120 storkøbenhavnske ledere samlet om fremtidens velfærd

Lederformand har fokus på ledernes psykiske arbejdsmiljø
”Vi skal tale om krav og forventninger og politiske løsninger, og det der har været særligt vigtigt for lederbestyrelsen, nemlig ledernes psykiske arbejdsmiljø,” siger Niels Klitgaard Aagensen, formand for den lokale lederbestyrelse, i sin velkomst. 

”Vi skal have skabt en strømning og de rette indspark på denne dagsorden. Der er et vindue åbent, også på grund af rekrutteringsudfordringer, og det skal vi udnytte.”

Velfærdssamfundets maskineri placerer ansvaret hos den enkelte
Susanne Ekmann, lektor i Ledelse, organisation og arbejdsliv ved Roskilde Universitetscenter var først på talerstolen og satte scenen for velfærdssystemets maskineri. I korte træk gør et gennemprøvet og i virkeligheden også accepteret maskineriet det svært at adressere systemiske problemer. Ansvaret lander hos den enkelte, som føler krav om at overbyde ift. tid og ressourcer, uagtet om det er en bæredygtig tilgang.

”Systemet er bygget på overbud, hvor alle led belønnes for at love mere, end de kan holde. Og hvor alle led straffes for at sige ’Det kan ikke lade sig gøre’. Og når gælden rulles, rulles ansvaret også - især nedad,” fastslog Susanne Ekmann.

Ifølge Susanne er der tale om et Ponzi-gæld maskineri, og hun ser os alle som ponzi-spillere, hvor man tager fra Poul for at give til Peter. Et af de gældende principper her er, at løsninger skal være win-win - ofte suppleret af en holdning om ’Jo mere konkurrence, jo højere kvalitet’.

”Det er som om, at vi ikke kan forestille os, at konkurrencen hiver ekstremt mange ressourcer ud af systemet. Og så er der den ekstreme individualisering,” siger Susanne og fortsætter: 

”Vi står i en slags kronisk legitimeret undtagelsestilstand. Så var der noget med corona, og så var der noget efter corona, og så er der noget med at vores velfærdssamfund er ved at bryde sammen – med budskabet ’Kan I så ikke lige klemme ballerne sammen’. Der bliver spekuleret rigtig meget i undtagelsestilstande. Og det der sker med styringssproget er, at sproget afkobler sig virkeligheden. Det konkrete forventningsafstemmende sprog går i opløsning.”

Susanne giver to eksempler på styringssproget. Det ene er ’Damned if you do, damned if you don’t’, hvor man på den ene side får at vide, at det er ens egen skyld, hvis man ikke prioriterer, men du skal nå det hele samtidigt. Så uanset hvad du gør, oplever du et ressourcemisforhold.

Et andet styringssprog er newsspeak, hvor et eksempel er ’Arbeit macht frei’ eller ’Slaveri er frihed’. Vi kan med andre ord gøre med sproget, som vi vil. Og det kræver ifølge Susanne Ekmann en nulstilling af alle regnskaber, hvis vi skal videre. Det vil til gengæld kræve rigtig meget, for der er også mange følelser i det. Men vi skal over i et robust system. Som et eksempel på, hvad det kunne være, fremhæver Susanne et eksempel med en stresssygemeldt kollega. 

”Hvis en kollega er ved at gå ned med stress, så er det ikke solidarisk at sige, så tager jeg opgaven. Så understøtter man kun, og du fratager dig selv og din kollega retten til ikke at være i gældssystemet. Det solidariske er at sende den opad. Det solidariske her er at sige, at det er et systemisk problem.”

De vilde problemer
Sigge Winther, direktør for tænketanken INVI og forfatter til Entreprenørstaten, var inviteret til at tale om, hvor velfærdsstaten var på vej hen. Han startede ud med en diagnose af samfundet, som samtidig begrundede, hvorfor det er sværere at forandre i dag end tidligere.

Videre opløftende blev det heller ikke, da han fortsatte med at stille skarpt på, hvordan pseudopolitiske initiativer og symbolpolitik har grebet og fortsat griber om sig, bl.a. på grund af hastigheden i samfundet.

”Vi forsøger at løse det 21. århundredes problemer med det 20. århundredes (policy)ideer og det 19. århundredes institutioner. Og det 20. århundredes værktøjskasse er meget fattig. Der er sket en enorm disharmoni mellem århundredernes problemer, ideer og institutioner - og det er I udsat for.”

Den kur Sigge Winther er fortaler for, er:

”…en entreprenørstat som en mulig vej at gå efter velfærdsstat og konkurrencestat. Vi har det med at tage et stort ansvar. Gør det med de tamme problemer, men ikke med de vilde, så går I ned med stress. 

Og når den offentlige sektor ikke kan løse det alene, så gå sammen med andre.”

Fordør og bagdør skal ifølge Sigge bindes sammen, hvis vi skal løse de vilde problemer. Det gør vi med de tre V’er: Vision a la ’Vi skal til månen’. Viden, hvor vi skal gå fra at være ingenører til blikkenslagere og så Vedholdenhed, som implicerer partnerskaber, og hvor dem der indgår partnerskaber skal smide ’rygmærkerne’. Det vil f.eks. også kunne implicere en anden holdning til minimumsnormeringer. 

Ledere er ikke superhelte
Ledelseskonsulent og rådgiver Jan Heiberg Johansen havde til sit oplæg, valgt overskriften ’Ledere er ikke superhelte’. En titel han dog hurtigt fik demonteret med et måske indlysende svar, men som ofte ikke er resultatet: 

”Vi skal se på, hvor vi kan tage mere fælles ansvar fremfor at ende med superheltekappen.”

90% ledere oplever krydspres i deres ledelse. Et krydspres der både kan motivere og udfordre, og mange ledere trives i krydspresset, men 15% topledere, 17% mellemledere og 20% linjeledere oplever sig stresset ofte eller hele tiden pga. krydspresset. 

De udfordringer i krydspresset, der særlig peges på blandt ledere, er bl.a. uafklaret ledelsesrum, manglende prioriteringer, manglende tid, arbejdsmængede og uforudsigelighed 

Ifølge Jan Heiberg Johansen overses lederes trivsel ”… og det er ærgerligt, for det er en rambuk, hvis vi skal løse samfundets udfordringer.”

Fremtidens drømme
Inden Jan kom på, talte formand i BUPL Storkøbenhavn Jon Olufson til de 120 ledere om BUPL Storkøbenhavns eksisterende satsningsområde ’Fremtidens drømme’ og kom her med en opfordring om, at vi sammen bliver mere tydelige om vores visioner. Og at vi sammen finder den kollektive drøm, vi som handlende fællesskab kan forfølge.

”De sidste mange år har fagbevægelsen mistet medlemmer, mistet fodfæste og bekymringen er, at hvis det fortsætter, så kommer vi også til at miste både styrke og relevans. Det er den brændende platform, vi står på, og som nogle også ville kalde et vildt problem. Hvis vi skal fremad, og det skal vi, så tror jeg på, at vi skal finde ud af, hvad der samler os som fagbevægelse, finde ud af hvad vores fremtidige mål er og blive endnu mere tydelige på, hvad vores vision for samfundet er. Vi er i min optik nødt til at have et endnu større fokus på indholdet, på visionen, på drømmen  - og det skal være en drøm, som også kommende medlemmer og de unge ønsker at være en del af.”

De unge og fremtidsforskerens billede af pædagoger

Kultursociolog Emilia van Hauen var inviteret med for at give et indblik i om unge vil det arbejdsliv, som vi kender i dag, og hvordan vi i fremtiden overhovedet får fat i de unge.

Vi har ifølge Emilia Van Hauen at gøre med den mest fællesskabsorienterede ungdom nogensinde, og vi har at gøre med en ungdom, der navigerer efter følelser. 

”Vi har at gøre med unge, der ikke er vant til at navigere i et hierarki, hvor de ikke skal mærke efter.”

For de unge, vi i dag kalder generation Z, og som er født mellem 1995 og 2010 har særligt relationsgrammatikken ændret sig. Generation Z deler flere arenaer, de forhandler mere (også i familien), de navigerer efter følelser og er trænet i at føle, og så er der en hierarkiløshed. Alt det tager de med på arbejde. Men det, de ifølge Emilia har brug for, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, er praksistræning, for viden er der nok af. En kommentar, der blev nikket kraftigt til i salen. 

Emilia sluttede af med en anden vigtig erkendelse: Nemlig at kollegakærlighed betyder meget for rigtig mange, og hun opfordrede til at skifte ordet fastholdelse ud med tilknytning til arbejdsmarkedet.

Fremtidsforsker Anne Skare sluttede konferencen af med at understrege, at der i fremtiden var brug for pædagoger, og så havde hun taget kunstig intelligens til brug for at få et billede af fremtidens pædagoger. Her er I: