Fælles opråb fik bremset SFO-flytning på Stevns: Nu skal hele området videreudvikles
Det eneste rigtige at droppe forslaget, mener BUPL Sydøsts Anja Wollesen.
- Forslaget var både forhastet og uigennemtænkt, men samtidig vil jeg godt rose politikerne for lydhørhed og villighed til at samarbejde, siger hun.

- Vi opfordrer til, at politikerne ser forløbet som et bump på vejen og bruger det som anledning til at give hele fritidsområdet i Stevns Kommune et tiltrængt eftersyn.
Sådan lyder det fra næstformanden i BUPL Sydøst, Anja Wollesen, efter at Udvalget for Børn, Unge og Læring (BUL) endegyldigt har besluttet at sløjfe forslaget om at flytte SFO2'en Fritidsgården væk fra Hotherskolen i Hårlev og over i en endnu ikke opført bygning i et industrikvarter.
Massiv kritik
I november og december mødte forslaget omfattende kritik i en række høringssvar, bl.a. fra Anja Wollesen og BUPL Sydøst, samt flere artikler i Dagbladet (links til artikler i bunden af denne side). Stort set alle involverede parter var imod forslaget.
Der var forældrene, der egentligt var fint tilfredse med den nuværende SFO2. Der var kritik fra pædagogerne og BUPL, der heller ikke kunne se pointen i at ændre noget, som faktisk fungerer. Også lederen på den lokale Falck-station var i lokalsprøjten for at udtrykke bekymringer over udsigten til cyklende skolebørn nær udrykningskøretøjerne.
Videreudviling af fritidsområdet
Nu ser næstformanden i BUPL Sydøst frem mod udviklingen af en samlet strategi for kommunens SFO'er.
- Fritidsområdet fortjener en strategi og nogle klare visioner, for det er her, vi får alvor kan forbedre trivslen blandt skolebørnene. I SFO'en får børnene og de unge mulighed for at prøve sig selv af på andre måder og uden at blive testet, målt og vejet. Det er virkelig vigtigt, siger Anja Wollesen.
- Lad dette forløb være en anledning til at kigge på alle de steder, som rent faktisk fungerer, og derfra lægge en strategi for området, tilføjer hun.
Ros til politikerne
Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. For selvom forslaget både var forhastet og uigennemtænkt, har det givet anledning til at skabe en god platform for det videre samarbejde, forklarer Anja Wollesen.
- Vi har ikke betvivlet politikernes gode intentioner, men her gik det lidt for hurtigt. Det er vigtigt, at man husker at involvere børnene, de unge, forældrene og ikke mindst medarbejderne, som er dem, der skal sørge for, at de politiske visioner bliver til virkelighed, siger hun og tilføjer:
- Men jeg tager hatten af for, at politikerne har trukket i håndbremsen og åbent erkendt, at det er gået for stærkt. De har faktisk været enormt lyttende og åbne overfor den kritik, vi og andre er kommet med, uddyber Anja Wollesen.