Sommerhilsen fra formanden  

I sit sommerbrev til medlemmerne ønsker Jonna Jul Gudmundsen alle en rigtig god sommer og ser frem mod de opgaver, der venter efter ferien. Særligt tre områder er i fokus.
Jonna Jul Gudmundsen

Kære medlem

På BUPL Sydjyllands vegne vil jeg gerne ønske dig en rigtig god sommer og en velfortjent ferie, når du kommer dertil. Mange vil nok opleve, at ferien føles tiltrængt – sådan er det jo som regel, men netop i år er det min oplevelse, at mange trænger ekstra meget til ferie.

Gennem to år med skiftende corona-niveauer har pædagoger og ledere hver dag skullet følge forskellige retningslinjer og restriktioner, dække ind for syge kolleger og lappe huller efter behov, og I har strakt jer langt for at tage bedst muligt vare på vores børn og unge. Kort sagt har mange af jer oplevet et massivt pres gennem en længere periode.

I BUPL Sydjylland har vi derfor været i dialog med kommunerne og opfordret til, at man undlader at sætte for mange nye projekter i gang, samtidig med at man fra politisk side slipper lidt af topstyringen. Der er et stort behov for, at vi som pædagoger og ledere får det faglige råderum tilbage, og at der bliver en længere periode med ro på. Det er simpelthen nødvendigt.

Efteråret byder på flere vigtige dagsordener – jeg nævner kort et par stykker af dem her:

Rekruttering er en kæmpe udfordring

Vi har en kæmpe udfordring med rekruttering. Det er ikke længere kun i de store byer, at der mangler pædagoger og ledere. Vi ser i alle de sydjyske kommuner, at der bliver slået stillinger op, som får ganske få – eller slet ingen – ansøgninger! Samtidig ser vi et kraftigt fald i søgningen til pædagogstudiet. Det er et alvorligt problem.

Derfor holder vi løbende møder med kommunerne om muligheden for fx at oprette forløb for meritpædagoger, så vi kan få uddannet rutinerede medhjælpere og pædagogiske assistenter. Desuden arbejder vi for, at kommunerne skal iværksætte førleder-forløb, så interesserede pædagoger kan udvikle deres lederpotentiale og snuse til ledelsesområdet, så vi også fremover kan rekruttere kvalificerede ledere.

Men det handler ikke kun om at få flere til at blive pædagoger og ledere. Det handler også om at få flere til at blive ved med at være pædagoger og ledere. Hvis flere skal gå op i tid, blive længere på arbejdsmarkedet eller have lyst til at blive ledere, så kræver det ordentlige arbejdsvilkår, et fysisk og psykisk godt arbejdsmiljø og mulighed for individuelle seniorordninger. Alt det er vi meget optaget af, og vi arbejder med hver enkelt kommune, for at man lokalt kan gøre pædagogfaget mere tiltrækkende.

Ligeløn skal kæmpes hjem i fællesskab

Når vi taler om at gøre pædagogfaget attraktivt, så er der endnu én ting, som vi ikke kan komme uden om: Lønnen! Vi har et gigantisk lønefterslæb for de kvinde-dominerede omsorgsfag, bl.a. pædagogerne. Selv om vi har uddannet os til at løse vigtige kerneopgaver i samfundet, så er vi stadig nederst i lønhierarkiet, hvor vi blev placeret med tjenestemandsreformen for over 50 år siden. Det er uholdbart, at vi ikke har ligeløn i 2022.

I BUPL kæmper vi – sammen med andre faglige organisationer –for at ændre lønstrukturen, og vi har bl.a. arbejdet hårdt for, at regeringen har nedsat en lønstrukturkomité. Men fordi det er så gammelt og fastgroet et system, er det også et langt sejt træk at få det ændret. Det kan vi kun gøre i fællesskab. Det er derfor vigtigt, at vi taler højt om problemet og sætter ord på vores værd.

Her i maj holdt vi i BUPL Sydjylland et stormøde for alle tillidsrepræsentanter for at klæde dem bedst muligt på til at tale om ligeløn og svare på spørgsmål fra kolleger. Det var et rigtigt godt møde, og vi håber, at den viden, der blev delt, og den kampgejst, vi oplevede, vil sprede sig som ringe i vandet, så vi sammen kan gøre en forskel.

Kom til generalforsamling – det handler om dig

Efteråret byder også på generalforsamling, og den ser jeg personligt meget frem til. Det er fagforeningens festdag for demokratiet, hvor alle medlemmer kan komme og gøre deres indflydelse gældende. Her kan vi tale om, hvordan vi sætter vores profession i spil, vi kan debattere løn og arbejdsvilkår og sammen skabe det fælles fundament, som fagforeningens arbejde hviler på. Så min opfordring til dig er: Kom og vær med 6. oktober.

Vi glæder os og håber at se så mange som muligt.

Her og nu ønskes I og jeres nærmeste en RIGTIG GOD SOMMER.

De varmeste sommerhilsner
på vegne af BUPL Sydjylland

Jonna Jul Gudmundsen, formand

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.