Sommerhilsen fra formanden

En stor tak skal lyde for jeres deltagelse ved OK24, som har afstedkommet et historisk flot resultat for alle vores medlemmer. Efter sommerferien venter nye og spændende udfordringer, blandt andet budgetforhandlinger i kommunerne og en generalforsamling til efteråret.
Pia Ungstrup Petersen, næstformand i BUPL Midtsjælland

Kære pædagoger og ledere i BUPL Midtsjælland

Sommeren står for døren og dermed også en velfortjent sommerferie. Det er på den tid, hvor batterierne skal lades op efter et travlt første halvår af 2024.

Foråret har stået i OK24’s tegn, og det er gået rigtigt godt. Den historiske trepartsaftale fra efteråret, som løfter pædagogers løn med 1.800 kr. om måneden frem mod 2026, var et godt afsæt for OK 24.

Trepartsaftalen blev endeligt implementeret og udmøntes i OK24, og OK24 endte også med at blive historisk – historisk god! De største lønstigninger i over 30 år. Samlet set 5000 kr. til pædagoger og ledere i løn og pension over to år.

Ud over løn- og pensionsstigningerne blev der også plads til ny stillingskategori og karrierevej for pædagoger, forbedrede vilkår for pædagogstuderende, forbedrede regler og rammer for tillidsvalgte og mere fokus på tid til forberedelse, mulighed for frit valg mellem pension og løn, mm. Det var nogle af de vigtigste nedslag i en rigtig god overenskomstfornyelse.

Det har været nogle svære forhandlinger for BUPL, både i forhold til trepartsaften og senere i OK24 forhandlingerne. Men da vi bad jer om hjælp i forhold til opbakning af forhandlerne, var vi godt hjulpet på vej af forskellige aktioner og happenings i vores ni kommuner. Der blev arrangeret demonstrationer, uddeling af flyers og livlig aktivitet på de sociale medier med blandt andet T-shirt-dage. Det betød meget for forhandlerne, og det betyder meget for mig som formand og for BUPL Midtsjælland. Det vil jeg gerne sige en meget stor tak for.

Vi fik et højt afstemningsresultat i BUPL, både lokalt og centralt. Det vil jeg også sige jer tusind tak for. Det betyder så meget at mærke støtten fra jer og vide, at vi er på vej den rigtige vej. Der er mange ting, vi skal nå endnu. Ting, der skal forbedres, og nye tiltag, der skal forfølges, men vi er godt på vej!

Sommerferien skal som sagt bruges til at komme lidt ned i tempo og slappe godt og grundigt af. Efter ferien venter nye spændende opgaver og udfordringer. For os i BUPL Midtsjælland byder efteråret blandt andet på budgetforhandlingerne for 2025. KL og regeringen har indgået en historisk stor økonomiaftale, så der skal være plads til velfærdsforbedringer i de kommende budgetforhandlinger.

Vi skal derfor opfordre kommunerne til at prioritere det pædagogiske område. Børn og unges liv skal prioriteres. Børn og unge skal møde høj kvalitet i institutionerne, så de giver de bedste betingelser for leg, fordybelse og kreativitet og dermed  styrke og danne grobund for et godt børneliv. Det vil også gavne pædagoger og lederes pressede arbejdsmiljø.

Efteråret byder også på vigtige møder med hensyn til vores interne virke. Vi afholder således både Årsmøde i den lokale lederforening BUPL Midtsjælland d. 19. september, Generalforsamling d. 3. oktober og efterfølgende BUPL’s Kongres i slut november. Så kom og deltag i debatten, når pædagogiske pejlemærker og retningslinjer skal besluttes. Så har du ikke allerede sat kryds i kalenderen, har du mulighed for at gøre det nu.

Jeg vil ønske dig og din familie en skøn sommer og ferie.

Bedste hilsner

Pia Ungstrup Petersen
Formand for BUPL Midtsjælland

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.