Bente takker af efter mere end 30 år som tillidsvalgt

Selvom de sidste cirka 10 år har været én lang, hård kamp for fritidspædagogikken, har samarbejdsklimaet været godt hele vejen igennem, også med kommunen.

Det siger Bente Mortensen, som nu takker af som BUPL's mangeårige Fællestillidsrepræsentant (FTR) på skole- og fritidsområdet i Stevns Kommune.
FTR i Stevns Bente Mortensen

Et halvt liv som frontkæmper for pædagogers løn- og arbejdsvilkår synger på sidste vers. Ved udgangen af juni måned er tillidshvervet slut for BUPL Sydøsts FTR på fritidsområdet i Stevns Kommune.

- Det bliver da lidt mærkeligt. Jeg skal nok lige vænne mig til, at jeg ikke skal blande mig og ikke behøver at orientere mig så grundigt mere, siger Bente Mortensen, der frem til efteråret 2022 også sad i BUPL Sydøsts bestyrelse.

Hvis den kommende tid vil virke lidt uvant for Bente Mortensen, er det nok ikke så sært. I over 30 år har hun været en af BUPL's tillidsvalgte, og faktisk går BUPL-engagementet så langt tilbage, at hun ikke selv husker, hvornår det præcist startede.

- Det var i hvert fald 2-3 år, før der var noget, der hed BUPL Sydøst. Det var dengang, vi havde amter. Jeg startede som tillidsrepræsentant i Roskilde Amt, siger Bente Mortensen.

Det var dog på Stevns, at størstedelen af arbejdet har været lagt. I 25 år har Bente Mortensen således været FTR i Stevns Kommune, og specielt de sidste omtrent 10 år har budt på mange hårde kampe på hendes felt, skole- og fritidsområdet.

- Det er svært for mig at forstå, at kommunerne år efter år finder det nødvendigt at spare på vores børn. I løbet af de sidste 10 år har der været mere afvikling end udvikling på fritidsområdet, så opgaven har ofte drejet sig om at finde ud af, hvad vores muligheder er med de ressourcer, vi nu engang har, siger Bente Mortensen og tilføjer:

- Jeg har været med helt tilbage fra de gamle fritidshjem, hvor der var mulighed for fordybelse med nogle få børn, til i dag, hvor det ofte ligner ren opbevaring, hvis jeg skal være lidt grov.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Bente Mortensen helst havde set SFO'erne i en bedre forfatning, end det er tilfældet i dag, men det hele har trods alt ikke været lutter besparelser og afvikling. 

- Det er svært for mig at forstå, at kommunerne år efter år finder det nødvendigt at spare på vores børn.

En af sejrene kom i hus, da hun og de andre tillidsfolk fik trumfet igennem, at der skulle være mindst tre voksne i hver SFO fra morgenstunden, hvor der førhen havde været flydende normering. En anden sejr var, at pædagogerne var første faggruppe i kommunen til at få en forhåndsaftale.

- Selvom mit område har været udsat for megen modvind og mange spareforslag, er det vigtig for mig at sige tak til alle mine samarbejdsparter gennem årene. Det har været godt. Folk har været lydhøre og generelt evnet at se udover egne næsetipper, siger Bente Mortensen og tilføjer:

- Som FTR har jeg lært et utal af mennesker at kende fra hele landet, og man lærer noget hver eneste gang. Jeg kommer til at savne kollegaskabet, fællesskabet og det at være med til at løse udfordringer.

Et endegyldigt farvel til BUPL bliver det dog ikke for Bente Mortensen. Fremover har hun tænk sig at deltage flittigt i pensionistsektionens mange aktiviteter og ture.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.