Lad os styrke folkeskolen sammen - ikke splitte den
For midt i diskussionen overses en helt afgørende pointe: Pædagoger bidrager allerede i dag med væsentlige kompetencer i skoledelen og i mange tilfælde er de en forudsætning for, at undervisningen faktisk kan lykkes.
Virkeligheden er, at undervisningen sjældent kan reduceres til ren fagformidling. Læring hænger uløseligt sammen med trivsel, relationer og deltagelsesmuligheder. Her bringer pædagoger en særlig faglighed i spil: De arbejder med fællesskaber, motivation, deltagelse og sociale dynamikker, alt det, som er afgørende for, at eleverne overhovedet kan modtage undervisning. Det er ikke en marginal opgave, det er en kerneopgave i en folkeskole, hvor stadig flere børn har brug for differentieret støtte, inklusionsopgaven er vokset markant, flere børn mistrives, og kravene til skolen er blevet langt mere komplekse.
Det er både trist, misvisende og problematisk, når der i debatten bliver sat lighedstegn mellem en stigende mistrivsel blandt børn og unge og pædagogers tilstedeværelse i skolen.
Mette Hvid-Jacobsen
Pædagoger og lærere kan noget helt særligt i samspil med hinanden. Forskning peger på, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger netop kan skabe en bedre sammenhæng mellem trivsel og læring og styrke børns deltagelse i fællesskaber. Når det lykkes, opstår der en kvalitet, som ingen af faggrupperne kan skabe alene.
Derfor er det både trist, misvisende og problematisk, når der i debatten bliver sat lighedstegn mellem en stigende mistrivsel blandt børn og unge og pædagogers tilstedeværelse i skolen. Mistrivslen skal nærmere ses som et symptom på det præstationssamfund, og forventningspres, der er skabt omkring børn og unge.
At pege pilen på pædagogernes tilstedeværelse i klasselokalet underminerer det samarbejde, som både skolen og eleverne er dybt afhængige af. Den skarpe og polariseret tone hjælper ganske enkelt hverken samarbejde eller elevernes trivsel og læring.
Folkeskolen er en fælles opgave
Det betyder ikke, at vi ikke skal diskutere kvaliteten i undervisningen. Selvfølgelig skal vi det. Men spørgsmålet er, om den reelle udfordring er, hvilken faggruppe der står i klasselokalet eller om det i højere grad handler om, hvordan vi organiserer og prioriterer opgaven i folkeskolen.
Fokus burde derfor ikke være på at skubbe pædagogerne ud af undervisningen, men på, hvordan vi bruger både læreres og pædagogers kompetencer klogere og mere systematisk.
Vi har brug for flere voksne omkring børnene, ikke færre. Vi har brug for stærkere samarbejde, ikke faglige skyttegrave. Og vi har brug for at insistere på, at folkeskolens opgave kun kan løftes i fællesskab.
Det er ikke en kamp mellem professioner. Det er en fælles opgave!