Åbent brev til kommunalpolitikere i Allerød, Egedal, Halsnæs, Rudersdal, Gribskov, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Fredensborg og Frederikssund Kommune

Pernille Riis

Kære politikere 

Efter uger med budgetforhandlinger skal I om lidt stemme om kommunens budget for 2027. Vi ved, at det er en svær opgave, hvor der er mange hensyn at tage og at det kan være svært at få ressourcerne til at række, så alle ønsker og behov dækkes. 

Men noget springer os i øjnene. Flere af jeres budgetforslag rammer fritidsområdet. Det handler bl.a. om reduceret åbningstid, flere lukkedage, nednormeringer og forhøjet forældrebetaling. Vedtager I et eller flere af disse forslag, forringes vilkårene for børn, unge og pædagoger på et i forvejen trængt område.

Vi ved, at klubber og SFO’er er (kan være) afgørende arenaer i børn og unges liv. Alligevel er området alt for ofte både klemt og glemt. Det er ærgerligt, for netop her er mulighederne for at forebygge mistrivsel og ensomhed størst og for at skabe stærke fællesskaber, hvor børn og unge kan trives og udvikle sig.

Børn og unge har brug for at der findes præstationsfrie rum, hvor man kan være nysgerrig og fordybe sig i venskaber, leg og kreative værksteder – enten i fællesskabet eller i egne interesser. Når børn og unge går i SFO og klub, møder de pædagoger, der støtter dem i at håndtere konflikter og indgå i forpligtende fællesskaber. Det er kompetencer og værdier, de tager med sig videre i livet, og som styrker deres personlige udvikling og deres forståelse af samspillet med andre.

BUPL Nordsjælland ser derfor, at der er behov for politisk prioritering og investering i stærke fritidstilbud. Så den nødvendige kvalitet sikres og det vigtige pædagogiske og forebyggende arbejde styrkes. 

Når lukkedagene bliver flere, åbningstiden reduceres, normeringerne forringes og forældrebetalingen hæves, så frygter vi, at flere børn og unge fravælger SFO og klub. Men hvor ender de så? For mange kan svaret være derhjemme foran en skærm, hvor risikoen for isolation og ensomhed vokser, uden at det nødvendigvis bliver opdaget. Samtidig mister de værdifulde fællesskaber og deltagelsesmuligheder, som SFO’er og klubber netop tilbyder.

Med spareforslagene sætter kommunen både trivsel, fællesskab og samhørighed over styr. Alle børn og unge bør have mulighed for at være en del af det organiserede fritidsliv. Fritidstilbuddene fremmer trivsel, livsduelighed og tilhørsforhold. 

Vi håber, at I vil tænke en ekstra gang over spareforslagene, inden I vedtager jeres budgetter.

BUPL Nordsjælland er naturligvis tilgængelig for dialog og uddybning af ovenstående.

Venlig hilsen

Pernille Riis, formand i BUPL Nordsjælland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.