SFO'erne er tilbage i Vordingborg: Mere end en navneændring?

Politikerne i Vordingborg har besluttet at nedlægge kommunens udskældte skoleklubber for at genindføre SFO'erne.

I dette indlæg bragt i avisen Sjællandske begrunder BUPL Sydøsts Thomas Riis-Andersen, hvorfor han mener, at der er håb for lysere tider på fritidsområdet i Vordingborg Kommune. Det kræver dog, at politikerne formår at slå ring om SFO'ernes økonomi, understreger han.
Thomas Riis-Andersen, faglig sekretær i BUPL Sydøst

Når mistrivslen plager børn og unge, som den gør i disse år, er behovet for stærke fritidsfællesskaber med gode normeringer ekstra stort.

Behovet er særligt udtalt i Vordingborg, efter at kommunens skoleklubber i knap 10 år har været drevet af normeringer, der har ligget blandt landets allerdårligste.

Heldigvis tyder meget på, at lokalpolitikerne er i gang med at genoprette fritidsområdet.

I slutningen af april besluttede kommunalbestyrelsen at genindføre SFO’erne i stedet for de udskældte skoleklubber, hvilket vi i BUPL ser som et blandt flere signaler om, at fritidsområdet går bedre tider i møde.

I sig selv ændrer navneskiftet ikke noget, men det kommer efter flere år med øget politisk bevågenhed på fritidsområdet. Børne- og Familieudvalget har blandt andet tilført ekstra ressourcer til personale og ledelse.

Skoleklubbernes deroute
Miseren om skoleklubberne daterer sig tilbage til 2014, hvor det daværende byråd vedtog drastiske besparelser på fritidsområdet og indførte skoleklubber i stedet for SFO’er.

Målet var dengang et tilbud, som var billigt for både forældre og kommune. Det fik man, men det havde konsekvenser.

Et pædagogfagligt miljø blev revet fra hinanden, og man reducerede skolernes fritidstilbud til pasning, ofte ren opbevaring uden reel ledelse.

Indtil for få år siden havde skoleklubberne en af landet dårligste normeringer på én voksen til 33 børn, og i perioder af dagen var antallet af børn pr. voksen endnu højere, viste en BUPL-undersøgelse.

Det var direkte uforsvarligt. Kun ukuelige pædagogers indsats gjorde, at skoleklubberne trods alt blev fastholdt som et frirum og holdepunkt for børn og unge efter skoletid, dog langt fra for alle.

Slå ring om SFO'ernes økonomi
Nu er SFO’erne genindført. Det ser vi i BUPL som en markering af, at Kommunalbestyrelsen vil fritidspædagogikken, og at man tager den stigende mistrivsel alvorligt. 

Der er dog også mørke skyer i horisonten. Vi advarer kraftigt imod at tillade et skolevæsen, der ser på SFO’erne som et området, man uden videre kan hente penge fra. Den praksis bør stoppes.

BUPL opfordrer Kommunalbestyrelsen og Børne- og Familieudvalget til at fortsætte kursen og slå ring om SFO’ernes økonomi og ledelse. Kun med egen økonomi og pædagogisk ledelse kan vi skabe fritidstilbud, der gør en reel forskel for børn og unge. Det er bydende nødvendigt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.