BUPL Nordjylland har et bud på en del af løsningen på den stigende mistrivsel  

Torsdag den 30. april fulgte jeg Debatten på DR. Her kunne jeg høre formanden for Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch opfordrede til, at vi sætter tidligere ind over for børn i mistrivsel.
Dreng

Som hun sagde i debatten: “De ender med ikke at kunne være i folkeskolen og vi ender med kæmpe udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, så lad os investere og hjælpe tidligt, for så er der penge at spare” (Debatten, DR, 30. april 2026).

I BUPL Nordjylland deler vi den analyse. Der er behov for en ny kurs for vores børn og dermed for os alle sammen. Mistrivsel blandt børn og unge er ikke et isoleret problem, det er et alvorligt og støt voksende. I Nordjylland ser vi allerede konsekvenserne: Børn, der ikke kommer i skole, og som falder ud af fællesskaberne. Over 3.000 børn i Nordjylland har allerede bekymrende skolefravær, og alene i 2024 blev der i de nordjyske kommuner brugt mere end 270 millioner kroner på tabt arbejdsfortjeneste – en stigning på mere end 55 procent siden 2020. 

Tabel
Nordjyske kommuner har brugt mere end 270 millioner kroner på tabt arbejdsfortjeneste

Over 3.000 børn! Mere end 270 millioner kroner! Vi står altså allerede nu midt i store omkostninger, både menneskeligt og økonomisk.  Omkostninger som følger af et system, vi faktisk har mulighed for at ændre. Så lad os ændre det.

I BUPL Nordjylland arbejder vi ikke med én løsning til alle. Vi tror ikke på ”one size fits all”. Pædagogik handler netop om at se børn, familier og livssituationer fra forskellige perspektiver -det er pædagogers kernekompetence. Pædagoger arbejder med et dobbelt blik på barnet og på fællesskabet - fordi trivsel aldrig skabes alene, men i relationer.

Derfor kræver udfordringen her også flere samtidige løsninger.

Skolefravær
Over 3.000 børn i Nordjylland har allerede bekymrende skolefravær.

Trivselspædagogen - genvej til fællesskabet

BUPL Nordjylland foreslår en konkret indsats, én blandt flere nødvendige indsatser i de nordjyske kommuner. 

Ansættelse af pædagoger i skolefritidsordningerne med et særligt fokus på relations- og trivselsarbejde for børn og unge med begyndende bekymrende skolefravær.

Trivselspædagogen skaber en tryg og relationsbåret vej tilbage til trivsel og fællesskab. Gennem et nærværende pædagogisk arbejde i skolefritidsordningen styrkes barnets og den unges tillid, motivation og sociale tilknytning, i tæt samarbejde med familien. Målet er at genfinde trivsel og gradvist blive en del af klassefællesskabet igen.

Indsatsen er både menneskeligt og økonomisk bæredygtig. En tidlig og målrettet indsats kan forebygge skolevægring og samtidig reducere behovet for tabt arbejdsfortjeneste. Investeringen vil derfor ikke blot kunne betale sig på sigt, men også bidrage til bedre livsmuligheder for børn og familier og færre menneskelige og økonomiske følgeomkostninger for de nordjyske kommuner. 

Vi har børnenes opbakning - lad os nu få den politiske også.

Lad os gøre trivselspædagogen til genvejen til fællesskabet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.