Kære regering. Er dét her jeres seriøse bud på at løse trivselskrisen?
Af Jon Olufson, formand for BUPL Storkøbenhavn
Efter at være kommet forbi de mange flotte ord i indledningen i regeringsgrundlaget efterlader læsningen ikke megen glæde. For lige bag de mange fine ord, er fraværet af konkrete handlingsmuligheder påfaldende. Lige på nær et ønske om at nedsætte en kommission, der kigger på udfordringen. Og så alligevel. For mens det pointeres, at antallet af de 45.000 unge udenfor både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, et tal jeg frygter kun bliver større, hvis ikke vi gør noget radikalt anderledes for at forbygge mistrivsel, så bimler alarmklokkerne. Og det er sådan set ikke pointeringen af udfordringen, der udløser alarmen, det er derimod løsningsovervejelserne. For ind fra højre kommer ideen om at bruge borgerpligt til at skubbe unge mennesker på kanten af samfundet ind i forsvaret. Endda som noget af det eneste bare lidt konkrete er teksten fulgt op med en understregning af “Forsvarets unikke muligheder for at løfte unge mennesker kan indgå som en del af tiltagene.” Der er helt sikkert en gruppe unge, der vil kunne få glæde af at tjene en såkaldt borgerpligt og sikkert også i forsvaret. Men at tro, at det er løsningen for en stor del af de unge og vil løse mistrivsel, stress og angst er mildest talt naivt eller voldsomt optimistisk. Og selvom det næsten er ubehageligt at skrive, så kan jeg ikke lade være med at gisne om, at regeringen her med samme trylleslag ønsker at løse både trivselskrisen og rekrutteringsudfordringerne til forsvaret.
Det andet element, der udløser alarmklokkerne, er at finansieringen mildest talt er “vag”. Det bliver påpeget, at pengene skal komme fra Togfonden, som der ikke længere er flertal bag, men at de enkelte prioriteringer skal diskuteres i Folketinget. Dog peges der på, at Vejlefjordbroen ikke gennemføres, og at de penge eventuelt kan bruges på trivsel eller klima (!). Det vil sige, at de penge, der er afsat, ikke er øremærket til trivsel, ligesom det er uvist hvor mange penge, det drejer sig om, samtidig med at klimapenge og trivselspenge så skal konkurrere mod hinanden. Det er absurd, og det kan vi ikke være bekendt overfor vores børn og unge!
Vi skal naturligvis finde og gå med mulige løsninger, der kan hjælpe de mange børn og unge, der ikke trives. Men vi har i den grad også brug for løsninger, der forebygger mistrivsel. Og skal der ændres på den trivselskrise, vi står i, så er det i stedet altafgørende, at de fagprofessionelle inddrages.
Vi har brug for at prioritere kvalitetsinstitutioner med god normering, høj pædagogandel og høj faglighed, hvor vi netop kan arbejde med trivsel, fællesskaber, relationer og dannelse. Vi har brug for at fagprofessionelle kommer i spil – og gerne sammen med hinanden og måske ift. til både fritidsjobs og muligheder i Forsvaret. Vi kan ikke nøjes med at overveje konkrete tiltag som tvungen borgerpligt som et plaster på såret lang tid efter, at vi har slået os. Vi skal derimod i højere grad sikre os imod, at så mange børn og unge slår sig på livet. Forebyggelse er vejen til et bedre samfund - og det kan vi. Og det skal vi. Vi har ikke noget valg.