Julehilsen fra formanden 

Vi skal dyrke og styrke vores fællesskab og vores relationer. Og det arbejde er i fuld gang med ny politisk ledelse i BUPL Fyn, skriver formanden blandt andet i sin julehilsen til de fynske medlemmer.
Henrik formand

Kære medlem

Julen er fællesskabernes højtid, hvor familier og nære samles. Samles om traditionerne og om hinanden. Det er tiltrængt, såvel nærheden som tiden med hinanden. Det er tid til at slippe ansvaret for en stund, læne sig tilbage trods juleræset, og bare nyde at være sammen med de nærmeste.

Men julen er ikke bare en gentagelse af traditionerne fra de foregående år. Julen er i lige så høj grad et fast holdepunkt, hvor tiden i nogle dage nærmest står stille, fordi alle omkring julefrokosterne finder en vis tryghed i det genkendelige. Tryghed og forudsigelighed er måske den største gave i denne tid, hvor verden omkring os på mange måder er i opbrud. Vi har brug for de faste holdepunkter og de trygge fællesskaber.

BUPL er ligeledes et fast holdepunkt, hvor vi hele tiden arbejder på at styrke vores stærke fællesskaber. De faglige fællesskaber, hvor vi sammen udvikler fag og profession, senest med afviklingen af Forum for leg i samarbejde med UCL. Men også de trygge fællesskaber, hvor vi rykker sammen i bussen og holder hånden under hinanden, når arbejdslivet er svært. De to elementer er de helt afgørende i vores fælles forening, og dem skal vi dyrke og styrke.

Styrket relationer og fællesskab
På efterårets generalforsamling i BUPL Fyn sammensatte medlemmerne en ny politisk ledelse. Jeg selv har fået den store tillid at stå i spidsen som formand, og med på holdet er den nye næstformand Henriette Drevsfeldt. Sammen med kasserer, Eva Charles Jensen, udgør vi nu den treenighed, der sammen med vores bestyrelse og dygtige medarbejdere skal sætte retningen for vores lokale fynske forening. Det arbejde er vi naturligvis allerede godt i gang med, og vi glæder os til at styrke relationerne og fællesskaberne i endnu højere grad i det nye år. Vores klare ambition er, at vi rykker endnu tættere på hinanden, både BUPL ud til medlemmerne, og medlemmerne ind i flere og stærkere fællesskaber. Vi tror på, at vi kan rykke endnu mere, hvis vi alle formår at spille hinanden gode. Potentialet er der.

I slutningen af november deltog BUPL Fyn med en delegation på den ordinære kongres i BUPL. Det var vores første som nyt ledelsesteam, ligesom flere fra delegationen også fik deres debut. Det kunne man nu hverken se eller mærke, for de fynske pædagoger fik i den grad vist flaget og markeret holdninger på kongressen. Samtidig var det sociale fællesskab også stærkt, hvilket lover godt for det videre arbejde i bestyrelsen, frem mod den ekstraordinære strukturkongres i 2025, hvor der skal træffes beslutninger om udtrykket for fremtidens BUPL. 

Første step for os starter allerede i starten af det nye år, hvor vi sammen skal implementere kongresbeslutningerne om et styrket lederområde og tættere samspil mellem de tillidsvalgte hele vejen rundt. Det ser vi virkelig frem til. Vi kan blive endnu stærkere, hvis vi formår at forene pædagoger og pædagogfaglige ledere i højere grad, så vi sammen kan komme i mål med vores vigtige dagsordener. Henriette og jeg har fra første dag arbejdet på at styrke båndet til formandskabet i lederbestyrelsen, og vi vil gerne kvittere for den imødekommenhed og velvilje, som vi er blevet mødt med. Også her kan vi spille hinanden endnu bedre.

Afslutningsvis vil jeg på hele BUPL Fyns vegne ønske alle vores medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår. Lad julefreden sænke sig over hverdagens høje puls og den konstante foranderlige verden, og nyd familien og det helt nære fællesskab.

Vi glæder os til at rykke endnu tættere sammen med jer alle i 2025.

De bedste hilsner
Henrik Brandt Rasmussen,
Formand i BUPL Fyn.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.