Jeg drømmer om et nedsat arbejds- og livstempo – og jeg er ikke den eneste

Af Jon Olufson, formand i BUPL Storkøbenhavn

Dagligt læser vi om eller møder en kollega, en ven, en bekendt, en ung eller et familiemedlem, der er ramt af stress. Antallet af stressramte i Danmark er alt alt for højt, og Sundhedsstyrelsen kalder det et stigende folkesundhedsproblem. Ord som mistrivsel, angst, depression – ja generelt ondt i livet - er også en stor del af samfundsdebatten og er i forskellig grad stressens følgesvende. Der er ingen tvivl om, at de forskellige udfordringer, livssituationer og diagnoser koster den enkelte dyrt både personligt og økonomisk, men det koster også samfundet dyrt. Stress koster ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (marts 2024) hvert år samfundet 55 milliarder kroner.

Selvfølgelig er det ikke simpelt at løse den både alarmerende og triste udvikling. Men jeg bliver mere og mere overbevist om, at det stigende tempo i arbejdslivet og i samfundet bredt betragtet bærer en meget stor del af ansvaret. Vi skal hele tiden videre til det næste, vi skal hurtigere gøre vores små læringsparate, børnehavebørn skal gøres skoleparate, skolerne skal gøre børnene klar til arbejdsmarkedet, vi skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, og stort set alle jeg taler med af pædagoger og ansatte i den offentlige sektor, mærker også det stigende tempo. Konstant skal vi løbe hurtigere og løse flere og flere komplekse opgaver og efter hvert kommunalt budget bliver der skruet op for tempoet med samme forventninger til den offentlige service på trods af evige besparelser.

I det seneste år har vi været rundt i en lang række kommuner for at spørge pædagoger og ledere i vores kommuner om hvad deres udfordringer er i hverdagen, og hvad de har af drømme for fremtiden. Vi har fået mange forskellige svar og fået præsenteret mange forskellige drømme, for vi er alle sammen forskellige steder henne i livet, og vores verden ligner ikke altid hinandens. Alligevel er der flere udfordringer og drømme, der peger i samme retning og har sit udgangspunkt i bekymringen over et stigende arbejds- og livstempo, der både skaber mistrivsel og er med til at gøre os syge og stressede.

Mange pædagoger og ledere udtrykte netop under vores besøg bekymring for ikke at kunne følge med. De oplevede og oplever, at regler og retningslinjer bliver trukket ned over os hurtigere, end vi kan implementere dem. Det gør, at de oplever, at de ikke har tid til at lykkes, ikke har tid til det enkelte barn og ikke kan nå at få fagligheden tilstrækkeligt i spil, før det næste nye skal implementeres. Selvfølgelig er der mange andre faktorer der også spiller ind her, som lav pædagogandel, ikke gode nok normeringer m.m. Og én af pædagogerne, vi talte med, rammer det ind med følgende ord:

”Jeg drømmer om at kunne gå fra arbejdet med ro i maven og en viden om, at jeg har nået det mit arbejde kræver”.

Når en tredjedel af de pædagoger og ledere, vi har snakket med, peger på netop det stigende tempo, som værende en af de største udfordringer, så er det noget, vi skal lytte til - alle sammen. Og jeg tror, at mange vil være enige med mig i, at det ikke kun gælder for min faggruppe.

Ligesom de pædagoger og ledere vi har snakket med, drømmer jeg også om et nedsat tempo - på arbejdspladserne, i børnenes liv, i samfundet generelt og ja i mit eget liv. Vi har brug for at stoppe op, tænke over den triste samfundsudvikling, som flere og flere knækker nakken på. Vi har brug for at stoppe op og tage alvorligt, at flere og flere har ondt i livet, og at det måske har noget at gøre med, at vi aldrig når at bundfælde det vi har gang i, før vi er i gang med det næste.

Tempoet i arbejdslivet og i samfundet skal ned. Vi har brug for tid til fordybelse. Vi skal kunne følge med, og vi skal i hvert fald ikke blive syge af det.

Det er en vigtig kamp for fagbevægelsen. Det er en vigtig kamp for os alle.

Indlægget er bragt i Arbejderen 19. august 2024.