Sydjyske pædagoger: Vi oplever stigende mistrivsel blandt børn og unge

Der er alvorlige problemer med trivslen blandt skolebørnene i Sydjylland. Det viser årets vilkårsundersøgelse blandt BUPL’s medlemmer. Den viser også, at der mangler tid og ressourcer i SFO og klub til at hjælpe børn og unge og til at arbejde med deres trivsel og udvikling.
Pige kigger ud ad vinduet

I BUPL Sydjylland ser formand Jonna Jul Gudmundsen med bekymring på flere af undersøgelsens resultater, og særligt den stigende mistrivsel blandt børn og unge bør få de kommunale politikere til at reagere.

Mistrivsel giver grund til alarm

”Når godt halvdelen af pædagogerne på skole- og fritidsområdet oplever stigende mistrivsel blandt børn og unge, så er der al mulig grund til at slå alarm. Pædagogerne gør en kæmpe indsats, men fritidsområdet har i en årrække været udsat for hårde besparelser, og det kan altså mærkes,” siger Jonna Jul Gudmundsen.

Pædagoger i Sydjylland skriver fx:
”Der er flere børn, som bliver usikre, ensomme og udadreagerende” (pædagog Vejle) og ”de har ondt i maven, har det svært socialt med andre børn og har mange konflikter” (pædagog Aabenraa).

”Der er tale om børn, som i høj grad har brug for nærværende pædagoger med tid til dem. Pædagogerne har netop fagligheden til at arbejde specifikt med børnenes relationer, fællesskaber og selvværd, men det kræver ressourcer. Derfor er det helt nødvendigt, at vi får sat en prop i besparelserne og i stedet begynder at investere i vores fritidsinstitutioner,” siger Jonna Jul Gudmundsen.

Ikke tilstrækkelig tid til de udsatte

I undersøgelsen svarer halvdelen af pædagogerne i Sydjylland, at de ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’ har tilstrækkelig tid til at arbejde med børn og unge i udsatte positioner. Godt halvdelen af pædagogerne i SFO/fritidshjem var alene med hele børnegruppen, sidste gang de var på arbejde – og flere har det seneste år oplevet at stå i situationer, som var uforsvarlige.

Pædagoger i Sydjylland skriver fx:
”Det er uforsvarligt at være én pædagog til ca. 30-40 børn fordelt i flere lokaler” (pædagog Sønderborg) og ”få børn (børn med diagnose) kræver ofte mandsopdækning, hvilket gør, at vi ikke tilgodeser de øvrige børn nok” (pædagog Billund).

”Det bør give anledning til at se på, om normeringen i SFO’erne er god nok,” siger Jonna Jul Gudmundsen.

Flere børn står uden fritidstilbud

BUPL Sydjylland hæfter sig også ved, at 80 procent af pædagogerne i Sydjylland har kendskab til børn, som ikke går i fritidsinstitution, men som ville have gavn af det. Dette er en tendens, der er blevet forstærket under corona, hvor mange børn er blevet meldt ud.

”Alt for mange børn er overladt til en skærm eller til at ’flakke rundt’, når de kommer hjem fra skole. Dem skal vi have samlet op. Men det kræver et stærkt fritidstilbud, hvor der er ressourcer til at arbejde med børnenes trivsel og relationer,” siger Jonna Jul Gudmundsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.