Præsentation af kandidater

På generalforsamlingen den 6. oktober 2026 er der valg til fagforeningens politiske ledelse og bestyrelse. Alle medlemmer af BUPL Nordjylland kan stemme og stille op. Her får du en samlet oversigt over, hvem der er på valg, hvem der ikke genopstiller og præsentationer af de kandidater, der har meldt sig klar til valg.
Kandidater

Se den samlede kandidatliste 

 

Du kan læse mere om de kandidater, som har lavet en præsentation:

Kandidater til formand

  • Anders Heltborg Samuelsen
  • Torben Maarbjerg Jepsen
  • Rasmus Tymm

Kandidat til næstformand

  • Anna Ullits Østergaard

Kandidat til kasserer

  • Kristian Abildgaard Kold

Kandidater til faglig sekretær

  • Camilla Dyrekilde Rosenlund
  • Kristian Tornby

Kandidater til bestyrelsen

  • Mette Pedersen
  • Ulla Bøjesen
  • Lars Ørsø Holme Nibe
  • David Nordstrøm
  • Karina Eriksen
  • Pernille Birch Andersen

Kandidat til formand: Anders Heltborg Samuelsen

Anders Heltborg Samuelsen

Kære pædagoger i Nordjylland

Med kærlighed til det pædagogiske fag stiller jeg op som formand for BUPL Nordjylland. 

Baggrund

Mit navn er Anders Heltborg Samuelsen, jeg er 46 år og har igennem de sidste 22 år både været DUS-pædagog i almen og special. Jeg har været tillidsrepræsentant og blandet mig i meget. Jeg har været bestyrelsesmedlem i BUPL Nordjylland og i de sidste 12 år har jeg været leder i Eventyrhuset - en daginstitution i Aalborg Kommune. 

Jeg har en diplomuddannelse i pædagogisk arbejde fra UCN og har en offentlig lederuddannelse fra Komponent (Cok).

Men vigtigst af alt så har pædagogfaget i alle sine facetter en kæmpe plads i mit hjerte. Vores arbejde er blandt de aller vigtigste i det danske samfund. Vores daglige bidrag har enorm betydning for børn og unges liv. 

Vores vilkår er pressede og kræver konstant fokus - og vi skal kæmpe for enhver forbedring og imod enhver forringelse.

Jeg kommer direkte fra maskinrummet i en kompleks hverdag i en daginstitution. Jeg ved hvor vigtigt det er med engagerede pædagoger og ledere.

Som formand vil jeg være mest optaget af: 

  • At sætte fortsat fokus på vigtigheden af bedre normeringer. Det er et absolut centralt punkt vi aldrig må glemme. Jeg ved godt, det er en svær kamp, men den stopper ikke. 
  • At sætte fokus på at få mere metode-frihed tilbage til pædagoger og ledere om hvilken retning de vil gå i. Jeg har tillid til, at de som står forrest, ved mest. Jo mere indflydelse jo højere arbejdsglæde.
  • At profilere pædagogfaget som der er - komplekst, hårdt, vidunderligt og aldeles uundværligt. Vi er nødt til at få flere til at uddanne sig til pædagog - gode pædagoger som vil kæmpe for alle børn og unges trivsel. Jeg vil være pædagogfagets ambassadør.
  • At have kontinuerligt fokus på pædagogers arbejdsmiljø i en travl hverdag. Pædagogisk arbejde er en hjertesag, men travlhed og utilstrækkelighed kan let gøre det svært. Her er ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter særligt vigtige. 
  • At tage de pædagogiske og faglige lederes vilkår alvorligt - ledelse tæt på praksis er prikken over i’et, når institutioner skal skabe en hverdag med nærvær, omsorg, leg, kvalitet, udvikling og støtte. Der er hårdt brug for ledere nu og i fremtiden.

Hvad får I?

Jeg vil blande mig alle de steder det giver mening, med stærke og tydelige holdninger, vigtige pointer, historier fra virkeligheden, humor og alvor og filosofiske betragtninger. 

Det vil være en ære for mig at kunne stå i spidsen for de nordjyske pædagoger og jeg vil med stolthed og engagement og med hjertet forrest tage det ærefulde tillidshverv på mig - og i samarbejde med bestyrelsen gøre alt, hvad vi kan for skabe de bedst mulige rammer og vilkår for alle pædagoger i Nordjylland.

Alle kan noget og sammen kan vi mest.

Kandidat til formand: Torben Maarbjerg Jepsen

Torben Maarbjerg Jepsen

Erfaren brobygger vil samle pædagogerne i hele Nordjylland

Jeg er pædagog, leder - men først og fremmest Torben.

Jeg er dagtilbudsleder i Aalborg Kommune i Dagtilbudsområde Seminariekvarteret i Gug med 180 ansatte - Aalborgs lokalområde med flest familiegruppesager, politiets visitationszone mv.

Jeg har arbejdet med børn og unge siden 1990. Først som pædagogmedhjælper og siden som pædagog i Støvring Kommune og 2 år i Grønland. Jeg har været leder i 27 år i hhv. Støvring, Brønderslev og Aalborg kommuner samt leder i Amt og Region indenfor specialområdet. Jeg har været overordnet leder i 10 år, sidder i AMU og har en lang række arbejds- og styregruppefunktioner i forvaltningen mv.

Jeg har arbejdet mest på dagtilbudsområdet, men også på fritidsområdet og i en årrække på Specialbørnehjemmene med børn og unge i hhv. amt og region. Der er ligeledes en §83 specialgruppe i mit dagtilbudsområde.

Min erfaring, interesse og viden indenfor fagområdet er alsidig og dybtgående.

Jeg, og en kollega, var Aalborgs første ledertillidsrepræsentanter fra 2010, som jeg var fra 2010-2016. Jeg sad i BUPL Nordjyllands lokale lederforenings bestyrelse fra 2011-2016, hvor jeg i perioder var lederforeningens repræsentant i fagforeningsbestyrelsen. Jeg har siden siddet med ved forhandlinger på begge sider af forhandlingsbordet.

Jeg ser og forstår det pædagogiske og administrative pres indefra – også det politiske spil, der ofte er meget kompleks. Jeg kender ligeledes til systemets svagheder. Jeg vil bruge min strategiske indsigt og politiske tæft.

Min vision for BUPL Nordjylland:

  • BUPL Nordjylland skal være ét samlende arbejdsfællesskab for alle pædagoger i Nordjylland.
  • BUPL Nordjylland skal være tæt på gulvet og tæt på medlemmerne.
  • Jeg vil ud i alle kroge af Nordjylland – jeg vil ud i institutionerne i Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Nykøbing, Fjerritslev, Hobro, Aars, Byrum, Hjallerup, Støvring mv.
  • Jeg vil ikke være en formand, der gemmer mig bag skriftlige pressemeddelelser.
  • Medierne vil have historier fra virkeligheden, og som leder er jeg vant til at tale med vægt, faglighed, tal og autoritet.
  • Vi skal bygge bro mellem pædagoger, ledere, forvaltninger og det politiske system i alle 11 kommuner.
  • Sammen skal vi sætte Nordjylland på landkortet som en foregangsregion med fokus på at skabe rammerne for at kunne udøve højkvalitets pædagogfaglighed.
  • BUPL Nordjylland skal stå for at kæmpe for børn og unge, at børn og unge får den allerbedste start på livet – det er pædagogernes fag, men det kræver de rette vilkår og arbejdsbetingelser for pædagogerne.
  • Vores fagområde er med mennesker i alle aldre – og jeg forudser, at pædagoger kommer ind i endnu flere velfærdsområder, som vi gør det på såvel skole- og ældreområdet. 
  • BUPL Nordjylland skal være tæt på beslutningstagerne. Politikerne og forvaltningerne lytter til samarbejdspartnere, som lytter, er konstruktive og som også kan indgå kompromisser.

Om borgmesteren er fra Socialdemokratiet, Venstre eller Konservative – jeg kan få alle i tale. Vi skal drive benhård velfærdspolitik og gribe det politiske momentum vores fagområde har lige nu hos både regering, folketing og kommuner. Ikke vente på politikerne, men invitere til konstruktiv dialog, hvor uenigheder nedbrydes og kompromisser indgås.

Jeg mener, at vi står stærkere, når vi er sammen pædagoger og ledere – både i forhold til omverdenen, politikere, andre fagområder, de gule - men også indadtil. 

Et arbejdsfællesskab er ikke kun på den enkelte arbejdsplads – det er dét, vi er sammen om i BUPL Nordjylland.

  • Jeg er kendt for mit understøttende og insisterende fokus på kvalitet i kerneopgaven.
  • Jeg følger op, samler op, griber og samler folk.
  • Jeg er kendt for at være flittig, omhyggelig, ordentlig, fair og pragmatisk med fokus på balancer i samarbejdet og i forhandlinger.

Lad os sammen vise hele landet, hvad god pædagogfaglighed er værd og hvad vi sammen kan i Nordjylland! 

Du kan finde mere om mig på sociale platforme – eller spørg folk, der kender mig.

Kandidat til formand: Rasmus Tymm

Rasmus Tymm

Medlemsfokus, faglig kvalitet og politisk gennemslagskraft 

Kære kolleger i BUPL Nordjylland, 

Jeg hedder Rasmus Tymm og er i dag ansat som afdelingsleder på Trekroner skole- og SI, hvor jeg er leder for Vuggestuen, Børnehaven og SFOen. 

Vores fagforening står over for en spændende og vigtig tid, hvor vi skal løfte arven og føre det store arbejde videre, som vores mangeårige, afgående formand har kæmpet så bravt for. Som pædagog, leder og mangeårig aktiv i fagbevægelsen stiller jeg op som jeres nye formand med en klar vision: Vi skal bygge videre på det stærke fundament, styrke pædagogers arbejdsforhold, sikre den faglige kvalitet og stå sammen om fremtidens pædagogiske arbejdspladser i hele Nordjylland. 

En rød tråd af fagligt engagement 

Mit hjerte har slået for fagbevægelsen i hele mit arbejdsliv. Allerede før jeg uddannede mig til pædagog, tog jeg ansvar som tillidsrepræsentant i Fødevareforbundet NNF. Siden min uddannelse har jeg uafbrudt været aktiv i lederforeningernes bestyrelser på tværs af både SL, FOA og BUPL. Det har givet mig et solidt fundament og en dyb forståelse for det faglige arbejde og de mekanismer, der skaber reelle resultater for medlemmerne. 

Dyb indsigt i hele det pædagogiske felt 

Siden 2009 har jeg arbejdet som pædagog og leder i maskinrummet af vores velfærd. Jeg har et indgående kendskab til jeres hverdag, uanset om du arbejder i vuggestue, børnehave, SFO, almen skole, specialskole eller specialundervisning i almen skolen. Jeg kender de pædagogiske kerneopgaver, men jeg kender i den grad også de pres og de rammer, I navigerer under hver evig eneste dag. 

Lokalt fokus og stærk stemme i Hovedbestyrelsen 

Jeg har en dyb respekt for BUPL’s virke. Hvis I viser mig tilliden som formand, vil jeg arbejde benhårdt på, at kongressens store beslutninger bliver omsat til mærkbar, lokal virkelighed her i Nordjylland i tæt samarbejde med BUPL Nordjyllands bestyrelse. Samtidig går jeg til opgaven i Hovedbestyrelsen med stor ydmyghed. Vi står over for en bunden opgave på landsplan: Vi skal sikre fremtidens pædagogiske arbejdskraft. For mig hænger tingene sammen: Høj faglighed kræver en stærk pædagoguddannelse og ret til løbende efteruddannelse gennem hele arbejdslivet. 

Politisk erfaring, der skaber resultater 

Gennem mange års politisk arbejde, både som bestyrelsesmedlem og som opstillet for et politisk parti, har jeg opbygget et stærkt, tværpolitisk netværk i både Nordjylland og på tværs af kommuner i hele landet. Jeg er vant til at bygge bro og samarbejde på tværs af organisationer for at få politiske målsætninger ført ud i livet. Det netværk vil jeg bruge til at skabe samarbejde, sammen med de andre politiske valgte i BUPL Nordjylland, med lokale politikere i Nordjylland og sikre pædagogernes interesser bliver bragt med helt frem politisk. 

Jeg håber på jeres tillid til, at jeg på den store klinge kan kæmpe for pædagogers arbejdsforhold, faglige stolthed og arbejdsglæde. 

Stem på Rasmus Tymm ved formandsvalget i BUPL Nordjylland tirsdag den 6. oktober.

Kandidat til næstformand: Anna Ullits Østergaard

Anna Ullits Østergaard

Kære medlemmer

Jeg stiller op som næstformand og hovedbestyrelsesmedlem i BUPL Nordjylland.

Det gør jeg, fordi jeg tror på værdien af et stærkt fagligt fællesskab og på betydningen af en politisk ledelse, der står sammen, spiller hinanden gode og arbejder for medlemmernes interesser med mod, tydelighed og ansvarlighed.

Vi står i en tid med en ny formand, og derfor er det vigtigere end nogensinde, at den daglige politiske ledelse bygger på samarbejde, kontinuitet og erfaring. Jeg bringer seks års erfaring fra den politiske ledelse og tretten år som bestyrelsesmedlem med mig, og jeg ønsker at bruge den erfaring til at sikre stabilitet og et stærkt samarbejde i den kommende periode. Samtidig ved jeg, at udvikling kræver et solidt fundament. Erfaring handler ikke om at holde fast i det kendte, men om at have indsigt og dømmekraft til at udvikle organisationen, træffe velovervejede beslutninger og skabe nye muligheder til gavn for medlemmerne.

Jeg opstiller samtidig som hovedbestyrelsesmedlem. Med en ny formand i hovedbestyrelsen er det vigtigt, at vi fortsat sikrer politisk styrke og erfaring i den nordjyske repræsentation. Jeg ønsker at bidrage til, at BUPL Nordjyllands medlemmers perspektiver fortsat har en tydelig stemme, når de store beslutninger træffes.

For mig handler ledelse om fællesskab. De bedste resultater skaber vi, når vi lytter til hinanden, bruger vores forskellige kompetencer og arbejder mod fælles mål.

De seneste seks år har jeg blandt andet haft det politiske ansvar for TR-området i Nordjylland. Det har styrket min overbevisning om, at tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter er blandt de vigtigste fundamenter for en stærk organisation. Det er gennem dem, vi har føling med medlemmernes hverdag, udfordringer og ønsker til arbejdslivet. Derfor skal vi fortsat investere i samarbejdet, kompetenceudviklingen og de fællesskaber, der gør os stærkere.

Når vi politisk sætter retning, skal vi have blik for hele det pædagogiske arbejdsfelt. Daginstitutioner, skoler og SFO'er fylder naturligt meget, men vi skal også sikre opmærksomhed på de mindre områder, herunder fritidscentre, PFF og særlige stillinger. Alle medlemmer skal kunne se sig selv i BUPL og opleve, at deres stemme bliver hørt.

Politisk ledelse kræver mod til at tage ansvar. Det betyder nogle gange, at man må stå på mål for beslutninger, som ikke er populære alle steder. Det ansvar har jeg aldrig været bange for at tage, og det vil jeg heller ikke være som næstformand.

Som næstformand skal man være klar til at træde til og løfte formandsansvaret, når det kræves. Det ansvar er jeg klar til at påtage mig. Med min erfaring, mit kendskab til organisationen og min stærke tro på fællesskabet føler jeg mig godt rustet til opgaven. Jeg tror på, at erfaring og udvikling går hånd i hånd, og at vi bedst kan skabe fremtidens BUPL ved både at værne om det, der fungerer, og have modet til at udvikle det, der kan blive bedre.

Sammen er vi stærkest. Det gælder medlemmerne, de tillidsvalgte, bestyrelsen og den daglige politiske ledelse. Kun gennem fællesskab og samarbejde kan vi skabe de bedste resultater for medlemmerne.

Derfor håber jeg på jeres opbakning til mit kandidatur som både næstformand og hovedbestyrelsesmedlem for BUPL Nordjylland.

Kammeratlige hilsner

Anna Ullits Østergaard

Kandidat til kasserer: Kristian Abildgaard Kold

Kristian Abildgaard Kold

Jeg genopstiller som kasserer

Efter 12 år i den daglige ledelse af BUPL Nordjylland har jeg valgt at genopstille som kasserer.

Jeg gør det, fordi jeg fortsat tror på styrken i vores fællesskab, og fordi jeg fortsat har lyst til at bidrage til udviklingen af BUPL Nordjylland.

For mig har fagforeningsarbejde altid handlet om mennesker.

Om medlemmerne på arbejdspladserne. Om de tillidsvalgte, der hver dag gør en forskel for kollegerne. Om bestyrelsen, der sætter retningen. Og om den daglige ledelse, der skal samle kræfterne og omsætte fælles mål til handling.

Derfor har jeg altid troet på, at vi er stærkest, når vi arbejder sammen.

Gennem mine år som fagligt valgt har relationer været min vigtigste vej til indflydelse. Jeg har arbejdet på tværs af hele Nordjylland, opbygget relationer til medlemmer, tillidsvalgte, politikere, ledere og samarbejdspartnere og oplevet, hvordan tillid og dialog kan flytte selv vanskelige dagsordener.

Det gælder både i arbejdet med kommunale beslutningstagere og i indsatsen for at sikre overenskomster på private arbejdspladser. Her har vedholdenhed været afgørende. Resultater kommer sjældent af én samtale eller ét møde. De kommer, fordi nogen bliver ved. Det er jeg stolt af at have bidraget til gennem årene.

Som kasserer har jeg samtidig været optaget af, at BUPL Nordjyllands økonomi skal være sund, ansvarlig og gennemskuelig. For mig handler økonomi ikke kun om tal. Det handler om tillid.

Når medlemmerne betror os deres kontingent, har vi et ansvar for at forvalte det ordentligt og sikre, at ressourcerne skaber værdi for fællesskabet. Derfor har jeg arbejdet for, at regnskaber og budgetter er tilgængelige og forståelige, så både bestyrelse og medlemmer kan følge med i de prioriteringer, vi træffer.

Vi står nu foran en ny periode, hvor der kommer nye kræfter ind i dele af den daglige ledelse. Det ser jeg som en styrke og en mulighed for udvikling. Samtidig tror jeg på værdien af erfaring, kontinuitet og stærke relationer. Ikke som en modsætning til fornyelse, men som et fundament for den.

Hvis jeg bliver valgt igen, vil jeg fortsat arbejde for en organisation, hvor fællesskab, tillid og samarbejde står stærkt. Hvor tillidsvalgte, bestyrelse og daglig ledelse oplever sig som en del af det samme hold. Og hvor vi husker, at de bedste resultater skabes sammen.

For mig er "Sammen er vi stærkest" mere end et slogan.

Det er den måde, jeg ønsker at arbejde på.

Kristian Abildgaard Kold

Kandidat til faglig sekretær: Camilla Dyrekilde Rosenlund

Camilla Dyrekilde Rosenlund

Jeg stiller op til posten som faglig sekretær. Det gør jeg, fordi jeg vil bidrage til, at verdens vigtigste fag får et bæredygtigt, ordentligt og anerkendende lønniveau, som ikke stagnerer omkring 40-årsalderen. Jeg stiller op, fordi jeg vil bidrage til, at de vilkår, pædagoger arbejder under, står mål med den faglige viden, vi kommer med, og de ambitioner om et godt børneliv, som både vi selv og samfundet har. Vores dømmekraft skal værdsættes, påskønnes og honoreres som fortjent

Jeg stiller op, fordi jeg efter 23 år i praksis, 10 år som tillidsrepræsentant og otte år i BUPL Nordjyllands bestyrelse har et solidt kendskab til pædagogik, pædagogers arbejdsliv og fagpolitik. Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at kæmpe for det fag og de kolleger, der har givet mig så mange fantastiske oplevelser og så utrolig meget mening.

Din historie er lige så vigtig som min. Vores stemmer skal høres. Sammen skaber vi verdens bedste børne- og pædagogliv.

Kandidat til faglig sekretær: Kristian Tornby

Kristian Tornby

Vores fælleskab er vigtigt. Den forskel, som vi sammen kan skabe for pædagoger og pædagogiske ledere, har jeg stadig et stort ønske om at at tage ansvar for. Derfor genopstiller jeg som faglig sekretær for BUPL Nordjylland.

For mig begynder fagforeningsarbejdet med relationer og med at lytte. Vi skal være nysgerrig på det medlemmerne oplever i deres arbejdsliv, og tage deres virkelighed alvorligt. BUPL skal kunne mærkes dér, hvor pædagoger og pædagogiske ledere er.

Det gælder på både børne-, unge-, og på ældreområdet. Overalt er relationer, nærvær, faglig dømmekraft og stærke fællesskaber afgørende.

Derfor skal vi blive ved med at kæmpe for ordentlige normeringer, tid til forberedelse af kerneopgaven og gode rammer for pædagogisk ledelse.

Jeg ønsker også, at vi bliver ved med at insistere på noget helt grundlæggende - Pædagogik er ikke en udgiftspost på et budget, der kan skrues op og ned efter behov.

Som faglig sekretær vil jeg fortsat arbejde for, at medlemmernes erfaringer bliver omsat til fagpolitisk handling. At vi udfordrer beslutninger, når det er nødvendigt, og samtidig møder politikere, forvaltninger og samarbejdspartnere med respekt og ordentlighed.

For vi behøver ikke råbe højest for at være tydelige. Troværdighed bliver også skabt ved at kende sit stof, stå ved sine værdier og blive ved, når noget er vigtigt.

Jeg genopstiller, fordi jeg tror på fællesskabet i BUPL Nordjylland.

Fagforeningen er vores. Og den bliver stærk, når vi alle står sammen om det, der betyder noget: pædagogers og pædagogiske lederes faglighed, arbejdsliv og mulighed for hver eneste dag at gøre en reel forskel for børn, unge, voksne og ældre.

Det arbejde vil jeg meget gerne fortsætte med at være en del af.

Kandidat til bestyrelsen: Mette Pedersen

Mette Pedersen

Jeg stiller op til bestyrelsen i BUPL Nordjylland, fordi jeg ønsker at være med til at sikre, at hele Nordjylland er repræsenteret, når der træffes beslutninger om vores fag og arbejdsforhold.

Som FTR i Morsø Kommune arbejder jeg tæt på medlemmernes hverdag og de udfordringer, vi står med i både små og store kommuner. Jeg tror på, at vi skaber de bedste løsninger, når stemmer fra hele regionen bliver hørt.

I Morsø Kommune arbejder vi med grundfortællingen om, hvorfor Morsø er en attraktiv kommune for pædagoger. Erfaringerne med at styrke faglighed, fællesskab, rekruttering og fastholdelse ønsker jeg at bringe med ind i bestyrelsesarbejdet.

Jeg vil arbejde for stærke pædagogiske arbejdspladser, gode vilkår for medlemmerne og en BUPL Nordjylland, hvor hele regionen er repræsenteret og står sammen.

Din stemme for hele Nordjylland.

Kandidat til bestyrelsen: Ulla Bøjesen

Ulla Bøjesen

Mit navn er Ulla Bøjesen. Jeg bor og arbejder i Hjørring Kommune, hvor jeg til daglig er pædagogisk leder i et aldersintegreret børnehus. Derudover er jeg LTR og delegeret i PBU - Pædagogernes Pension.

Jeg genopstiller til bestyrelsen, fordi jeg gennem hele mit arbejdsliv på mere end 40 år har haft en brændende interesse for både de fagpolitiske emner og pædagogprofessionen. For mig hænger de to områder uløseligt sammen, da de politiske beslutninger har stor betydning for de vilkår, vi arbejder under, og for kvaliteten af det pædagogiske arbejde.

Jeg har været engageret i bestyrelsesarbejde gennem 27 - 28 år og har altid syntes, at det mest spændende var at være tæt på dér, hvor beslutningerne træffes, og hvor de vigtigste drøftelser foregår på vegne af pædagoger og ledere. Det gælder både lokalt i Nordjylland og på landsplan.

Jeg ønsker fortsat at bidrage med min erfaring, min ledelsesmæssige indsigt og mit stærke engagement i vores fag. Jeg tror på værdien af et stærkt fagligt fællesskab og på, at vi sammen kan være med til at præge udviklingen af vores profession og de vilkår, vi arbejder under.

Jeg håber derfor på jeres opbakning til endnu en periode i bestyrelsen.

Venlig hilsen

Ulla Bøjesen

Kandidat til bestyrelsen: Lars Ørsø Nibe Holme

Lars Ørsø Nibe Holme

Jeg genstiller op til BUPL’s bestyrelse, fordi jeg vil være med til at sikre, at det pædagogiske fritidsområde får den plads og respekt, det fortjener. Jeg blev valgt til bestyrelsen i 2024, og har stor motivation for at fortsætte.

Jeg har arbejdet inden for klubområdet siden 1986 og har været leder siden 2006. Siden 2012 har jeg været Fritidscenterleder i Aalborg Kommune. Gennem mit arbejdsliv har jeg oplevet både udviklingen og udfordringerne på fritidsområdet – og jeg mener, vi skal passe på det, vi ved virker.

Fra 2001-2014 var jeg medlem af Ungdomsringens hovedbestyrelse og fra 2014-2020 næstformand i samme. Det har givet mig mange års erfaring med fagligt og politisk organisationsarbejde og med at kæmpe for børn, unge og det pædagogiske fritidsområde.

Min mærkesag er klar: Fritidsområdet skal være et selvstændigt pædagogisk ledet område.

Jeg vil arbejde for, at pædagogernes faglighed står stærkt, og at børn og unges fritidsliv ikke bliver glemt i det store politiske fokus der nu kommer på skoleområdet, set i resultaterne af seneste PISA-undersøgelse.

Kandidat til bestyrelsen: Marianne Pedersen

Marianne Pedersen

En tydelig stemme for alle – også de små

Jeg genopstiller til bestyrelsen, fordi jeg har noget på hjerte – og fordi jeg fortsat gerne vil bruge min erfaring til at gøre en forskel for pædagogerne i Nordjylland.

Til daglig arbejder jeg på et specialplejehjem, hvor jeg repræsenterer en af de mindre overenskomster. Jeg ved derfor, hvor vigtigt det er, at alle hjørner af vores profession bliver set, hørt og taget alvorligt – også når man ikke er blandt de største.

Jeg har mange års erfaring som tillidsrepræsentant og har arbejdet på både daginstitutions- og skoleområdet. Derudover har jeg erfaring som leder. Det har givet mig et bredt perspektiv og en forståelse for både pædagogers hverdag, de faglige udfordringer, de beslutninger, der bliver truffet på ledelsesniveau og det at påvirke politisk både nationalt og lokalt.

Jeg er engageret, nysgerrig og ikke bange for at sige min mening. Jeg tror på dialog og samarbejde, men også på, at man skal turde stå fast, når det handler om vores faglighed, vores arbejdsvilkår og vores mulighed for indflydelse politisk.

Som bestyrelsesmedlem vil jeg være en synlig og aktiv stemme. Jeg vil lytte til jer medlemmer, bringe jeres perspektiver med ind i bestyrelsesarbejdet og arbejde for, at beslutninger bliver truffet med respekt for den virkelighed, vi står i hver dag, på forskellig måde alt efter arbejdsområde.

Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi står stærkere sammen – og fordi alle stemmer fortjener at blive hørt.

Kandidat til bestyrelsen: David Nordstrøm

David Nordstrøm

Efter godt nitten år i BUPL's hovedbestyrelse har jeg valgt ikke at genopstille til endnu en periode på denne post.   

Det er en beslutning, jeg har truffet efter grundige overvejelser. Jeg oplever, at arbejdet i hovedbestyrelsen i stigende grad kalder på en tæt kobling til det daglige politiske og organisatoriske arbejde i BUPL. De mange komplekse dagsordener, den løbende interessevaretagelse og de strategiske beslutninger kræver efter min opfattelse, at posten varetages af politikere med deres daglige gang i BUPL Nordjylland.  

For mig er det afgørende, at BUPL Nordjylland fortsat har en stærk stemme i organisationen, og at nordjyske pædagogers virkelighed og udfordringer indgår som en naturlig del af de beslutninger, der træffes på landsplan. 

At jeg ikke genopstiller til hovedbestyrelsen, betyder dog på ingen måde, at mit engagement i det faglige og politiske arbejde er blevet mindre. Tværtimod brænder jeg fortsat for at udvikle BUPL Nordjylland og for at være med til at sætte retning for vores lokale indsats.  

Jeg mener, at der fortsat er et stort behov for en stærk lokal fagforening, som både kan varetage medlemmernes interesser, skabe politisk indflydelse og være en tydelig stemme for pædagogprofessionen i Nordjylland.  

Gennem mange års fagpolitisk arbejde har jeg opbygget et solidt kendskab til organisationen, beslutningsprocesserne og de udfordringer, vi som pædagoger står overfor.  

Den erfaring ønsker jeg fortsat at bringe i spil til gavn for BUPL Nordjylland og vores medlemmer.  

Jeg opstiller derfor til bestyrelsen, fordi jeg fortsat ønsker at bidrage aktivt til udviklingen af vores fagforening og til at sikre, at de nordjyske pædagogers stemmer bliver hørt. 

Jeg er meget glad for den tillid, I har vist mig gennem mange år og håber, at I også denne gang vil bakke op om mit kandidatur til endnu en periode i BUPL Nordjyllands bestyrelse.  

Med venlig hilsen 

David Nordstrøm 

Kandidat til bestyrelsen: Karina Eriksen

FTR Karina Eriksen

Jeg ønsker at blive valgt ind i bestyrelsen, fordi jeg vil være med til at sikre, at vi sætter fokus på det, der er vigtigt for pædagoger og vores hverdag.

Efter næsten 12 år som skolepædagog i Aalborg har jeg oplevet, hvordan vores arbejde er blevet stadig mere komplekst. Kravene til os som fagprofessionelle er vokset, og vi møder hver dag høje faglige og følelsesmæssige krav. Derfor er det afgørende, at vi har de rette rammer for at kunne løfte opgaven.

Vi har brug for flere pædagogkollegaer, forberedelsestid og plads til faglig refleksion. Jeg vil kæmpe for opkvalificering, der matcher den virkelighed, vi står i. Pædagoger skal være klædt bedst muligt på til de opgaver og udfordringer, vi møder i praksis.

Det store ansvar og den enorme forskel, pædagoger gør hver eneste dag, skal naturligvis også afspejles i lønnen. Anerkendelse handler ikke kun om ord, men også om ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Som bestyrelsesmedlem vil jeg bidrage med fortællinger fra virkeligheden, engagement, tydelige argumenter og en stærk kærlighed til vores fag. Jeg vil være en stemme for pædagogerne og arbejde for, at vores erfaringer, udfordringer og løsninger bliver hørt og omsat til handling.

Mærkesager

  • Bedre vilkår og godt arbejdsmiljø 
  • Flere pædagoger 
  • Gennemsigtighed for medlemmer 

Kandidat til bestyrelsen: Pernille Birch Andersen

Pernille Birch Andersen

Kære medlemmer

Jeg genopstiller til bestyrelsen, fordi jeg fortsat vil være med til at udvikle vores fagforening og styrke pædagogernes vilkår.

Som FTR i Brønderslev Kommune har jeg set, hvor vigtigt det er, at nogen insisterer på at sætte medlemmernes virkelighed på dagsordenen. Særligt lønområdet har fyldt: Pædagogerne i Brønderslev Kommune er landets lavest lønnede i den lokale løndannelse, og det har jeg nægtet at acceptere som et vilkår. Gennem vedholdende arbejde er problemstillingen nu løftet politisk, og både politikere, ledelse og offentlighed er blevet langt mere opmærksomme på konsekvenserne af ikke at prioritere pædagogernes løn.

Jeg tror på, at faglige resultater skabes gennem relationer, vedholdenhed og modet til at sige tingene højt – også når det er ubehageligt. Jeg stiller op, fordi jeg stadig har noget at bidrage med, fordi jeg tror på vores fag, og fordi medlemmernes stemme skal høres – også fremover.

Mine mærkesager:  

• Løn og anerkendelse

• Faglighed og fagpolitik

• Sammenhold og solidaritet

Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi endnu mere!

Kandidat til bestyrelsen: Mai-Britt Holm Christensen

Mai-Britt Holm

Jeg genopstiller som: bestyrelsesmedlem i BUPL Nordjylland

Mit navn er Mai-Britt Holm Christensen, og jeg søger jeres tillid til at fortsætte mit arbejde som bestyrelsesmedlem – en post, som jeg har haft det store privilegium at varetage siden 2016. I 25 år har jeg arbejdet med et bredt felt indenfor 0-18 års området. Siden 2021 har jeg arbejdet som familiebehandler, og i dag er jeg desuden TR-suppleant på Familiehuset Kløvergården i Hjørring Kommune.

Jeg er ansat under PFF-overenskomsten. Jeg tilhører dermed en af de mindre overenskomster, som sjældent stjæler de store overskrifter under OK-forhandlingerne. Men for mig er BUPL en fagforening for alle pædagoger. Med min brede erfaring i bagagen og 10 års uafbrudt arbejde i bestyrelsen bringer jeg både kontinuitet, faglig indsigt og blik for hele vores pædagogiske landskab med ind i arbejdet.

Hvis jeg får jeres opbakning til endnu en periode, vil jeg fortsætte min målrettede kamp med fokus på disse tre mærkesager:

1. Et arbejdsliv, vi kan holde til – fra arbejdsmiljø til pension

Pædagogik er et fantastisk fag, men det slider. Vi skal ikke kun overleve på vores arbejdspladser; vi skal trives. Det kræver et sundt arbejdsmiljø her og nu, men også vilkår, der hænger sammen hele vejen – lige fra vi træder ind i faget, til den dag vi går på pension.

2. Fællesskab og engagement skaber resultater

Fagforeningen er os alle sammen. Når vi engagerer os, lytter til hinanden og løfter i flok, rykker vi noget. Min ambition er at styrke det nære engagement, så alle medlemmer – uanset overenskomstdækning – føler sig set, hørt og som en aktiv del af vores fællesskab.

3. Vilkår er IKKE stationære – sproget skaber vores virkelighed

De rammer, vi arbejder under, er menneskeskabte og kan forandres. Det starter med den måde, vi taler om faget på. Vi skal insistere på at italesætte pædagogers faglige værdi og komplekse opgaver. Når vi ændrer fortællingen, flytter vi også vilkårene.

Hvorfor stemme på mig?
I får en erfaren, solid og dedikeret stemme, der kender det politiske maskinrum. Jeg brænder for at bygge bro mellem de pædagogiske felter og sikre, at de små overenskomster aldrig bliver overset. Lad os fortsætte med at forme fremtidens BUPL Nordjylland sammen.

Vi ses til Medlemmernes aften og generalforsamling den 6. oktober!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.