De studerendes perspektiv på god praktik

Hvad er den gode praktik set fra de studerendes side? Det giver næstforperson i PLS, Astrid Sihm Larsen, her en række eksempler på, hvor hun blandt andet understreger vigtigheden af tidlig forventningsafstemning, kontinuerlig og prioriteret vejledning og et anerkendende arbejdsmiljø som centrale elementer i den gode praktik.
Næstforperson i PLS, Astrid Sihm Larsen

For os pædagogstuderende er en god praktik tæt knyttet til både kvaliteten af vejledningen og kulturen på praktikstedet. 

En god praktikvejleder er kendetegnet ved at være kontinuerlig, tilgængelig og prioriterer fast vejledning – typisk 1–2 timer om ugen, eller efter en aftale som passer bedst til den studerendes behov. Vejledningen skal foregå i rolige rammer, hvor der er plads til faglig fordybelse og refleksion.

Når vi taler med vores medstuderende, så peger de desuden på vigtigheden af, at vejlederen kobler praksis til teori, bruger fagsprog aktivt og gør pædagogikken tydelig. Det styrker både læringsudbyttet og forberedelsen til praktikprøven. 

Nysgerrighed, plads til spørgsmål og rum for fejl er centrale elementer i et trygt læringsmiljø. Et godt praktiksted er kendetegnet ved, at ansvaret for den studerende er fælles. Den studerende skal kunne mærke, at hele personalet er interesseret i vedkommendes udvikling og trivsel – både fagligt og socialt.

En opdateret uddannelsesplan, klare rammer og en kultur, hvor studerende bliver inddraget som en del af fællesskabet, er afgørende. Tidlig forventningsafstemning understøtter tryghed. Når den studerende ved, hvordan forløbet er tænkt – eksempelvis observation først og øget ansvar senere – bliver læringen mere overskuelig og meningsfuld.

Trivsel og mental sundhed fylder meget blandt studerende. Det gør det jo nok for alle mennesker, studerende eller ej. Som studerende er man helt ny. Derfor er et anerkendende arbejdsmiljø, hvor studerende med særlige behov (som SPS eller nedsat tid) mødes med forståelse. Forståelsen er vigtigt for at kunne udfolde sig fagligt. Et psykisk trygt miljø skaber mod til at prøve nyt.

Samtidig oplever mange studerende udfordringer med manglende tid til vejledning og forberedelse. Læringskvaliteten styrkes, når der er struktur og tid til faglig sparring, og når praktikvejledere er fortrolige med læringsmål og praktikprøvens rammer.

Overgangen til lønnet praktik kan være udfordrende, og derfor efterspørges en tydelig onboarding, der introducerer rutiner, kultur og forventninger inden selvstændigt ansvar.

Endelig efterlyser studerende mere sammenhæng mellem praktiksted, uddannelsessted og studerende. Klare aftaler, fælles sprog om læringsmål og gode midtvejssamtaler skaber både kvalitet og tryghed.

God praktik opstår, når vejledningen prioriteres, rammerne er tydelige, og den studerende mødes som netop studerende og samtidig som kommende fagprofessionel.

Skrevet af: Næstforperson i PLS, Astrid Sihm Larsen

Vidste du ...

at vi har en side kun til dig, der er studerende. Her har vi samlet vigtig information om BUPL for dig som studerende, medlemskab og A-kasse. Du finder siden her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.