Julehilsen fra formanden

Vi skal have flere med i fællesskabet for at gøre det stærkere.

I sin julehilsen ser BUPL Sydøsts formand tilbage på et hektisk år og frem mod et nyt år, hvor både udfordringerne og oplevelserne står i kø.
jul25

Kære medlemmer,

Julen og nytåret står for døren, og det er blevet tid til at reflektere lidt over året, der er gået, og se frem mod året, der venter os.

Først og fremmest er det på sin plads at takke alle jer dygtige pædagoger for indsatsen i det forgangne år. Jeg har sagt og skrevet det mange gange før, men det bliver det ikke mindre rigtigt af: Kære pædagoger, I er uvurderlige for vores samfund og fælles fremtid. I gør det fantastisk!

Heldigvis oplever vi, at værdsættelsen af pædagogers faglighed er stigende i samfundet, ikke mindst blandt forældre. Det lader til at være gået op for langt flere danskere, at pædagogers faglighed er nøglen til en bedre fremtid, ikke mindst set i lyset af de store trivselsudfordringer blandt børn og unge.

En ting er at erkende og anerkende pædagogers værdi. Noget andet er at sætte handling bag ordene og skabe reelle forbedringer, der kan mærkes af både børn og pædagoger. Det halter stadig med kvaliteten i alt for mange daginstitutioner og fritidstilbud. 

Et år med gang i
Til efterårets hektiske kommunalvalg var det tydeligt at mærke kandidaternes høje prioritering af børne- og ungeområdet, hvilket var rigtig positivt. Men i de nye år bliver det alvor. De nyvalgte byråd skal sætte handling bag ordene, og I kan regne med, at BUPL Sydøst følger med på tæt hold.

Skulle der være et par byråd, som har glemt at investere tiltrækkeligt i gode børne- og ungeliv, står BUPL Sydøst klar med spejlet for at vise dem virkeligheden og minde byrådspolitikerne om de løfterne, de gav før valget.

2025 har generelt været et år med gang i den. Jeg nævner i flæng kravsindsamlingen til OK26, ekstraordinær generalforsamling, ekstraordinær kongres, ny struktur på lederområdet, førnævnte kommunalvalg med valgmøder, dialogmøder og happenings, kommuneklub-arrangementer, pensionistaktiviteter og ikke mindst vores fyraftensmøder, hvor medlemmerne mødte talstærkt op og bidrog til fagfællesskabet. Tak for alle de gode oplevelser!


Flere med i fællesskabet
I 2026 holder vi liv i vores stærke fagfællesskab med et nyt årsprogram for fyraftensmøder. Vi har sammensat en god blanding af tidligere succeser, aktuelle emner og medlemsønsker, og vi har placeret dem rundt omkring i Sydøst-området samt et enkelt online.

Vi håber, at endnu flere vil benytte vores tilbud fremover, samt at I, der allerede er flittige til at deltage, husker at tage en kolleger med, som ellers ikke plejer at deltage.

Det er vigtigt, at vi får flere med i BUPL-fællesskabet, og det kræver flere sideløbende indsatser.

For det første skal vi have uddannet flere pædagoger. Pædagogmanglen er stor mange steder, så vi skal have uddannet langt flere pædagoger via merit, og samtidigt bør arbejdsvilkårene i langt højere grad give den enkelte lyst til at blive i faget. 

For det andet skal vi have flere med i fagforeningen. Jo flere vi er, jo stærkere står vi, når vi i begyndelsen af det nye år skal forhandle ny overenskomst, altså din og dine kollegers løn og arbejdsvilkår, også kendt om OK26

Hvis BUPL skal bevare en stærk forhandlingsposition, skal vi have alle dine pædagogkolleger med. Hjælp din kollega med at blive meldt ind inden 1. januar

I en højtid med mange udgifter er det også rart at tænke på, at den sidste del af trepartsaftalen (900 kr) kommer ud fra årets start, men vi er langt fra i mål. Der vil fortsat være fokus på retfærdig løn til pædagoger ved OK26-forhandlingerne i det nye år.

Der er mange spændende udfordringer og oplevelser i vente i 2026. Udover fyraftensmøder og OK26-møder afholder BUPL Sydøst også generalforsamling til oktober.

Med udsigten til et nyt og spændende år ønsker vi dig og dine nærmeste en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Varme jule- og nytårshilsner,

BUPL Sydøst

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.