Brøndby: Både positive og negative overraskelser i forslag til Budget24

I den positive ende hilser vi forslaget om en times forberedelse til pædagoger meget velkomment, men vi er bekymrende over, at der er udsigt til store besparelser på dagtilbud og at fritidsområdet presses yderligere med bl.a. øget forældrebetaling. Dét - og meget andet - har vi gjort opmærksom på i vores høringssvar til politikerne.
Brøndby

Overordnet ser vi gode forslag om at forbedre vilkår for forberedelse og flere ressourcer til nye inklusionsfremmende mellemformer. Vi desværre også en ærgerlig tendens til, at de fritidspædagogiske tilbud endnu en gang står for skud, idet der stilles forslag om at reducere i midlerne, samtidig med at betalingen sættes op. De fritidspædagogiske tilbud spiller en vigtig rolle i at forebygge og håndtere mistrivsel blandt børn og unge, og vi så derfor gerne en opprioritering af området fremfor endnu en besparelsesrunde. 

Forslag 40: Reduktion af åbningstid i daginstitutioner
Med forslaget om at reducere åbningstiden i daginstitutionerne er der lagt op til den største enkeltstående besparelse på børneområdet. Det vil potentiel betyde en reduktion af mere end 9 stillinger, hvilket isoleret set vil udgøre en markant reduktion i institutionernes normering, opgjort i forhold til minimumsnormeringer. Dette er et helt forkert skridt at tage samme år som lovgivningen om minimumsnormeringer træder i kraft. Dog vil gennemslaget på den faktiske normering være mindre, da der samtidig bliver færre åbningstimer, men normeringsreduktionen vil stadig være mærkbar, da det planlagte personaleforbrug i forvejen tager højde for fremmødemønstre.

Når det så er sagt, er vi enige i, at resurserne skal bruges der, hvor det giver bedst mening. Konkret vil vi foreslå, at der gives to timers forberedelsestid til pædagogerne fremfor den ene time, som er foreslået. Vi vil derfor anbefale, at man ikke fjerner de økonomiske ressourcer, men bibeholder dem på området, så vi forsat kan sikre en høj faglighed samt en høj pædagogandel.

Forslag 43: Ophør af aftenåbent i klub
Forslaget vil være en voldsom forringelse af fritidstilbuddet, og for en gruppe af unge er der risiko for, at de ikke kan fastholdes i tilbuddet. Forhåbningen om, at man kan understøtte de unge i at blive en del af foreningslivet som alternativ til klubtilbuddet er netop det – en forhåbning. 

Vi kan ikke undgå at bemærke, at der i indstillingen bliver peget på, at dette forslag kan betyde, at der bliver behov for at etablere alternative fritidstilbud. Vi er helt enige i, at fjerner man aftenklub, skal der tilføres noget andet. Vi vil dog anbefale, at man i stedet bibeholder aftenklub.

Generelt mener vi, at hele området omkring de større børn og unge bør opprioriteres fremfor bespares. I en tid med stigende mistrivsel blandt børn og unge bør Brøndby Kommune sætte ind med høj kvalitet i de fritidspædagogiske tilbud som en bærende del af Brøndby Kommunes visioner for et godt børne- og ungeliv. Tilgængelige og attraktive fritidspædagogiske tilbud af høj faglig kvalitet kan spille en vigtig rolle i det forebyggende og socialpædagogisk arbejde med børn og unge på kanten af fællesskaberne og i mistrivsel.

Forslag 46: Forhøjelse af egenbetalingen i SFO og klub
Vi mener, det er en dårlig idé at øge forældrebetalingen til SFO, da det kan betyde, at flere familier vil fravælge SFO – og måske særligt de familier, hvor børnene har allermest brug for et fritidspædagogisk tilbud, hvor de kan deltage i trygge og udviklende fællesskaber.

Stigningen i klubtaksten er i kroner som i SFO1, men i procent er det en meget stor stigning, og dermed kan det i sig selv være er med til at presse flere unge ud af tilbuddet. Normalt er vi i BUPL tilbageholdende med at kommentere på størrelsen af forældrebetalingen, men med de forhøjelser, der foreslås, er vi bekymrede for, om det vil betyde, at væsentligt færre vil anvende SFO1-tilbuddet - særligt i de ”ældste klasser”, og at det samtidig vil betyde, at færre fortsætter i klub.  Det er derfor et forslag, som vil have en negativ og social skæv effekt.

Forslag 48: Reduktion af ressourcer til aktiviteter i SFO
SFO’erne får i disse år udvidet deres åbningstid i takt med, at skolerne bruger de muligheder for kortere undervisningsdage, som Brøndby Kommune har givet skolerne. Der følger dog ikke ressourcer med den øgede åbningstid, hvilket medfører, at aktivitetsbudgetterne allerede er pressede. Det er væsentligt for den faglige kvalitet, at SFO’erne, i takt med at åbningstiderne udvides, også har ressourcerne til at udvide udvalget af aktiviteter. Aktivitetsbudgettet blev også besparet med 5% i budget 2023. Selvom det er en mindre besparelse, kan den få stor betydning for den faglige kvalitet, og det er et skridt i den helt forkerte retning.

Fælles for forslag 40, 43, 46 og 48
I alle fire forslag bliver der nævnt fritidspas og foreningslivet som alternativer til de reduktioner, man foreslår. Det er vigtigt for os at understrege, at fritidsinstitutioner ikke kan erstattes af et fritidspas og et medlemskab i den lokale forening. Foreningslivet har en helt anden opgave, som det løfter godt. Men det er ikke en fagprofessionel pædagogiske opgave, de løfter, og de kan derfor ikke erstatte et godt fritidspædagogisk tilbud.

Forslag 73: PPR-understøttelse af tidlig indsats i skoler og dagtilbud
Vi er som udgangspunkt positive over for forslaget og intentionerne bag. Dog vil vi opfordre til, at der også investeres i det almene pædagogiske område. Pædagogiske tilbud af høj kvalitet, målrettet den brede gruppe af børn fra den dag, de først møder institutionslivet, kan forebygge, at så mange børn senere hen har brug for en særlig pædagogisk indsats. BUPL Storkøbenhavn mener derfor, at en investering i almenområdet er den bedste tidlige indsats.

Forslag 74: Øget ressourcetildeling til arbejdet med mellemformer og tidlig indsats i skolerne
Generelt ser vi i BUPL Storkøbenhavn positivt på, at der investeres i specialområdet. Især at der fokuseres på, at børn og unge i udsatte positioner kan blive i Brøndby Kommune, da det på længere sigt kan få stor betydning i barnets, den unges og familiens liv. 

I forhold til at oprette mellemformer har vi nogle opmærksomhedspunkter, som vi har erfaret er vigtige for, at en mellemform fra start bliver et vellykket tilbud. Det drejer sig om:

  • Organisering og ledelse 
  • Fysiske rammer 
  • Viden og kompetencer 
  • Formål og pædagogiske mål 
  • Økonomi og normering 
  • Løn og vilkår

En nærmere uddybning af disse opmærksomhedspunkter findes i BUPL Storkøbenhavns dialogværktøj, rettet mod inklusion og mellemformer, som tidligere på året er blevet præsenteret for forvaltningen, og som kan findes her: Tjekliste og dialogværktøj mellemformer.

Forslag 78: Ekstra forberedelsestid til pædagoger i dagtilbud og SFO’er
Forslaget om at afsætte ressourcer til pædagogers forberedelse er en kærkommen og nødvendig prioritering på området. Vi mener, at forberedelsestid er helt nødvendigt for at kunne skabe pædagogiske miljøer af høj kvalitet. Pædagogerne har brug for tid til at udvikle og dokumentere praksis, til at sparre med kollegaer omkring børnenes trivsel og udvikling, samt at koordinere og planlægge pædagogiske indsatser. Vi ved, at tid til forberedelse står meget højt på pædagogernes ønskeliste, hvis de skal øge deres ansættelsesgrad og blive længere på arbejdsmarkedet. Ligeledes peger forskningen på, at pædagogisk kvalitet bedst skabes med en høj andel af pædagoger og et højt videns– og sparringniveau hos pædagogerne. Vi er enige i, at det vil være attraktivt i rekrutterings- og fastholdelsesøjemed, som beskrevet i sagsfremstillingen. En time er et godt første skridt, og vi håber, at Brøndby Kommune endnu en gang vil gå foran og prioritere pædagogisk kvalitet og pædagogernes vilkår for at levere dette.  

Karen Aslaug Ramm, næstformand i BUPL Storkøbenhavn og Rikke Kristensen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Brøndby.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.