Nye medarbejdere i BUPL Midtsjælland
Tine Kaster, faglig konsulent på kommune- og personsagsområdet
Tine bliver ny faglig konsulent på både kommuneområdet og personsagsområdet. Hun har en fortid som konsulent på sygedagpengeområdet på kommunalt niveau og har derfor kendskab til beskæftigelseslovgivningen og de sociale kapitler, samt indblik i den kommunale tankegang omkring fastholdelse, økonomi mv.
Tine kommer til at arbejde med de sager, hvor pædagoger er sygemeldte og har brug for hjælp, rådgivning og vejledning, være med til at forhandle på medlemmers vegne og assistere dem, der ønsker at vide mere om fastholdelse, fleksjob, seniorjob-ordninger og lignende.
Hun vil også få ansvaret for en kommune og dermed indgå i forhandlingsarbejdet omkring løn, arbejdstid mv., være FTR's og TR's bindeled til fagforeningen samt forestå BUPL-lobbyarbejde overfor forvaltning og det politiske niveau. Med tiden vil Tine også deltage som underviser på vores TR-uddannelse.
Torben Winberg, uddannelseskonsulent
Torben er blevet ansat som uddannelseskonsulent i en delt stilling mellem BUPL Midtsjælland og BUPL Sydøst. Han har en fortid i BUPL som organisationskonsulent i Forbundshuset og har sidenhen arbejdet blandt andet som skolekonsulent i Egedal Kommune.
Som ny uddannelseskonsulent skal Torben først og fremmest arbejde med at knytte BUPL tættere på pædagoguddannelsen og dens aktører. Arbejdet tager udgangspunkt i den kongresbesluttede fællesopgave, BUPL har haft de sidste mange år, der blandt andet siger, at der skal ske en styrkelse af engagementet og samarbejdet mellem de pædagogstuderende, pædagoger og BUPL – både i formelle og uformelle rum. Hans tætteste samarbejdspartnere bliver derfor også professionsskolerne (Absalon), de pædagogstuderendes fagforening (PLS), Socialpædagogernes fagforening (SL) og vores egen a-kasse BUPL-A. Torben kommer til at arbejde med afholdelse af messer og andre arrangementer, oplæg for samarbejdspartnere, og sikring af synlighed af BUPL på uddannelsesinstitutionerne – dette i tæt samarbejde med SL.
En opfordring fra Torben lyder, at særligt FTR og LTR endelig skal tage fat i ham for at finde ud af, hvordan de sammen kan styrke dette samarbejde. Det kan for eksempel ske ved, at Torben kommer ud og holder oplæg på TR-møder eller gennem fælles dialog omkring, hvordan han og BUPL bedst muligt skaber gode indgange ind i uddannelsesinstitutionerne.
Vi siger hjertelig velkommen til begge og glæder os til et godt samarbejde de kommende år, til glæde for os og pædagogerne i vores ni midtsjællandske kommuner.