Kære pædagog: Pas på dig selv

Tirsdag den 18. marts stod forfatter og forhenværende medlem af Folketinget, Jacob Mark, overfor 138 pædagoger og ledere til BUPL Fyns fyraftensmøde med et helt særligt budskab.
JacobMark

Man kan ikke sige minimumsnormeringer uden at sige Jacob Mark. Et ord, der næsten blev synonymt med den daværende gruppeformand i SF. Derfor giver det meget god mening, at han i går stod overfor 138 pædagoger til BUPL Fyns fyraftensmøde og fortalte om den stress, der næsten kostede ham synet og betød en syv måneder lang sygemelding. 

”Man kan ikke passe på andre, hvis man ikke passer på sig selv. Pædagoger er jo mennesker med et enormt omsorgsgen, og så kan det være svært at sige nej, når der står mennesker - særligt bittesmå mennesker - og har brug for en. Men man kan ikke passe på andre, hvis man ikke passer på sig selv, og dem der brænder kan brænde ud. Så pas på,” pointerer Jacob Mark.

I sit politiske virke har det altid været vigtigt for Jacob Mark at investere i børneområdet og sætte de bedste rammer for det gode børneliv. Mere faglighed og højere pædagogandele til at sikre trivsel og udvikling for børn og unge har været mærkesagen. I daginstitution, i skoler og i SFO og klub.  

”Det har en særlig betydning for mig at stå foran pædagoger, fordi jeg har arbejdet så tæt sammen med pædagogerne om at sikre bedre normeringer i daginstitutionerne og mere fokus på børnene. Børnepolitikken blev jo den vigtigste sag for mig overhovedet - og den betød alverden, da jeg var på Christiansborg. Og det var altid trygt og vigtigt og afgørende for mig, at pædagogerne også var på barrikaderne for den sag,” siger Jacob Mark.

Man kan ikke passe på andre, hvis man ikke passer på sig selv, og dem der brænder kan brænde ud. Så pas på,

Jacob Mark

Vejen tilbage
Jacob Marks foredrag ”Fartblind” er en personlig fortælling om, hvordan han blev så syg med stress, men det er også en historie om hans vej tilbage til arbejdet efter en svær stresssygdom, og hvordan man finder troen på, at det kan blive godt igen, når verden ramler. 

”Vi ser alt for mange pædagoger, som får stress – enten på grund af dårligt psykisk eller fysisk arbejdsmiljø. Med dette oplæg ønsker vi, at den personlige fortælling om stress og vejen tilbage kan give håb og viden om, hvordan man bliver bedre til at stoppe op og mærke efter – også inden stressen for alvor rammer,” siger formand i BUPL Fyn, Henrik Brandt Rasmussen.

For pædagog på Rosengårdskolen i Odense, Ginie Finken Pedersen, var Jacob Marks budskab til pædagoger og ledere særlig vigtig:

”Stress er alvorligt, og kan ramme os alle. Derfor er det også så vigtigt, at vi tør tale om det, der giver os stress både arbejdsmæssigt og privat og være åbne omkring det, inden stressen rammer. Det har også været virkelig dejligt, at fortællingen om Jacob Marks stressforløb også viser, at der er håb forude og hvordan man kan komme tilbage igen. Vi skal passe på hinanden, men vi skal huske også at passe på os selv.”

Tak for en spændende og tankevækkende aften, som er en kærlig reminder om, at vi som pædagoger og ledere skal passe på os selv og hinanden- særligt i vores fag. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.