Furesø: Budget 2025-28 byder på effektiviseringer og serviceforringelser

De foreslåede effektiviseringer er særdeles mange, og hvis de implementeres, vil de ramme børn og familier socialt skævt og medføre betydelige serviceforringelser. Vi mener desuden, at det foreslåede omfang af besparelser er i strid med Furesø Kommunes vedtagne politikker på børneområdet.
budget

BUPL Storkøbenhavns kommentarer til effektiviserings- og besparelsesforslag for Budget 2025-28.

Det fremlagte sparekatalog er meget omfattende, især i forhold til de økonomiske udfordringer, som det fremgår af budgetmaterialet. Furesø Kommune har tradition for at fremlægge store kataloger for at give plads til prioritering. Ulempen ved det er dog, at borgere og ansatte hvert år oplever, at deres velfærd, faglighed og ansættelser bliver sat på spil.

De foreslåede effektiviseringer (BSU) er særdeles mange, og hvis de implementeres, vil de ramme børn og familier socialt skævt og medføre betydelige serviceforringelser. Vi mener desuden, at det foreslåede omfang af besparelser er i strid med Furesø Kommunes vedtagne politikker på børneområdet.
 

BSU 8 – Reduktion af normeringer i børnehaver i Furesø:

I sagsfremstillingen fremlægges det, at man kan spare op til 8 millioner kroner årligt på normeringerne i dagtilbud (ikke kun børnehaver, som overskriften antyder). Efter vores bedste overbevisning er dette ikke korrekt.

Hvis man beregner, hvilken normering Furesøs budget for 2024 dækker for daginstitutioner, viser det sig, at der mangler 12 stillinger, svarende til 5,5 millioner kroner, før der er tilstrækkelige midler til at opnå minimumsnormeringer. Der burde derfor foreligge et forslag om at tilføre disse midler.

Sagsfremstillingen nævner, at Danmarks Statistiks tal viser, at Furesø allerede opfyldte minimumsnormeringerne i 2020. Dette er i vores optik ikke en helt præcis fremstilling. Ifølge lovgivningen skal kommunalbestyrelsen sikre, at kommunens daginstitutioner lever op til minimumsnormeringerne, hvilket kontrolleres gennem en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Man kan imidlertid ikke sikre fremtidige normeringer ved at basere sig på tidligere regnskabstal. Den måde, politikerne kan sikre dette på, er ved at vedtage et budget, der gør det muligt at opretholde normeringerne fremadrettet.

Flere uforudsete forhold kan opstå i løbet af året, som påvirker normeringerne, såsom vanskeligheder med at rekruttere pædagoger, der fører til ansættelse af flere pædagogmedhjælpere, eller højt sygefravær, der giver mulighed for at ansætte vikarer. Selvom sådanne situationer kan resultere i, at statistikken viser tilstrækkelige normeringer i visse år, er det ikke en garanti for, at minimumsnormeringerne er sikret fremadrettet.

 

BSU 1 – Undlad at bruge reduceret åbningstid til at forbedre normering

Det er ikke vores opfattelse at der kan ske en normeringsforbedring ved at reducere åbningstid.

 

BSU 2 – Ugentlig åbningstid i dagtilbud reduceres

En så stor reducering af åbningstiden, vil især set i sammenhæng med de foreslåede lukkedage og ferielukning, være en væsentlig serviceforringelse. Forslaget vil ramme socialt skævt og især ramme familier med enlige forsørgere. Det vil være svært for fuldtidsarbejdende pendlerforældre at nå afhentning. Det er ikke vores opfattelse at det vil attraktivt rekrutteringsmæssigt.  49 timers ugentligt åbningstid er i forvejen i den lave ende, set forhold til andre kommuner i området og en yderligere reduktion er derfor ikke tilrådelig.

En ugentlig åbningstid på 47 timer – vil stærkt begrænse børnefamiliernes mulighed for et fleksibelt arbejdsliv. Bor man i Furesø Kommune og arbejder på fx Islands Brygge vil den samlede daglige transporttid være omkring 2 timer – altså 10 ugentlige transporttimer + 37 arbejdstimer giver 47 timer. Det betyder, at man skal kunne placere arbejdstimerne fuldstændig efter institutionens åbningstimer, hvis det skal kunne lade sig gøre – og i øvrigt ikke være privat ansat hvor der skal holdes en halv times selvbetalt frokostpause ud over de 37 timer.
 

BSU 3 – 3 ugers sommerferielukning i dagtilbud

Vi fraråder kraftigt at gennemføre denne besparelse. Forslaget udgør ikke blot en stor serviceforringelse for familier, men det er også u-attraktivt for personalet. Sommerferielukningen vil få negative personalemæssige konsekvenser ud over ferieperioden, hvilket vil påvirke den pædagogiske kvalitet negativt.
 

BSU 4 – 2 yderligere lukkedage i dagtilbud

Ligesom de andre lignende forslag vil dette resultere i en markant serviceforringelse og påvirke både familier og personale negativt.

 

Samlet set vil forslagene BSU 2, 3 og 4 beslaglægge størstedelen af personalets feriedage, hvilket vil hæmme mulighederne for at rekruttere og fastholde medarbejdere. I kombination med de foreslåede normeringsreduktioner er vi stærkt bekymrede for vilkårene på dagtilbudsområdet, og vi anser det for uundgåeligt, at det vil påvirke den pædagogiske kvalitet.

 

BSU 6 – Eksterne vikarer i dagtilbud

Vi fraråder dette forslag. Pædagogisk kvalitet forudsætter en høj andel af pædagoguddannede samt tilstrækkelige ressourcer. Vi frygter, at forslaget vil skabe en skævvridning, hvor børn i stigende grad oplever en hverdag med ufaglærte som deres primære voksne. Dette vil samtidig lægge et stort pres på pædagogerne i forhold til pædagogisk planlægning, dokumentation og tværprofessionelt samarbejde.


Skole og SFO

Kvalitet i fritidspædagogiske tilbud

Et flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om et kvalitetsprogram for folkeskolen, og store dele af aftalen forventes at træde i kraft allerede fra næste skoleår. Det vil blandt andet betyde en kortere skoledag og en længere SFO ( FFO )-dag. Vi vil derfor kraftigt opfordre politikerne i Furesø til i forbindelse med budgettet at sikre, at FFO' er og klubber får tilstrækkelige midler til at levere pædagogisk kvalitet med uddannede medarbejdere. Vi opfordrer desuden til, at der ikke røres ved rammevilkår for fritidstilbuddene, før der er overblik over deres samlede vilkår og muligheder efter implementeringen af den nye aftale.

I BUPL Storkøbenhavns optik giver den kommende aftale mulighed for et markant løft af kvaliteten i de fritidspædagogiske tilbud – blandt andet i kraft af et større tidsmæssigt handlerum. Derfor er det vigtigt at denne mulighed for kvalitetsforbedring, ikke undergraves af normeringsforringelser og begrænsninger i åbningstiden.

 

BSU 18 – Ugentlig åbningstid reduceres i FFO 1 og FFO 2 og BSU 17 – 3 ugers sommerferielukning i FFO

Vi mener at disse forslag vil være til stor gene for både pædagogerne og familie - især sammenholdt med det relativt begrænsede provenu. Sommerferielukning og en reduktion i åbningstiden i FFO vil ikke blot være en serviceforringelse for kommunens borgere, men også en besparelse, der rammer socialt skævt og mindske det pædagogiske handlerum, særligt omkring børn i udsatte positioner. Se i øvrigt kommentarerne til BSU 3 om lukkeuger i dagtilbud. 

 

På vegne af BUPL Storkøbenhavn,

Brigitte Christensen, faglig sekretær i BUPL Storkøbenhavn og kommuneansvarlig 

Jane Hanson, fællestillidsrepræsentant

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.