Derfor skal vi have mere i løn - #ViErMereVærd

Pædagogerne i Midtsjælland er i fuld gang med at gøre opmærksom på, hvorfor de skal have mere i løn. Du kan følge med i aktionerne og også selv meget gerne bidrage med dine idéer til, hvordan vi får sat maksimal fokus på problemstillingen her på vores hjemmeside.
Vi er mere værd

BUPL har de sidste mange år sat pædagogers løn allerøverst på vores politiske dagsorden. For pædagogers løn er alt for lav. Talrige undersøgelse har vist, at pædagoger har et væsentligt lønefterslæb i forhold til andre professioner med samme uddannelsesniveau som vores, og med sammenligne arbejds- og ansvarsområder. Helt præcist ligger pædagogers månedsløn i gennemsnit ca. 4.000 kr. lavere – og næsten 8.000 kr. lavere end lærerne. Det er ikke i orden. 

BUPL har forsøgt at italesætte og rammesætte problemet på mange forskellige måder, og det seneste år har vi virkelig rykket. TR-topmødet i marts satte for alvor gang i debatten og synligheden på problemet, lønstrukturkomiteens rapport fra i sommer dokumenterede igen lønefterslæbet, og regeringens invitation til trepartsforhandlinger er endelig landet.

Regeringen ønsker at tilgodese pædagoger, og BUPL's formand Elisa, er inviteret med ind til forhandlingsbordet. Det viser, at man lytter til pædagogerne, og det højner vores chancer for denne gang at få gjort et godt indhug i pædagogernes lønefterslæb. OK24 venter også lige om hjørnet, og her vil næste mulighed komme for, at pædagogerne kan få et yderligere løft i deres løn og ansættelsesvilkår. 

Men presset skal vedholdes, vi må ikke løfte foden fra speederen nu. Der er behov for, at samtlige pædagoger taler om problemstillingen, informerer om udfordringerne og får alle i hele landet til at forholde sig til situationen.

BUPL Midtsjælland vil gerne bidrage aktivt ind i denne vigtige proces. Til det formål, har vi etableret en temaside på vores hjemmeside: Højere løn til pædagogerne

Her har vi samlet viden og information omkring pædagogernes lønkamp, links til fakta om løn og overenskomster og forskellige materialer, som I pædagoger kan bruge, hvis I gerne vil informere jeres kollegaer, jeres familiemedlemmer, naboen eller tilfældige borgere på gaden. For den her historie, den her problemstilling kan ikke italesættes nok, den kan ikke drøftes med for mange mennesker. ALLE skal vide, hvad vi kæmper for, hvorfor vi kæmper for det, og hvorfor det er fair, at det nu er vores tur til at få et mere end tiltrængt lønløft. 

Så tjek ind på vores temaside, blev klædt på, bliv inspireret og inspirér andre. Vi har lavet en idé-bank, og her kan alle indsende deres gode ideer til, hvordan vi kan løfte den her problemstilling. Vi har også skabt en side, hvor alle der laver happenings, demonstrationer, events og arrangementer kan indsende billeder og lidt tekst til at vise, hvordan de kæmper for den gode sag. Der ligger allerede gode eksempler og spændende ideer, men vi kan slet ikke få nok. Lad dig inspirere, lav jeres eget, og fortæl det videre. Siden vil løbende blive opdateret og udbygget, og vi håber på at kunne komme i mål med en trepartsaftale, der for alvor gør op med pædagogernes lønefterslæb!

Pia Ungstrup Petersen
Formand for BUPL Midtsjælland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.