For Morten Philip Petersen og resten af ansættelsesudvalget i Mælkevejen har fokus været at få de bedst egnede mennesker til at indgå i personalegruppen.

”Fra et lederperspektiv giver erfaring ikke noget i sig selv. Det gør det kun, hvis det kan omsættes i praksis med et stort fokus på samarbejde med kolleger og ledelse. I dagens dagtilbud har vi brug for personale der spiller hinanden gode og samarbejder tæt om kerneopgaven,” siger den daglige pædagogiske leder. Han vil til hver en tid anbefale andre, der har svært ved at rekruttere pædagoger, til at se efter nyuddannede eller kommende pædagoger:

”Dog ikke hvis de tager dem fra mig. Erfaring kan læres, og gives. Så sidder man med en kommende pædagog til en samtale, man kan mærke vil passe godt ind i teamet, så vil jeg til hver en tid tage den person, frem for en med erfaring man ikke kan mærke.”

Win-win 
Selvom glæden ved at ansætte nyuddannede er stor, følger der også udfordringer med. En af de nyansatte er på barsel og en mere er på vej på barsel. Det var dog ikke overraskende for den daglige pædagogiske leder. 

”Logistisk kan det selvfølgelig give nogle udfordringer i institutionen, men på længere sigt bliver det helt sikkert en fordel for både huset og for de enkelte unge pædagoger. Vi ved, hvad vi får tilbage efter 10 måneder, og de kommer trygt tilbage på en arbejdsplads, de allerede føler sig som en stor del af. Win-win,” siger Morten Philip Petersen. 

Trods logistiske udfordringer har det ikke afskrækket Mælkevejen fra at ansætte en ny pædagog – der lige skal færdiggøre sin uddannelse.

”Da vi i det sene efterår 2024 havde en medarbejder, der fik arbejde i vores specialiserede tilbud i kommunen, valgte personalet på den pågældende stue og jeg, at vi gerne ville vente på en tidligere studerende, der først er færdig som pædagog i juni 2025. Så hende går vi pt. og venter med længsel på. Hun kommer også og afholder sin bachelor-praktik i vores skønne hus, Mælkevejen.” 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.