Formand forsvarer ledere efter beskyldninger

BUPL Sydøsts formand er gået til tasterne for at svare på kritik fra en lokalformand i FOA, der i et debatindlæg skrev, at institutionsledere spænder ben for ansættelsen af pædagogiske assistenter og løber BUPL's ærinde.

Både FOA-indlægget og BUPL Sydøsts svar har været bragt i Sjællandskes trykte aviser. Læs sidstnævnte herunder.
Betina Vincent Andersen, formand i BUPL Sydøst

Rene Strunch, der er lokalformand i FOA, har været i DAGBLADET/Sjællandske med et indlæg, hvori han beskylder institutionsledere for at misbruge deres magt til at spænde ben for, at der bliver ansat flere erhvervsuddannede pædagogiske assistenter i kommunernes institutioner. 

Lokalformanden fra FOA har tilsyneladende konstateret, at lederne er urimeligt ivrige efter at ansætte pædagoger med en professionsbacheloruddannelse i bagagen fremfor FOA’s assistenter. Ifølge lokalformanden skyldes det, at lederne er "fagchauvinister", som fører fagpolitik for pædagogernes fagforening, BUPL, fremfor at udvise professionel ledelse.

De er med andre ord fuldt ud kompetente til at ansætte netop de medarbejdere, der kan sikre børns tryghed, omsorg og udvikling


I BUPL, hvor vi organiserer såvel pædagoger som ledere i kommunernes institutioner, genkender vi ikke billedet af ledere, der løber fagforeningens ærinde. Til gengæld ser vi institutionsledere med stærk lederfaglighed, som på kompetent og loyal vis arbejder på at forvalte opgaven med at drive og udvikle institutionerne til gavn for børn og forældre og i tråd med de politiske beslutninger i kommunen.

Næsten alle institutionsledere er uddannede pædagoger med solid faglig erfaring. De fleste har videreuddannelse inden for ledelse eller inden for forskellige pædagogiske specialer på diplom- eller universitetsniveau. De er med andre ord fuldt ud kompetente til at ansætte netop de medarbejdere, der kan sikre børns tryghed, omsorg og udvikling.

Der er mange fornuftige ting at sige om den pædagogiske assistentuddannelse. Men at påstå, at assistent- og pædagoguddannelse nærmest er ens, er langt ude.

For ikke så mange år siden fandtes der to medarbejdergrupper i danske børneinstitutioner: pædagogmedhjælpere, som ikke havde en uddannelse, og uddannede pædagoger. Siden har man oprettet den pædagogiske assistentuddannelse, som Rene Strunch gerne vil promovere.

Der er mange fornuftige ting at sige om den pædagogiske assistentuddannelse. Men at påstå, at assistent- og pædagoguddannelse nærmest er ens, er langt ude. Officielt er de to uddannelser kategoriseret vidt forskelligt og leder i praksis frem til væsentligt forskellige kvalifikationer. Det er de fleste institutionsledere og forvaltningschefer heldigvis bevidste om, når de med ofte for små budgetter skal tage ansvar for en optimal sammensætning af medarbejdere.

Med den kompleksitet af opgaver, institutionerne har i dag, hvor stadig flere børn mistrives, hvor forældrenes forventninger er tårnhøje og budgetterne skrabede, er det ikke underligt, at lederne efterspørger pædagoger med stærke relationelle og teoretiske kompetencer. At tillægge lederne andre motiver og kalde det fagchauvinisme er ganske urimeligt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.