Kære kammerater - Kære venner
Af Jon Olufson, formand BUPL Storkøbenhavn
I dag står vi her – sammen - for at markere 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. En dag, hvor vi fejrer de fremskridt, vi har gjort, de sejre, vi har vundet - men også en dag, hvor vi må konstatere, at der stadig er rigtig meget arbejde foran os.
Løn er og bliver altid en vigtig del af vores kamp, men som formand for pædagogerne i de 12 storkøbenhavnske kommuner er jeg også nødt til at adressere det faktum, at alt for mange af dem jeg repræsenterer oplever et arbejdsmarked, hvor tempoet er sat i vejret. Hvor flere opgaver vælter ind, hvor nye opgaver vælter ind, hvor det ikke er muligt at afsætte den fornødne tid til de børn, der har det svært - alt i mens de gamle opgaver aldrig rigtig forsvinder. Der skal løbes hurtigere, arbejdes smartere og i evig forandring. Men det tænker jeg ikke er et problem, som kun rammer pædagogerne, men et problem, der rammer de fleste lønmodtagere - og måske er det også noget I kan genkende?
Den acceleration, vi oplever, er et stigende problem, og konsekvenserne er alvorlige. Tempoet er og bliver for højt. Arbejdsmiljøet er for presset, og hvis vi ikke reagerer nu, så vil vi helt sikkert miste flere dygtige kolleger til stress og nedslidning. Og med den buldrende rekrutteringskrise de fleste af os, er ramt af - vi mangler f.eks. i dag over 1000 pædagoger i det storkøbenhavnske - så er arbejdsmiljøet på ingen måde noget vi har råd til at fejle på eller kan acceptere ikke er i orden. Oven i det er det i forvejen svært for rigtige mange i mit fag og mange andre fag at blive i faget til pensionsalderen.
Og for at understrege det arbejdspres og dets mulige konsekvenser med lidt deprimerende tal, så er: Hver fjerde pædagog over 60 på en eller anden form for helbredsydelse. Syv ud af ti pædagoger forlader deres job før pensionsalderen. Og det er altså ikke kun et problem for os, men for alle almindelige lønmodtagere. Det er et samfundsproblem - og det skal vi gøre noget ved!
Vi fortjener ordentlige arbejdsforhold, vi kan holde til i længden.
Vi fortjener ordentlige arbejdsforhold vi kan trives i.
Vi fortjener ordentlige arbejdsforhold- punktum!
Så hvordan kan man ignorere alt det og foreslå, at pensionsalderen skal stige, når vi står over for de her udfordringer? Giver det mening for jer?
Nej det gør det ikke. Det giver ikke mening! Det er ikke værdigt, og derfor siger vi også klart og tydeligt: Nej tak til uværdig pension - NEJ tak til stigende pensionsalder! Der er ikke mange af mine kollegaer, der kan holde til et liv på gulvet i vuggestuen til de er 65 i dag, så der er vel heller ikke nogen, der for alvor tror på at 70-årige pædagoger i vuggestuerne vil være et almindeligt syn i fremtiden. Jeg ved ikke om forestillingen om rollator barnevogne er en del af løsningen. Jeg kan i hvert fald ikke se det for mig, og jeg synes ikke, at det er en værdig afsked med arbejdsmarkedet. Vi har alle sammen brug for at kunne trække os tilbage og nyde et velfortjent otium, før vi er for nedslidte.
Men hvad vi vil så, udover en værdig pension og en værdig tilbagetrækning? Hvad er det så vi vil? Vi vil gerne sige JA tak til et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor forståelse og rammesætning af den nødvendige restitution er et arbejdsgiversansvar. Hvor frihed og balance i livet vægtes endnu højere end i dag, og hvor vi kan trives både som medarbejdere og mennesker. Og Det er IKKE kontroversielt
Det groteske i denne udfordring er, at alle sådan set er enige om, at der skal være tid til at restituere, og at vi ikke bare kan løbe hurtigere og hurtigere. Men handlingen mangler bare, og viljen til forandring er der ikke!
Derfor er det også en kamp, vi skal stå sammen om. For vores fremtid, for vores kolleger, for de næste generationer. Jeg er overbevist om, at det her er en kamp de senest ankomne til arbejdspladserne og de kommende generationer vægter meget højt. De mærker det med det samme og de ved, hvad pres og højt tempo gør ved en – og for manges vedkommende har gjort ved deres pårørende.
Så kampen for et liv i balance berører i dag os alle sammen, og det har afgørende betydning for både arbejdsliv og privatliv – og måske er det også lige netop en af de kampe de senest ankomne til arbejdspladserne og de kommende generationer vægter højere end tidligere generationer har gjort. Nemlig kampen for et liv i balance. Et liv hvor fleksibilitet ikke kun handler om at dække ind i vagtplanen eller skulle gå den ekstra mil for at få det hele til at glide. Men hvor fleksibilitet også går den anden vej. Hvor worklife-balance ikke længere er et fremmedord, eller hvor det altid er work, der trumfer life!
Den kamp er jeg sikker på, at de unge og de kommende generationer gerne vil tage sammen med os, og det kan være en af de kampe fagbevægelsen har brug for – for også at være relevante i fremtiden. Det tror jeg i hvert fald på, og der er ingen tvivl om, at vi også i fremtiden har brug for en stærk fagbevægelse, der tør gå forrest for lønmodtagernes krav og drømme for et bedre samfund
Sammen kan vi gøre den forskel, der skal til - også i fremtiden!
Tak for ordet og fortsat god 1. Maj!
1. maj tale af Jon Olufson, formand i BUPL Storkøbenhavn.