Ny arbejdstidsaftale på plads for skolepædagoger i Odsherred

Den nye aftale giver gode vilkår for pædagogikken og pædagogprofessionen. Derudover indføres der en mentorordning for nye kolleger og endelig sikrer aftalen, at der gives plads individuel forberedelsestid for pædagogerne.

BUPL Midtsjælland har den seneste tid været involveret i mange projekter i Odsherred Kommune med fokus på vilkår omkring arbejdstid, planlægning af arbejdstid etc. for det pædagogiske personale. For eksempel deltager vi og pædagogerne i projekt ”En fremtid med fuld tid”, hvor fokus er på at få deltidsansatte op i tid. Pædagoger er også en del af kommunes arbejde med fleksibel arbejdstid, hvor en firedages arbejdsuge er blevet testet. Vi har også haft dialogmøder med kommunen omkring mulighederne for at udnytte seniorsamarbejdet endnu mere end tidligere. 

Seneste projekt er, at BUPL Midtsjælland har indgået en arbejdstidsaftale med Odsherred Kommune gældende for skolepædagogerne – en aftale hvor der har været stor fokus på at sikre de bedst mulige vilkår for pædagogerne at bedrive deres profession under. 

Fælledstillidsrepræsentant Pernille Duus er rigtig glad for aftalen, og hun hæfter sig ved flere elementer, som hun glæder sig til at se udfoldet: Jeg er faktisk særlig glad for den første indledende del af aftalen, som egentlig bare består af prosa. Men det er vigtig prosa. Her stiller vi nemlig, sammen med kommunen, skarpt på, hvad pædagoger bidrager med, og hvorfor vi er en vigtig del af folkeskolen.

Det er så vigtigt, at vi taler ud fra et fælles udgangspunkt, syn på pædagoger og pædagogik, samt at vi har fælles mål for, hvad vi gerne vil opnå, siger Pernille Duus. 

Pernille er dog også godt tilfreds med særligt to andre delelementer i aftalen – indførelse af en mentorordning for nyansatte og fokus på forberedelsestid for pædagogerne: ”Med mentorordningen sikrer vi os, at vores nye kolleger bliver taget godt imod, så de får en så optimal start på deres nye job som muligt. Det er godt for arbejdsmiljøet, det er godt for børnene, at nye pædagoger kommer hurtigt og sikkert ind i hverdagen, og det er også en del af løsningen på rekrutterings- og fastholdelsesudfordringerne på det pædagogiske område”. 

Pædagogers forberedelsestid er i skoleregi ofte under pres, og det kan gå ud over den kvalitet, pædagogen putter ind i sit arbejde. ”Jeg er glad for aftalens fokus på forberedelse, ikke mindst individuel forberedelsestid, som giver pædagogerne bedre muligheder for at forberede sig, og på en måde så det giver bedst mening for dem. Derigennem har vi også forsøgt at skabe rum for lidt mere fleksibilitet. Skolepædagogerne har taget godt imod aftalen. De føler sig set og hørt fagligt, og det er positivt", udtaler Pernille.

Også faglig konsulent i BUPL Midtsjælland, Claus Clemmensen, er glad for aftalen, for den peger i høj grad fremad, har fokus på gode vilkår for pædagogerne og dermed den pædagogfaglige profession, og sikrer pædagogerne en langt bedre plads i folkeskolen i Odsherred.

Med denne arbejdstidsaftale er der lavet regler, principper og rammer for rigtig mange af de aspekter, der definerer en pædagogs hverdag i folkeskolen – og det er vigtigt”, påpeger Claus Clemmensen. 

Aftalen indeholder blandt andet principper, der skal sikre gode overgange fra undervisningsdelen til fritidsdelen, definition af timer til forberedelse, mentorordning, flekspulje, vilkår for TR/AMR, pauser og meget mere. Udover disse aftaler, indeholder aftalen også en formulering om, at det er børnetimerne, der er de lønbærende timer. ”Det er et lidt teknisk element, men et element som både hjælper pædagogerne i forbindelse med opgørelse af mer-/overarbejde og sikrer pædagogerne bedre mod, at tid til øvrige (administrative) opgaver konverteres om til børnetid. Det er noget, der har betydning for den pædagogfaglige kvalitet. Aftalen skaber grundlag for gennemsigtighed, høj pædagogisk kvalitet, rekruttering og fastholdelse, og det er jeg meget glad for er kommet med”udtaler Claus Clemmensen. 

Aftalen træder i kraft ved det kommende skoleårs start i august måned i år. Det er aftalt mellem parterne, at aftalen evalueres i løbet af 1. halvår 2024.

Hvis du gerne vil læse aftalen og dets tilhørende bilag, kan du finde dem her: https://bupl.dk/lokalt/midtsjaelland/din-kommune/odsherred-kommune/odsherred#p-859

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.