Hvidovre: Budgetforslag 2025 kræver ansvarlig prioritering

Budgetforslag 2025 nedsætter serviceramme med 83 mio. kr.. Samtidig budgetteres der med en gennemsnitlig likviditet i 2028 på 284 mio. kr., hvilket er 64 mio. kr. over den erklærede målsætning. BUPL Storkøbenhavn mener, at direktionens budgetforslag lægger op til langt flere besparelser end nødvendigt ifølge kommunens økonomiske målsætninger.
Hvidovre

 

Budgetforslagets overordnede økonomiske konsekvenser

Af direktionens budgetforslag fremgår det, at Hvidovre Kommune har: ”Et mål om, at den gennemsnitlige likviditet skal være mindst 4.000 kr. pr. borger ved slutningen af budgetperioden (2028) jf. kommunens økonomiske politik, svarende til ca. 220 mio. kroner”.

I det fremlagte budgetforslag nedsættes Hvidovres fremtidige serviceramme med 83 mio. kr., opnået bl.a. gennem store nedskæringer på kernevelfærd. Samtidig budgetteres der med en gennemsnitlig likviditet i 2028 på 284 mio. kr., hvilket er 64 mio. kr. over den erklærede målsætning. BUPL Storkøbenhavn mener, at direktionens budgetforslag lægger op til langt flere besparelser end nødvendigt ifølge kommunens økonomiske målsætninger. Derfor opfordrer vi politikerne i Hvidovre til at foretage en ansvarlig prioritering for velfærden.

 

Nedenfor kan I læse BUPL Storkøbenhavns kommentarer til udvalgte forslag:

Forslag på daginstitutionsområdet og minimumsnormeringer

I direktionens budgetforslag er der ét forslag, der vil medføre en normeringsforbedring i daginstitutionerne, men også en række forringelsesforslag. Hvis alle forslag vedtages, vil der være tale om en netto besparelse på 1,4 mio. kr., hvilket sammen med den afledte nedsættelse af forældrebetalingen vil betyde en reduktion på ca. 1,9 mio. kr.

Besparelserne vil, hvis de gennemføres, efter BUPL Storkøbenhavns beregninger, betyde, at Hvidovre kommer meget tæt på ikke længere at kunne opnå minimumsnormeringer i overensstemmelse med de erklærede målsætninger om et højt fagligt niveau. Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at der kan opnås minimumsnormeringer, og vi opfordrer derfor til, at der ikke gennemføres besparelser på området. I stedet bør fokus rettes mod, hvordan kvaliteten kan sikres og udbygges, som forslaget om forberedelsestid fx er udtryk for.

 

INV-01: Forberedelsestid til de pædagogiske medarbejdere i dagtilbud

 Vi mener, det er vigtigt, at der tilføres ressourcer til mere forberedelsestid for pædagoger i dagtilbud, og vi ser derfor positivt på dette forslag. Vi ved dog også, at der bruges væsentligt mere tid på forberedelse, end den foreslåede ressourcetilførsel dækker, og at behovet for forberedelse er stigende. Derfor mener vi, at der bør tilføres ressourcer til en hel times forberedelse ugentligt for bedre udnyttelse af den samlede forberedelsestid. Tilrettelagt og finansieret forberedelsestid, betyder at pædagogerne bedre kan løse fx tværprofessionelt samarbejde og pædagogiske udviklingsopgaver. Erfaringer viser, at det øger engagement og motivation hos pædagogerne. Derudover kan det øge arbejdsglæden og tilfredsheden hos pædagogerne.
  

Kompetenceudvikling til lærere og pædagoger samt deltagelsesmuligheder for alle (INV-2 og INV-3)

Vi kender alle de mange udfordringer, som vores børn og unge mennesker møder i samfundet i dag. Et stigende antal børn med diagnoser, skolevægring, angst, ensomhed og præstationspres kræver, at vi har dygtige fagfolk til at støtte, guide og vejlede børn og unge i hverdagen. Disse udfordringer skal vi kunne løse sammen og i fællesskaberne. Derfor er det positivt, at der nu prioriteres midler til at klæde lærere og pædagoger bedre på til at løse opgaven med høj faglighed og kvalitet. Kompetenceudvikling er et af flere nødvendige greb, der skal til, hvis vi skal lykkes med at bedre deltagelsesmuligheder. Vi byder gerne med forslag og til fortsat dialog om dette. Se evt. BUPL Storkøbenhavns folder om mellemformer og inklusion her .

Samtidig er vi bekymrede over at se mange forslag, hvor midler til anbragte børn og børn med udfordringer foreslås besparet. Specialiseret viden og erfaring til indsatser for børn og unge fra hjem med skilsmisseproblematikker eller alkoholproblemer, bør ikke afvikles. Hvis Hvidovre vil lykkes med at knække kurven, skal vi sætte ind med forebyggelse og tidlig indsats.

 

Fjernelse af bygningsmæssigt tillæg til dagtilbud i to etager – RED 46

Det er en større organisatorisk opgave at være ansat i en daginstitution i to etager. Derfor er det uhensigtsmæssigt at fjerne tillægget, som giver ekstra midler til lønsummen. Det kan f.eks. kræve en ekstra pædagogisk medarbejder som ”trappevagt”, når børnene skal op og ned ad trappen af både pædagogiske og sikkerhedsmæssige årsager. Det tager tid at hente madvognen i stueetagen osv. Tillægget bruges til løn og er derfor en reducering af normeringen, som der på ingen måde er brug for i daginstitutionerne.
 

Hæve forældrebetaling i dagtilbud – RED 47

Når man hæver forældrebetalingen på en daginstitutionsplads burde pengene gå til at forbedre normeringerne i daginstitutionerne. Det er ikke penge, kommunen selv har betalt, men midler fra minimumsnormeringerne, og derfor bør ekstra forældrebetaling gå til daginstitutionsområdet og børnene. 

 

Besparelser på sprogtilbud og pædagogiske hjælpemidler – RED 48, 49 og 50

Vi mener overordnet set, at det vil være forkert at reducere midler til indsatser som disse, da der er stor risiko for, at problemer og udfordringer, som løses her, blot skubbes til senere tidspunkter med større risiko for børnenes udvikling og trivsel. Det er specialiserede tilbud, hvor der sættes ind med tidlige og forebyggende indsatser, der har gode resultater for de børn, der får tilbuddet. Det er tilbud og specialiseret viden, som ikke findes i hverken daginstitutionerne eller på skolerne.

Vi er ligeledes bekymrede for de øvrige foreslåede besparelser på udsatte og anbragte børn, som foreligger i kataloget.

Det er en kedelig tendens i budgetforslaget, at der foreslås besparelser på de tidlige og forebyggende indsatser for de børn, der har mest brug for det. Dette er ikke i børnenes interesse og vil sandsynligvis have negative konsekvenser, for de børn som ikke kan få hjælp og risikerer at blive dyrere i længden.

 

Reduktion af centrale puljer på dagtilbudsområdet – RED 51

De foreslåede besparelser på centrale puljer er ikke uden konsekvenser, da en stor del af puljemidlerne er nødvendige for den daglige drift. Vi har især de seneste år oplevet, at flere af vores daginstitutioner er blevet ramt af asbest, skimmelsvamp eller rotter, og netop disse puljer hjælper institutionerne i sådanne situationer. Det er midler, som daginstitutionerne selv vil skulle finde på deres budgetter, hvilket betyder mindre lønsum og dermed dårligere normering.
 

Reduktion af åbningstid i daginstitutionerne – RED 53a

At skære i daginstitutionernes åbningstid er en utidssvarende løsning på en økonomisk udfordring. Det presser familierne og rammer igen normeringen. Familierne i Hvidovre vil opleve et mindre fleksibelt tilbud, hvilket passer dårligt til en pendlerkommune som Hvidovre. Åbningstiden ville skulle besluttes af den lokale forældrebestyrelse, derfor vil daginstitutionernes åbningstid være differentieret. For nogle familier vil det betyde, at de er pressede på nå at aflevere/hente før/efter arbejde. Der er endvidere mulighed for, at forslaget vil ramme socialt skævt, samt at familier med enlige forsørgere vil blive ramt forholdsmæssigt hårdere. 
 

Rammebesparelser på Center for Skole og Uddannelse – RED 57

Det er vores erfaring, at rammebesparelser til senere udmøntning ofte ender i en bøvlet proces, hvor der ikke er klarhed om hverken proces eller indhold. Vi er sikre på, at denne erfaring kan genkendes hos flere byrådsmedlemmer. Vi anbefaler, at der ikke gennemføres en rammebesparelse.
 

1 times kortere åbningstid på SFO – RED 58

Et flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om et kvalitetsprogram for folkeskolen, og store dele af aftalen forventes at træde i kraft allerede fra næste skoleår. Det vil blandt andet betyde en kortere skoledag og en længere SFO-dag. Vi vil derfor kraftigt opfordre politikerne i Hvidovre til i forbindelse med budgettet at sikre, at SFO'er og klubber får tilstrækkelige midler til at opretholde det nuværende normeringsniveau i den udvidede åbningstid. Vi opfordrer desuden til, at der ikke ændres ved åbningstider og øvrige rammevilkår for fritidstilbuddene, før der er overblik over deres samlede vilkår og muligheder efter implementeringen af den nye aftale.

I BUPL Storkøbenhavns optik giver aftalen mulighed for et markant løft af kvaliteten i de fritidspædagogiske tilbud – blandt andet i kraft af et større tidsmæssigt handlerum. Denne mulighed kan dog hurtigt undergraves af normeringsforringelser og begrænsninger i åbningstiden i den anden ende.

 

På vegne af BUPL Storkøbenhavn,

 

Cindie Christoffersen                                           Rikke Graae Jakobsen

Faglig sekretær                                                       Fællestillidsrepræsentant

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.