Fællestillidsrepræsentant i BUPL Sydjylland
Din opgave som FTR
Som fællestillidsrepræsentant (FTR) er du en del af fundamentet for BUPL Sydjyllands faglige arbejde. Din vigtigste opgave er at understøtte tillidsrepræsentanterne i din kommune og medlemmer, som ikke har deres egen TR.
Som FTR varetager du medlemmernes interesser på det lokale niveau. For eksempel forhandler du normeringer, løn og ansættelsesvilkår med kommunen og deltager i den offentlige debat om dag- og fritidsinstitutioner og om pædagogers arbejdsvilkår.
Du indgår i et netværk med de øvrige fællestillidsrepræsentanter i BUPL Sydjylland og har et tæt samarbejde med den politiske ledelse i fagforeningen, særligt med den faglige sekretær der er tilknyttet din kommune.
Møder og tilbud til FTR
Som FTR er du en del af et fagligt og kollegialt fællesskab, og du har mulighed for at deltage i forskellige møder.
BUPL Sydjylland holder en gang om måneden FTR-møde, hvor du kan holde dig opdateret om relevante emner og dele erfaringer med dine FTR-kolleger. En gang om måneden er der desuden åbent kontor på Gejlhavegård med mulighed for kollegial sparring og relationsdannelse.
Som FTR er du også med i et lokalt FTR-netværk, hvor I sammen og på tværs af kommuner kan sparre og planlægge lokale aktiviteter og professionsarrangementer. Møder i netværkene planlægges lokalt i den enkelte netværksgruppe.
Når du fratræder som FTR
Det er også vigtigt, at BUPL får det at vide, når du ikke længere er FTR i din kommune.