Pædagog i Guderup Børnehave fylder 67: Men pension? Nej da!
På afstand er det svært at se, at den vævre skikkelse i termodragt nærmer sig pensionsalderen. Hun suser rundt på legepladsen og skubber gynger, trækker børn rundt på balancehjul og sætter sig adræt på hug, når en situation kræver øjenhøjde.
Men den er god nok. 31. januar fylder pædagog i Guderup Børnehave Ninna Bonefeld 67 år. Det skal selvfølgelig fejres, men hun gør ikke noget særligt ud af, at hun så kan kalde sig folkepensionist. Hun holder godt nok fri på dagen..
”..men kun fordi det er en lørdag,” siger hun og griner.
På spørgsmålet om, hvorvidt titlen som folkepensionist vil få hende til at stoppe med at arbejde i børnehaven, ryster hun bare på hovedet.
”Nej, nej. Jeg har ikke bestemt, hvornår jeg går fra, men jeg bliver i hvert fald hængende lidt endnu.”
Hvorfor?
Dermed skiller Ninna Bonefeld sig ud fra mange af sine kolleger i faget. Pædagoger begynder typisk at trække sig tilbage allerede som 62-årige, og de fleste har forladt faget som 64-årige. Faktisk er fire ud af fem pædagoger stoppet med at arbejde, når de er 66 år – altså inden den nuværende pensionsalder.
Når Ninna Bonefeld fortæller, at hun har tænkt sig at fortsætte med at arbejde efter de 67, er det typiske spørgsmål da også: Hvorfor?
Og svaret er meget enkelt:
”Jeg behøver ikke gå i motionscenter eller sørge for at gå 10.000 skridt om dagen. Jeg får jo masser af frisk luft og motion hver dag. Jeg behøver heller ikke gå på aftenskole og tage et ”hold din hjerne skarp”-kursus. Det kommer helt af sig selv,” siger Ninna Bonefeld.
Derfor arbejder hun stadig 37 timer om ugen, og det bliver hun foreløbig ved med.
Pædagogfaget slider: Se, hvor mange pædagoger der ikke arbejder til pensionsalderen | BUPL
Fra indførsel af EDB til flere børn med udfordringer
Ninna Bonefeld blev som helt nyuddannet pædagog i 1981 ansat i Guderup Børnehave. Først i et barselsvikariat og siden fastansat som souschef. Hun var med, dengang institutionerne kunne bestemme over deres egne penge, og de lavede aftaler med legetøjsfabrikanter og sparede sammen til et motorikrum. Og hun var med, da man i 1990’erne gik over til EDB.
”Vi var forsøgsinstitution og skulle selv til at betale vores regninger. Det var helt nyt med de der PC’er. Gud du milde. Vi var så bange for at trykke på en forkert knap. I dag har man jo det hele på en telefon.”
Mange andre ting har også ændret sig. Fx oplever Ninna Bonefeld, at der generelt er blevet flere børn med udfordringer, og at mængden af papirarbejde er vokset kolossalt.
”Det betyder bare, at vi bruger vores faglighed på nye måder, og at vi forsøger at ændre pædagogikken, så den passer til børnene. Det er positivt, synes jeg. Og i forhold til papirarbejdet har vi nu fået rådighedstimer, hvor vi kan lave administrativt arbejde. Det betyder, at vi til gengæld kan være nærværende, når vi er sammen med børnene, og det har højnet min arbejdsglæde,” fortæller Ninna Bonefeld.
Personligt oplever hun også en stor udvikling over årene, og der er mange ting, der kommer lettere med erfaring.
”Fx er det med alderen blevet meget nemmere at snakke med både børnene og forældrene. Det har betydning, at der ligger noget livserfaring bag, og at man har noget med sig i bagagen.”
Fx er det med alderen blevet meget nemmere at snakke med både børnene og forældrene. Det har betydning, at der ligger noget livserfaring bag, og at man har noget med sig i bagagen.
Samme sted i 44 år
Noget, der til gengæld ikke har ændret sig, og som er grunden til, at Ninna Bonefeld har været 44 år i den samme institution, er glæden ved børnene og samarbejdet med kollegerne.
”Uden dem havde jeg ikke været her så mange år, det er helt sikkert. Vi har god humor og godt socialt samvær, og så tager vi hensyn til hinandens stærke og svage sider. Alle behøver ikke at kunne det samme. Lige nu har jeg fx et udehold, som er ude om formiddagen og også spiser udenfor. Jeg elsker at være udendørs. Andre vil måske hellere være inde og lave kreative aktiviteter. Det udnytter vi som en styrke i vores kollegiale samarbejde.”
Hold i gryden i kog lige til det sidste
En anden vigtig faktor, som Ninna Bonefeld fremhæver, er den gode ledelse.
”Jeg har heldigvis altid haft gode ledere, der prioriterer udvikling og faglighed og sørger for, at vi kommer på kurser og efteruddannelse. Det er vigtigt, at man er i et hus, hvor man vil forandring og holder fagligheden opdateret.”
Udvikling kræver også noget af en selv som medarbejder – uanset alder og erfaring, understreger Ninna Bonefeld.
”Da jeg havde nået efterlønsalderen, var der fx et fælles kursus i hele kommunen. Jeg tænkte, at det var der ingen grund til at sende mig afsted til. Men så kom alle mine kolleger tilbage og talte om noget, jeg ikke var en del af. Det kunne jeg slet ikke være i, og jeg endte med at hoppe med på kurset alligevel. Så hvis jeg skal give et godt råd til andre, er det at holde den faglige gryde i kog – lige til den sidste dag.”
Det giver mig megameget energi at være praktikvejleder, og jeg vil så gerne give videre til de unge pædagoger, at de skal holde den faglige fane højt, være positive og se muligheder.
Praktikvejleder med fokus på det positive
Det nærmeste, Ninna Bonefeld vil komme på en slutdato, er, at hun stopper, ”når hun ikke synes, det er sjovt længere”, og ”når de trælse timer bliver i overtal”.
”For selv om jeg er virkelig glad for mit arbejde, så har der da været perioder, hvor det var trist og træls. Selvfølgelig har der det. Fx under corona, hvor vi havde tre langtidssygemeldinger. Der var det svært at holde gejsten oppe. Og der er stadig dage, hvor vi er pressede pga. sygdom. Men vi kommer altid videre – og det er jo på grund af de trælse dage, at man skønner på de gode,” siger hun.
Måske er det i virkeligheden det lyse sind og viljen til at se det positive i hverdagens udfordringer, der gør, at Ninne Bonefeld er still going strong. Som praktikvejleder for både syv ugers-studerende og PAU’er er det da også noget af det, hun forsøger at give videre til næste generation af pædagoger.
”Det giver mig megameget energi at være praktikvejleder, og jeg vil så gerne give videre til de unge pædagoger, at de skal holde den faglige fane højt, være positive og se muligheder. Hvis der en gang imellem er en dårlig dag, siger jeg altid: I morgen bliver bedre.”