Ny FTR-aftale i Lejre og TR-aftale i Kalundborg
BUPL Midtsjælland arbejder kontinuerligt på at skabe de bedste rammevilkår for vores tillidsvalgte. Det gælder forhold omkring aflønning, tid til opgaven og hvilke opgaver, der varetages.
Ny FTR-aftale i Lejre
Vi har netop indgået en ny FTR-aftale med Lejre Kommune. Den betyder, at vores fællestillidsrepræsentant igen bliver fuldtidskøbt til at udføre deres hverv. At være FTR for alle pædagoger i en kommune er en kompleks og omfangsrig opgave, og det er derfor utrolig vigtigt, set fra vores side, at vores FTR’erne har de bedst mulige vilkår for at løse den opgave – at hvervet er en fuldstilling er i den sammenhæng meget vigtigt.
Aftalen er indgået ud fra et fælles ønske med kommunen om at styrke samarbejdet mellem fagforening og kommune, og vi er glade for, at Lejre Kommune kan se og værdsætter værdier i det store arbejde, vores FTR yder. Det er både hjælp til vores pædagoger, men også til kommunen.
Forbedret TR-aftale i Kalundborg
Gennem lang tid har BUPL Midtsjælland forsøgt at forbedre vilkårene for vores TR’ere på de to områdedagtilbud i Kalundborg Kommune. Det er nu endelig lykkedes, da BUPL Midtsjælland og Kalundborg i foråret har indgået en ny TR-aftale for vores to TR'ere på dette område, som giver de to tillidsrepræsentanter to dage om ugen til at udføre deres tillidshverv. Vi er glade for, at Kalundborg Kommune er enige med os i, at TR’erne udfører en vigtig og kompleks opgave, som både tjener vores medlemmer, men også kommunen.
Vi vil følge TR’ernes arbejde tæt, og glæder os til, at medlemmerne i de kalundborgske dagtilbud forhåbentlig kan mærke, at deres TR’ere har fået bedre vilkår til at udføre deres hverv.
BUPL Midtsjælland arbejder videre for at sikre de bedste vilkår for alle vores tillidsvalgte.
Vigtigt med TR og AMR på alle arbejdspladser
Har I ikke en tillidsrepræsentant eller AMR på din arbejdsplads? Der er store fordele ved at have en TR i jeres institution. Læs mere her om, hvad TR-rollen dækker over, og hvordan TR har en afgørende rolle ind i både kollegernes og professionens rammer og vilkår, samt hvad BUPL gør for at understøtte vores tillidsrepræsentanter: https://bupl.dk/tillidsvalgt/tillidsrepraesentant