Børn og unges mistrivsel ER en faglig kamp

Af Jon Olufson, formand i BUPL Storkøbenhavn

Uligheden stiger, og vi ser ind i krise efter krise, nærmest som perler på en snor. Finanskrise, klimakrise, energikrise – bare for at nævne nogle – og her er det desværre stadig sjældent samfundets top, der betaler regningen.

Én af de kampe, som i min optik, er en af de mest presserende kampe, vi står overfor, er kampen for et bedre sikkerhedsnet under vores alles guld - nemlig vores børn. Vi ser ind i en eksplosion af mistrivsel. Vi ser ind i et stigende antal børn, der har det svært. 
Der er flere og flere unge med stress, angst og depression. 
Flere og flere børn og unge har ondt i livet. 
Vi har over 21.000 unge mennesker, der er på overførselsindkomst, og hverken er i job eller under uddannelse. 

Det er voldsomt høje tal, og hvad værre er - og som vi skal blive ved med at huske os selv på – så er det menneskeskæbner, vi taler om. Det er børn og unges levede liv, trivsel og velvære, der er på spil. Det er ikke bare ærgerligt for samfundet at gå glip af værdifuldt arbejdsudbud, det er børn og unge, som har det ekstremt psykisk dårligt. Det er børn og unge, som er kede af det, som har ondt i livet, og som har brug for fællesskabet – og det er og bliver ikke i orden, at vi fortsat står og ser frem til, at flere og flere børn og unge ikke har den plads i samfundet og i livet, som de fortjener – og som vi også har brug for.

Rigtig meget tyder på, at vi har et samfund, som på mange måder producerer flere forhindringer  og udfordringer for vores børn end det modsatte. Vores samfund burde i bund og grund kun være optaget af at støtte og bygge stilladser op omkring vores børn. I stedet presser konkurrencestatens mekanismer med kontrolskemaer og en sjælden set iver, for at man så hurtigt så muligt skal blive til noget – og det helt ned i børnehaven. 

Det betyder i min bog, at vi mere end nogensinde før har brug for flere pædagoger og en stærk faglighed omkring vores børn. Men i stedet ser vi ind i, at pædagoguddannelsen er den dårligst finansierede uddannelse. Pædagogerne er, hvis I skulle være i tvivl, de lavest lønnede, når man sammenligner med andre fag med tilsvarende uddannelsesniveau. Samtidig er normeringerne ikke fulgt med, selvom mængden af udfordringer har været stigende og mere komplekse - og på nogle områder har normeringen været faldende i årevis. Selvfølgelig er der sat en tiltrængt bund i med Loven om minimumsnormeringer, men det er ikke nok. Minimum er mange steder blevet til maksimum, og mange steder handler diskussionen om, hvad der skal til for at overholde loven om minimum, og ikke hvad der skal til for at opnå et godt børneliv!

Mistrivslen rammer alle børn og unge uanset sociale skel, men vi skal være særligt opmærksomme på, at også her, er der en social slagside, og at socioøkonomiske forhold er medvirkende til, at mistrivslen bliver længerevarende, og at den nye bølge af mistrivsel kun er med til at gøre det endnu sværere for dem, der i forvejen har det svært. Det må vi ikke glemme!

Så er børn og unges mistrivsel en arbejderkamp anno 2023? Ja, selvfølgelig er det det. Det ER en faglig kamp. En faglig kamp for at sikre bedre rammer for vores børn og unge - og nærme os bedre trivsel for vores børn og unge. Der er uden tvivl et behov for at skabe bedre vilkår for vores pædagoger og ansatte i vores dag-, fritids- og klubtilbud for ikke at glemme pædagogerne i skolen. 

Med en ordentlig normering i dagtilbuddene – også i ydertimerne – bliver der bedre mulighed for at se, høre og anerkende og hjælpe til øget trivsel. Vi er simpelthen nødt til at sikre, at alle børn og unge får mulighed for at trives  - uanset deres baggrund. Og her skal vi altså være særligt opmærksomme på, at huske den sociale skævhed, der findes. Som formand for over 6000 pædagoger og ledere kender jeg nemlig kun alt for godt til, at der er en social skævhed i mange af vores kommuner, som rammer børnene. Og vi bliver nødt til at have et vågent øje for de mange forældre og enlige forsørgere, der ikke har økonomisk mulighed, som flere ressourcestærke forældre har det. Forældre, der har mulighed for at flytte deres børn til et andet tilbud eller en privat institution eller skole, hvis der opstår – ja lad os bare være ærlige – pædagog- eller lærerflugt pga. de dårlige arbejdsvilkår, eller der er for meget larm i klassen, eller det faglige niveau ikke er tilstrækkeligt. Så er mantraet: Væk fra larmen, væk fra inklusionsopgaven, væk fra 28 børn i klasserne. 

Kampen for vores børn og unges trivsel ER i min optik en meget vigtig 1. maj kamp. Kampen for bedre arbejdsvilkår, for bedre arbejdsmiljø og en kamp for, at flere ønsker at varetage det i min optik vigtigste fag - nemlig pædagogfaget. Det kræver en faglig kamp - og at vi som fagbevægelse står sammen om kravene sammen med jer, herunder også højere løn til de velfærdsfag, som af historiske årsager er placeret alt for lavt ift. ansvar, uddannelsesniveau og vigtighed. 

Vi skal gøre noget nu – for børnene, for deres liv, for deres fremtid, men også for samfundets skyld. Vi har brug for os alle sammen, når vi skal løse fremtidens udfordringer, for vi kommer ikke uden om, at det kræver enorme menneskelige ressourcer at løse de kriser, vi står overfor, og det betyder, at vi ikke har råd til at nøle på mistrivselskrisen eller tro, at den kun kan løses i psykiatrien. Det kræver handling her og nu!

Jeg er enig i, at bl.a. præstationssamfundet og det abnorme skærmforbrug hos både børn og unge er betydelige årsager til mistrivselskrisen. Men jeg er ikke i tvivl om, at krisen også hænger sammen med den manglende prioritering af børnehaver, vuggestuer, SFO og klubber. Vi efterlader i mange tilfælde vores børn i alt for store fællesskaber uden nok uddannede voksne omkring sig. Det er ikke fordrende for gode relationer, stærke fællesskaber og almen dannelse. Det har vores børn nemlig krav på, og det kan og skal vi gøre bedre!

Vi skal styrke almenområdet, Vi skal sørge for, at alle børn kan trives i rolige omgivelser med kvalificerede pædagoger i institutionerne. Børnene skal trives. De skal ikke føle sig pressede af at skulle levere i test efter test og præstere i dagtilbud, SFO, skole og i selve livet, nærmest før det er begyndt. Præstationssamfundets logikker har ikke noget at gøre i hverken dag- eller fritids-tilbud. Det er vigtigere at lege, have tid til fordybelse og være sammen med andre. Det er nok bare at gøre sit bedste, det er nok bare at være barn.  

Tak for at tage kampen op for børnene, velfærden og en bedre fremtid for os alle sammen og tak for ordet!

Talen 'Børn og unges mistrivsel ER en faglig kamp' blev holdt ved SF's og Enhedslistens 1. maj arrangement i Hvidovre.