Årsmøde i pensionistsektionen

Årsmødet i pensionistsektionen blev holdt 7. april 2025 på Hotel Harmonien i Haderslev. I alt var 78 medlemmer mødt frem, hvilket var en del flere end sidste år.
Formand for BUPL Sydjylland Ulla Koustrup orienterede om, hvad der sker i fagforeningen lige nu. Hun fortalte bl.a. om OK26, indsatsen frem mod det kommende kommunalvalg og det vedvarende arbejde med organisering.
Medlemsfremgang
I sin årsberetning fortalte formand for pensionistsektionen Birte Gillesberg, at pensionistsektionen i dag har 802 medlemmer, og det er en medlemsfremgang på 28, hvilket er meget positivt. Derudover talte hun om vigtigheden af, at sektionen er synlig og derfor er repræsenteret ved andre arrangementer, fx PBU-møder, generalforsamlinger og lederårsmøder.
Birte Gillesberg fortalte, at der i 2024 blev tilbudt en højskoledag på Engelsholm, som var så stor en succes, at der igen i år bliver udbudt en højskoledag. Det bliver den 30. september.
Endnu en gang understregede Birte Gillesberg, at alle medlemmer kan deltage i arrangementer i alle 12 kommuner.
Genvalg til alle
Der var genvalg til formand Birte Gillesberg, ligesom samtlige bestyrelsesmedlemmer på valg blev genvalgt uden modkandidater. Det samme var tilfældet med suppleantposterne, og det er altså derfor en samlet bestyrelse, der fortsætter uændret.
Læs referat fra årsmøde og se hele bestyrelsen på hjemmesiden under: Pensionistsektionen
Se billeder fra dagen på BUPL Sydjyllands Facebookside