Øster Jølby Friskole: Privat institution med stærke værdier og BUPL-overenskomst

Medarbejdere har krav på, at der er ordentlige rammer
Øster Jølby
Øster Jølby Friskole og Fribørnehus er den eneste private institution i Morsø Kommune, som har tegnet overenskomst med BUPL.

Øster Jølby Friskole og Fribørnehus er den eneste private institution i Morsø Kommune, som har tegnet overenskomst med BUPL. I Morsø Kommune er cirka 40 procent af børnene i private daginstitutioner eller skoler.

Simon Krabbesmark er leder på Øster Jølby Friskole og Fribørnehus. Simon har været leder i seks år. Da Simon tiltrådte stillingen som leder, var der allerede tegnet overenskomst med BUPL. ”Det skete faktisk for mange år siden. Det er nemlig 25 til 30 år siden, at overenskomsten blev indgået. Fribørnehuset er et af Danmarks ældste, og der blev i forbindelse med oprettelsen tegnet overenskomst med BUPL”, fortæller Simon Krabbesmark.

Der er gode grunde til at tegne en overenskomst

Når man som privat institution har tegnet overenskomst, er det er med til at styrke ens rekrutteringsevne, fordi medarbejdere er stillet lige så godt som i det offentlige. Når Øster Jølby Friskole og Fribørnehus slår en ledig stilling op, så modtager de altid mange ansøgninger. Stillingerne bliver altid besat af kvalificerede ansøgere. ”Vi konkurrerer med både private og offentlige institutioner om at få kvalificeret arbejdskraft, og der er ingen grund til, at man skal være stillet dårligere, fordi man arbejder i en privat institution. Det er nogenlunde de samme opgaver, der løses – vi synes bare, at vi gør det lidt bedre end det offentlige. Og vores medarbejdere skal have det mindst lige så godt, som ansatte i det offentlige”, siger Simon Krabbesmark.

BUPL kan også bruges som sparringspartner og være med til at løse konkrete udfordringer på arbejdspladsen. ”Jeg synes faktisk, at jeg har fået god sparring fra BUPL, selvom man jo godt kan sige, at vi kunne være ”hinandens fjender”. Jeg har fået god hjælp i forbindelse med en sag om arbejdsmiljø, hvor jeg rakte hånden ud og spurgte om, hvad BUPL kan tilbyde”, fortæller Simon Krabbesmark. En konsulent fra BUPL kom på besøg, og der blev drøftet arbejdsmiljø og trivsel med medarbejderne.

BUPL tilbyder også løntjek af pædagogernes lønsedler. ”Vi kan også lave fejl, så jeg synes faktisk at det er fint, at BUPL går medarbejderne lønsedler igennem. Som privat institution har vi en revisor, som skal holde øje med os, men det er jo kun stikprøvekontrol. Derfor synes jeg, at BUPL’s løntjek er rigtig fint, så vi kan få det fanget, som skal korrigeres. Det er rart”, siger Simon Krabbesmark.

Man har som medarbejder krav på, at der er nogle overordnede rammer, som en arbejdsgiver skal følge. Ordentlighed har også en stor betydning, og der skal ifølge Simon Krabbesmark være nogle regler omkring varsling af ferie og arbejdsplaner, som skal overholdes. Og har man medarbejdere, der trives, så lever de også med, at der sker et eller andet uforudsigeligt. ”Jeg er selv uddannet tillidsrepræsentant, da jeg var lærer, så jeg synes også at overenskomster og fagforening er vigtigt. Man kan bare se på skoler, hvor mange har overenskomst, det er der nærmest ingen der ikke har. Det er utænkeligt. Men vores daginstitutioner, der er vi mere ligeglade, men hvorfor? Hvorfor skal der være forskel på pædagoger og lærer?” spørger Simon Krabbesmark.

Grunden til at andre private institutioner ikke vælger at tegne overenskomst skyldes kort sagt, at det er for besværligt.

Simon Krabbesmark, leder på Øster Jølby Friskole og Fribørnehus.

På grund af det faldende børnetal har Simon Krabbesmark været gennem afskedigelser af det pædagogiske personale. Afskedigelser skal meddeles til BUPL. ”Jeg råder også den opsagte medarbejder til at kontakte deres fagforening. Jeg synes det er rart, for så ved jeg, at processen er håndteret rigtig. Det er en tryghed for både arbejdsgiver og arbejdstager”, udtaler Simon Krabbesmark. 

Det er besværligt med overenskomst

Grunden til at andre private institutioner ikke vælger at tegne overenskomst skyldes kort sagt, at det er for besværligt. Det er især i forbindelse med personalesager. Der er jo en fagforening, som kan komme efter en, hvis man ikke opfører sig ordentlig – og nogle gange kan fagforeningen også komme efter en, selvom man selv synes, at man har opført sig ordentlig. 

Noget af det besværlige er varslingsregler. Når man har en fri institution, så gør man tingene på sin egen måde. Hvis der er behov for at en medarbejder kan træde til med kort varsel, så gør de det, fordi det er et ”kald at være i en fri institution”. ”Jeg kan for eksempel ikke tvinge en medarbejder på arbejde med for kort varsel, men de må gerne gøre det frivilligt. Og det er jo der, at jeg gerne vil hen. Hvis man har det godt på sin arbejdsplads, og man føler, at man får det, man skal have, så er der også en højere grad af velvilje for at imødekomme, hvis arbejdspladsen har brug for at man gør noget ekstra. Det kan for eksempel være arrangementer udenfor normal åbningstid. Der rammer vi en udfordring med forskellige tillæg, hvis det er efter kl. 17 eller i weekender. Det er der nok mere af i en privat institution”, siger Simon Krabbesmark.

BUPL kommer blandt andet på besøg i forbindelse med løntjek, og det er bruger medarbejderne, så vi alle er sikre på, at medarbejderne får den rigtige løn, feriedage med mere.

Simon Krabbesmark, leder på Øster Jølby Friskole og Fribørnehus.

Om Øster Jølby Friskole og Fribørnehus 

Friskolen har egen vuggestue og børnehave – Fribørnehuset Øster Jølby. Børnehuset er normeret til 21 vuggestuebørn og 45 børnehavebørn. Fribørnehuset er en del af de grønne spirer, hvilket vil sige, at institutionen har et øget fokus på udeliv, natur og miljø i den daglige hverdags kultur som børnene tilbydes i Fribørnehuset Øster Jølby.

Øster Jølby Friskoles SFO kaldes også for ”Fritteren”. Det stemmer overnes med den pædagogiske tankegang, hvor der er fokus på at tilbyde børnene et fritidstilbud, hvor de kan lære gennem leg og fri udfoldelse. Børnene udvikler fantasi og sociale færdigheder i hinandens samvær med støtte fra de voksne. Fritteren er i øvrigt fuldstændig skærmfri. Her er hverken Tv, PlayStation eller mobiltelefoner. Det er et helt bevist pædagogisk valg.

Øster Jølby Friskole er en Grundtvig-Koldsk friskole, hvor det primære mål er at tage hånd om det enkelte barns faglige, sociale og personlige udvikling. Derfor vægtes en høj faglig kompetence inden for samtlige fagområder og derfor er skolegang også mere end boglige fag og andet end terperi og gentagelse. Børn skal have lov at eksperimentere og udfolde sig på alle parametre: Design, håndværk, idræt, historiebevidsthed og musik er lige så vigtige fag som dansk og matematik. For alle børn har ret til succesoplevelser - uanset om det er i matematiktimen, på fodboldbanen eller i det kreative værksted.

Det pædagogiske personale består af 12 ansatte, hvoraf fem er uddannet pædagoger. Pædagogerne kan vælge en tillidsrepræsentant, når der er ansat fem pædagoger eller derover, men der er ingen, som har lyst til at tage tillidshvervet. Samarbejdet i hverdagen med ledelsen er godt, og derfor har pædagogerne heller ikke et behov for at have et talerør til ledelsen. Der er en arbejdsmiljørepræsentant ved Øster Jølby Friskole og Fribørnehus, men det var svært at få posten besat. Det er dog en arbejdsmiljørepræsentant, som tager opgaven meget alvorlig.

Øster Jølby Friskole og Fribørnehus har tidligere haft en mindre nedgang i antallet af børn, men i den seneste tid er det vendt til et ret flot optag af børn. Det skyldes især tilflyttere til Morsø Kommune, hvor blandt andet tre familier har valgt Øster Jølby Friskole og Fribørnehus. Det er ifølge Simon Krabbesmark usædvanlig med så mange tilflyttere på en gang. Det faldende børnetal i kommunen er en udfordring for alle daginstitutioner og skoler, men Øster Jølby Friskole og Fribørnehus oplever en fremgang og ligger meget stabilt i forhold til antallet af børn i daginstitutionen og skolen.

I skolen er der indskrevet 91 børn og i vuggestue og børnehaven er der 36 børn, så det er ikke en kæmpestor institution, men fordelen er, at alle kender hinanden. Øster Jølby Friskole og Fribørnehus gør meget ud af fællesskab på tværs af husene for både børn og forældre. Så forældre, som har børn i vuggestuen bliver helt naturligt inviteret med til arrangementer i skoleregi. Det kan være banko, koncerter, juletræsfest eller julemarked. Det er frivilligt, om man vil deltage i de forskellige arrangementer – det gælder både for familierne og for medarbejdere. Hvis man som medarbejder kan deltage, så er det dejligt, hvis man ikke kan, så er der ikke noget at gøre ved det. Øster Jølby Friskole og Fribørnehus oplever, at mange medarbejdere deltager og tager deres egen familie med. Når der er arrangementer, hvor medarbejderne skal deltage, så er det lagt ind i deres opgaveoversigt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.