Hvidovre: Både besparelser og gode takter i budget 2024

BUPL Storkøbenhavn har følgende kommentarer til Budget 2024, Hvidovre Kommune. Overordnet set finder vi det grundlæggende problematisk, at dagtilbudsområdet betragtes som et besparelsesobjekt. I stedet burde området ses som en vigtig investering i fremtiden med fokus på tidlig indsats og høj faglighed.
Finger flytter kugler

BUPL Storkøbenhavn har d. 11. august sendt høringssvar til Hvidovre Kommunes Kommunalbestyrelse ifm. Hvidovre Kommunes budgetforslag 2024-27. Her er vores kommentarer:

Besparelser på dagtilbud (forslag 3 og 4):
De foreslåede besparelser på centrale puljer er ikke uden konsekvenser, da en stor del af puljemidlerne er nødvendige for den daglige drift. F.eks. anvendes puljemidlerne til genhusning og/ eller renovering, når der er rotter, skimmelsvamp eller andet i dagtilbuddene eller udskiftning af dyre industriovne eller andet inventar i produktionskøkkenerne. En reduktion af puljerne vil derfor medføre, at berørte daginstitutioner skal dække flere udgifter selv, eller at nogle forbedringer/renoveringer enten bliver udskudt eller ikke gennemført.

Om under et halvt år, nemlig d. 1. januar 2024, træder Loven om minimumsnormeringer i kraft. Det er kommunalbestyrelsens opgave, at sørge for at kommunen lever op til loven. Det er derfor nødvendigt med et budget, som gør det muligt for dagtilbuddene reelt at leve op til loven. Derfor vil vi gøre opmærksom på, at besparelser på dagtilbudsområdet, udover at påvirke kvaliteten og arbejdsmiljøet, kan gøre det vanskeligt for kommunen at leve op til lovkravet om minimumsnormeringer. En af årsagerne er, at kommunen fortsat mangler 1 måned på børnehavealderen ift. lovens krav. Derudover bliver fastholdelse og rekruttering af pædagoger gjort vanskeligere ved besparelser på området. 

I Hvidovre Kommune er dagtilbuddene samtidig underlagt en meget stram budgetmodel, hvor den økonomiske tildeling reguleres på daglig basis. Det betyder i praksis, at budgetstyringen i de enkelte dagtilbud kan være en stor og daglig udfordring.

Afskaffelse af midlerne til Sund Mad (forslag 6):
Afskaffelsen af midlerne til Sund Mad ser ud til at blive en form for en rammebesparelse, da skolerne stadig ville skulle løfte opgaven inden for driften. Som alternativ kunne man lave den faktiske omkostning ved at lade distributionen af maden indgå i prisen. 

Rammebesparelse på skolen (forslag 7):
Fritidspædagogikken har stor betydning for børnenes trivsel og dannelse i deres skoletid. Det er et frirum for børnene uden de samme krav og forventninger som i skoletiden. Det er derfor vigtigt, at der politisk er en holdning til, hvordan en rammebesparelse på skoleområdet kan udmøntes, så der bliver taget hensyn til barnet hele dagen - da der også skal være en god normering i fritidsdelen. 

Ændring af budgetstrukturen for specialundervisningstilbud (forslag 20):
Vi er bekymrede for, at opdelingen af de eksisterende tilbud vil få negative konsekvenser for den pædagogiske praksis

Børn i specialundervisningen har brug for sociale fællesskaber, ligesom alle andre børn, og det vil ikke være godt for deres trivsel at gå hjem efter skole og være alene. Vi er derfor bekymrede for, at ikke alle forældre vil sende deres børn i SFO ved en ekstra økonomisk omkostning.

Det fremgår ikke tydeligt, om forslaget rent faktisk betyder en udvidet åbningstid og åben i ferierne. Og om der i så fald er regnet på med normeringsmæssige og økonomiske konsekvenser heraf. 

Ændring af SFO-takster (forslag 131):
Hvis der bliver en øget forældrebetaling på SFO’erne, anbefaler vi, at man føler udviklingen i dækningsgraden.

Vi mener, at en del af indtægten skal gå til bedre normeringer på SFO’erne.

Bemærkninger til direktionens forslag til yderligere råderum (bilag 5):
Forslag 3: 
At lave besparelser i forbindelse med etablering og udviklingen af mellemformer risikerer at få den modsatte effekt af det ønskede, fordi tilbuddene ikke bliver optimale, og flere alligevel ikke kan rummes i almenklasserne. Arbejdet med mellemformer kræver en investering i form af efteruddannelse, ledelsesmæssig opmærksomhed og tilstrækkelige personaleressourcer. Derfor mener vi, at hjemtagelse af besparelser ved mindre behov for specialundervisning bør vente, til behovet rent faktisk falder.

Forslag 6 og 7: 
I forhold til de store rammebesparelser der er lagt op til, bør der ligge en klar proces for at sikre bruger- og medarbejderinddragelse. Politisk bør der ligeledes tilkendegives en retning for, hvad en rammebesparelse kan indeholde. 

Generelle bemærkninger:
Generelt ser vi i BUPL Storkøbenhavn positivt på, at der investeres i specialområdet. Især at der fokuseres på, at børn og unge i udsatte positioner kan blive i Hvidovre, da det på længere sigt få stor betydning i barnets, den unges og familiens liv. 

I relation til det øgede fokus på at oprette mellemformer for at kunne rumme alle børn, har vi i nedenstående afsnit nogle opmærksomhedspunkter. 

For at lave de mest kvalificerede mellemformer, er det vigtigt at have et stærkt tværfagligt samarbejde for at sikre, at børnene får mulighed for at lykkes. Når der skal oprettes en mellemform, er det godt at tage højde for:

  • Det tværfaglige samarbejde 
  • Fysiske rammer 
  • Viden og kompetencer 
  • Formål og pædagogisk mål, 
  • Økonomi og normering 
  • Løn og vilkår 

Ved at være på forkant med disse rammer og mål, oplever vi, at personalet har bedre mulighed for at lykkes med opgaven, og dermed skabe bedre trivsel hos børnene. Vi har i BUPL Storkøbenhavn indsamlet viden og erfaringer om inklusion, herunder også om mellemformer, og vi står til rådighed for både diskussion og implementering af mellemformer. BUPL Storkøbenhavn har udviklet et dialogværktøj rettet mod inklusion og mellemformer, som tidligere på året er blevet præsenteret for forvaltningen, som kan findes her: Tjekliste og dialogværktøj mellemformer.

BUPL Storkøbenhavn mener, at en investering i almenområdet, kan være en ”ny måde” at se på budgettet på den lange bane. Fordi en tidlig indsats har stor betydning på længere sigt. Vi har med andre ord brug for et stærkt almenområde med høj kvalitet, faglighed og gode normeringer, så vi får færre børn i mistrivsel. 

Cindie Christoffersen, faglig sekretær i BUPL Storkøbenhavn og Rikke Graae Jakobsen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Hvidovre
 

 

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.