Tjek din lønseddel

Vi har også erfaret, at en del nye lønelementer, der trådte i kraft pr. 1. april 2025, ikke er helt på plads endnu. Især kommunerne, der har mange medarbejdere at håndtere løn for, arbejder fortsat med, at alle får den løn de er berettigede til.
Men nogle vil altså opleve forsinkelser, og det er fortsat vigtigt at kontrollere sin løn.
Tillæg er nu hævet til 80 kroner i timen!
Hvis vi fra BUPL’s side skal fremhæve noget, som du selv bør tage et medansvar for, så er det dels, at din erfaringsdato (anciennitet som pædagog) stemmer, da den i mange tilfælde er grundlaget for en stor del af din løn.
Samt at du får indberettet dine ulempeydelser, som netop er steget til et beløb, der faktisk kan mærkes og som kompenserer dig for den gene og ulempe, du indimellem må acceptere i forbindelse med dine arbejdstider.
- ”Delt tjeneste” giver ca. 80 kr. i kompensation pr. forekomst.
- Ændringer i arbejdsplanen giver - med kortere varsel end 4 døgn – ca. 80 kr. ekstra i timen.
Matadormix til ungerne og rødvin til mor og far
Der er grund til – og mening med - at du skal have et ulempetillæg, når du f.eks. skal møde ind to gange samme dag, eller hvis du ikke kan regne med den arbejdstid, der oprindeligt var planlagt for dig.
Du skal nemlig kunne regne med dine arbejdstider, så du kan planlægge dit privat- og fritidsliv. Dine arbejdstider skal du kende mindst 4 uger frem, så du netop kan planlægge herefter.
Når din arbejdsgiver alligevel, en gang i mellem, må bede dig være behjælpelig – udenfor din planlagte arbejdstid - og med kort varsel, er du berettiget til et tillæg på ca. 80 kroner ekstra pr. arbejdstime. Mange pædagoger kan derfor hæve ulempetillæg, der godt kan forsøde en fredag aften efter en lang arbejdsuge.
Ovenstående er med forbehold for, at ikke alle overenskomster indeholder nøjagtigt de samme takster og har helt de samme vilkår. Du anbefales derfor at spørge din lokale tillidsrepræsentant om, hvordan det præcist er for dig på din arbejdsplads og på din overenskomst.
Du kan altid få tjekket din lønseddel
Husk at du som medlem af BUPL altid kan få tjekket din lønseddel. Det kan du hos din egen tillidsrepræsentant, som også er ret god til at tjekke løn, eller ved at kontakte din fagforening BUPL Nordjylland.