Kryds i kalenderen: Generalforsamling med spændende foredrag

Der er nu sat dato på BUPL Sydjyllands generalforsamling, som afholdes hvert andet år.
Det bliver 6. oktober kl. 16.00-22.00 på Hotel Scandic i Kolding.
Der er valg til bestyrelsen, og alle medlemmer kan stemme og stille op. Derudover kan du høre om fagforeningens arbejde i de forløbne år og om fokuspunkterne for den nære fremtid.
Foredrag med Rikke Smedegaard
Før generalforsamlingen er der foredrag med Rikke Smedegaard, pædagog og forfatter til 'Ida er pisseprovokerende' og bidragyder til ’Pissedårlig pædagogik’.
Her slår Rikke Smedegaard blandt andet et slag for, at pædagoger ikke skal skamme sig over at knytte tætte bånd til børnene, over at være i vildrede og føle sig utilstrækkelige eller afmægtige. Som fagpersoner skal vi forholde os til følelserne og ikke distancere os fra dem. Foredraget handler blandt andet om, hvordan vi som pædagoger og ledere ranker ryggen, står sammen og bliver bedre til at sætte ord på, hvad vores arbejde består i.
Alle deltagere i generalforsamlingen får en gratis bog.
Reservér datoen
Tilmelding til årets generalforsamling åbner efter sommerferien, men reservér allerede nu datoen, hvor du kan komme og pleje dit netværk, få lidt god mad, stemme på dine kandidater til bestyrelsen og opleve et spædende foredrag.
Vel mødt 6. oktober.