Faxes pædagoger slår alarm

75 procent af pædagogerne i Faxes vuggestuer og børnehaver har ikke tid til pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn, viser ny undersøgelse. BUPL advarer mod kommunens nedskæringer.
74 procent af pædagogerne oplever alenetid med den samlede børnegruppe

- Vi er for få hænder på gulvet, så de børn, der har brug for en ekstra hånd eller ekstra omsorg, bliver hurtigt overset. Af samme årsag har jeg sagt op.

Så drastisk formulerer en pædagog fra Faxe sig i BUPL’s spørgeskemaundersøgelse, som er foretaget blandt pædagoger fra hele landet.

Førnævnte pædagog er langt fra den eneste, som giver nedslående beskrivelser af dagligdagen i Faxe Kommunes vuggestuer og børnehaver.

Faxe springer negativt i øjnene

I undersøgelsen siger 75 procent af Faxe-pædagogerne, at de enten slet ikke eller kun i mindre grad har tid til pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn.

Samtidig svarer 6 ud af 10, at børn med særlige behov enten slet ikke eller kun i mindre grad får den hjælp og støtte, de har behov for.

Oven i det svarer stort set alle Faxe-pædagoger ja til, at arbejdet med børn med særlige behov gør det vanskeligt at drage omsorg for den øvrige børnegruppe.

Generelt er Faxe den kommune på Sydsjælland, Lolland og Falster, der fremstår mest negativt i undersøgelsen. Det samme gælder, når man sammenligner med landsgennemsnittet på en række parametre.

BUPL opfordrer kraftigt politikerne i Faxe til at droppe besparelser på næste års budget.

Inklusionen er slået fejl

- Det er hul i hovedet at gennemføre nye besparelser, når det i forvejen står så skidt til i Faxe på en række punkter, som både gælder pædagogernes arbejdsvilkår og børnenes trivsel, siger Jørgen Krossing Eberhardt, faglig sekretær i BUPL Sydøst.

Han henviser særligt til forslaget om at fjerne 1,3 millioner kroner fra de sociale normeringer.

- Der tegner sig et billede af en kommune, hvor inklusionen på mange måder har slået fejl, og ondt bliver til værre, når kommunen samtidig varsler nedskæringer, siger Jørgen Krossing Eberhardt, som også peger på, at spareforslagene om kortere åbningstider og mere ferielukning vil svække normeringer.

De fleste oplever alenetid

I undersøgelse beskriver en række af Faxes dagtilbudspædagoger, hvordan de ofte må vælge mellem børnene. Nogle gange må de prioritere specialbørn over fællesskabet, og andre gange omvendt.

- Vi har mange børn med særlige behov og et barn med diagnose. Det er stort set umuligt at give barnet med diagnose bare en brøkdel af det, barnet har behov for, da de andre børn også skal tilgodeses, forklarer en pædagog i undersøgelsen.

På spørgsmålet om, hvorvidt man havde stået alene med den samlede børnegruppe i løbet af den seneste arbejdsdag, er Faxe igen at finde i den tunge ende.

74 procent bekræfter den såkaldte alenetid i Faxe, mens det tilsvarende tal er 66 procent på landsplan.

Foreslår at droppe nedskæringer

Faktisk er Faxes pædagoger de eneste blandt BUPL Sydøsts otte kommuner, som har mærket en stigning i alenetid siden sidste undersøgelse. 

Når stort set samtlige besvarelser dokumenterer, at det står værre til i Faxe end de fleste andre steder i kongeriget, er det tid til handling, mener Jørgen Krossing Eberhardt.

- Tiden er inde til, at man i Faxe Kommune sadler politisk om og prioriterer børnene. Det kan kan man gøre ved at skrinlægge planerne om nedskæringer på næste års budget. Dernæst lægge en plan for, hvordan man kan prioritere området de kommende år, siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.