Uden overenskomst er det kontrakten, der gælder
Kim Sandø Larsen er faglig konsulent i BUPL Nordjylland. Han arbejder med det private område i BUPL Nordjylland, og giver her sine vigtigste råd.
Overenskomst eller ej – det er det første, du skal afklare
Ifølge Kim Sandø Larsen er det allerførste spørgsmål, man skal stille sig selv: Er der overenskomst på institutionen – eller er der ikke?
– Hvis der er overenskomst, er det ordnede forhold. Der er som vi kender det, fra det kommunale område, og så behøver man som medarbejder ikke være så nervøs, forklarer han.
Overenskomsten sikrer blandt andet regler for løn, pension, barsel, sygdom og opsigelsesvarsler. Men så snart man bevæger sig over i private institutioner uden overenskomst, ændrer spillereglerne sig markant.
– Så er det kontrakten, der gælder. Og den er personlig, understreger han.
“Det kan være lidt wild west”
Uden overenskomst kan medarbejdere på samme arbejdsplads have vidt forskellige vilkår.
– Jeg har oplevet arbejdspladser, hvor nogle har fuld pensionsordning, mens andre slet ikke har pension. Det er med et grimt ord lidt “wild west”, siger Kim Sandø Larsen.
Han skynder sig dog at nuancere billedet.
– Der er rigtig mange private institutioner uden overenskomst, som er ordentlige og redelige. De kunne lige så godt have haft en overenskomst. Men der er også en lille gruppe, som ikke er det – og det er derfor, man skal være yderst opmærksom.
BUPL gennemgår din kontrakt
Derfor er hans klare råd altid det samme:
– Finder du ud af, at en institution ikke har overenskomst, så kontakt os i BUPL, før du skriver under.
BUPL går ikke ud og advarer mod konkrete arbejdspladser eller “hænger nogen ud”. I stedet tilbyder de konkret hjælp.
– Send kontrakt- og lønudspillet til os. Vi gennemgår det og forklarer, hvad det indebærer. Er der noget, du skal passe på? Eller ser det faktisk fornuftigt ud? Det får du et ærligt svar på.
Til sidst er det medlemmet selv, der beslutter, om vilkårene er gode nok, til at man vil lade sig ansætte.
– Det er ikke os, der skal vælge for dig. Men vi sørger for, at du ved, hvad du siger ja til.
Store forskelle i løn og vilkår
Når BUPL gennemgår kontrakter uden overenskomst, holder de dem op mod de mest gængse private overenskomster i området.
– Ofte laver vi også en lønberegning: Hvad ville du få, hvis jobbet var på en institution med overenskomst? Nogle gange matcher det faktisk meget godt – men andre gange kan der være flere tusinde kroner i forskel om måneden.
Som regel er forskellen til ugunst for medarbejderen.
– Overenskomster indeholder en række elementer, som private uden overenskomst ofte ikke har med: pension, løn under sygdom eller barsel, barns sygedage, sjette ferieuge osv. Når man lægger det hele sammen, kan forskellen nemt blive 3.000 – 4.000 kroner om måneden.
Barsel, sygdom og pension: Her halter det ofte
Kim Sandø Larsen peger på, at især pension, barsel og sygdom er områder, hvor mange private institutioner uden overenskomst blot følger lovens minimum.
– Mange har fx ikke pension under barsel. Andre skriver, at der er pension, men glemmer at nævne, at medarbejderen selv skal betale hele bidraget.
Også løn under sygdom kan være stærkt begrænset.
– Nogle steder får man kun løn i en uge eller en måned – derefter er det sygedagpenge. Det er alt sammen noget, vi synliggør, så man kan tage stilling på et oplyst grundlag.
Skriv aldrig under uden rådgivning
Har man først skrevet under på en kontrakt uden overenskomst, er aftalen bindende.
– Det er meget lettere at forhandle vilkår før, man skriver under, end efter. Det svarer lidt til at købe en brugt bil – det er svært at komme bagefter og klage.
Opsigelsesvarslerne kan også være korte.
– Ofte står der blot én måneds gensidig opsigelse. Og er der ingen overenskomst, behøver arbejdsgiver heller ikke følge funktionærloven.
Flertallet har efterhånden overenskomst
I Nordjylland har omkring tre fjerdedele af de private institutioner i dag overenskomst.
– Tallet varierer lidt, fordi nogle steder både er skole og daginstitution, men billedet er klart: Langt de fleste har overenskomst.
Der findes otte private overenskomster på dagtilbudsområdet, hvoraf fire er i brug i Nordjylland.
– Forskellene er ikke enorme. De er grundlæggende lige gode, og vi anbefaler aldrig én bestemt. Vi præsenterer mulighederne og lader institutionen vælge.
Succesen: dialog og ordentlighed
Kim Sandø Larsen overtog arbejdet med det private område omkring 2018 – og det, der engang virkede uoverskueligt, er blevet et hjertebarn.
– Vi har tredoblet antallet af private institutioner med overenskomst. Det skyldes ikke mig alene, men den måde vi arbejder på: dialog og ordentlighed – og det har været et langt og sejt træk, siden BUPL Nordjylland overtog opgaven fra forbundet.
BUPL kommer ikke “med den store bog under armen”.
– Mange tror, vi kommer for at slå i bordet. Det gør vi ikke. Vi kommer for at tage en åben snak – og det virker. Flere af dem, som ikke beslutter sig med det samme, vender ofte tilbage efter et år eller to og siger: Nu er vi klar.
Et hjerte for det private område
For Kim Sandø Larsen handler arbejdet også om respekt for den drivkraft, der findes i private institutioner.
– De er deres egen lykkes smed. Hvis noget går skævt, kan de ikke kigge mod kommunen for ekstra midler. Den drivkraft mærker man helt ind i knoglerne – hos både ledere og medarbejdere.
Og netop derfor er det afgørende, at vilkårene også er i orden.
– Ordentlighed er kernen i det hele. Både for medarbejdernes skyld – og for institutionernes.