Åbent brev til kommunalpolitikerne i Holbæk Kommune om besparelser på blandt andet det pædagogiske område

Holbæk Kommune er i gang med endnu en omgang besparelser. Denne gang omfatter det reduktion i udbetaling af sygedagpengerefusion, tilbageholdenhed i genbesættelse af stillinger samt tilbageholdenhed i brugen af eksterne vikarer.

Kære politikere i Holbæk Kommune

Vi skriver til jer, fordi vi i BUPL er dybt bekymret for udviklingen på daginstitutioner og skoler. Allerede inden de nyligt vedtagne besparelser er implementeret, skal vi i gang med nye besparelser. Denne gang skal det – efter oplægget – ske ved:

  1. Reduktion i udbetaling af sygedagpengerefusion
  2. Tilbageholdenhed i genbesættelse af stillinger (social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker er undtaget pga. rekrutteringsproblemer)
  3. Tilbageholdenhed i brugen af eksterne vikarer

Med hensyn til reduktionen i udbetaling af sygedagpengerefusion vil man tilbageholde 1/3 af sygedagpengerefusionen for de langtidssyge.

Med hensyn til tilbageholdenhed i genbesættelse af stillinger er ideen, at man fra chefen vurderer, om den enkelte stilling skal genbesættes, slet ikke besættes eller først besættes efter 3 måneders vakance.

De seneste tal fra kommunen (2022) viser, at der for pædagogerne er en personaleomsætning på 16%.

At der hos LAER (2022) er et sygefravær på 8,2%, hvoraf omkring 40% er langtidsfravær. I den første del af 2023 er sygefraværet blandt pædagoger 9,17%.

Besparelsen vil, hvis udmøntet, svare til, at 16% af pædagogstillingerne er ubesatte i 3 mdr., eller sagt på en anden måde – en nednormering på 4%!

Sygedagpengerefusionen vil bidrage ekstra til denne nednormering på grund af det høje sygefravær – som mest skyldes et meget presset arbejdsområde med mange, der er ramt af stress, følger af psykiske belastninger, smitte mm.

Altså – jo højere personalomsætning jo større nedskæringer, og jo mere sygefravær jo større nedskæring. Det er generelt værd at bemærke, at det er de store velfærdsområder og kvindedominerede fag, der har størst personaleomsætning, højest sygefravær og lavest relativ løn – også sammenlignet med andre kommuner. Det betyder, at den største både faktiske og relative nedskæring vil ske her.

Det kan næsten ikke undgå at blive selvforstærkende og ud over det føre til, at man som arbejdsgiver hurtigere griber til afskedigelse ved langtidssygdom – i øvrigt så med ubesatte stillinger til følge. Pædagogandelen er over de sidste fire år faldet fra ca. 60% til ca. 50%, og det er stort set umuligt at rekruttere nye. Alle er maksimalt pressede, og med udsigt til nye forringelser er det nemt at få arbejde andre steder. Lederne er ikke bedre stillet, hvilket dels undersøgelsen fra november sidste år viser, dels den stigende stillingsomsætning på området.

Det er ikke fordi, vi ikke forstår og accepterer, at der mangler økonomi akut, men er det virkelig jeres hensigt at lave ”objektivt lige fordelte” besparelser, som i praksis bliver så skævvredne og belaster de hårdest pressede områder mest? Kunne man dog ikke forestille sig en mere lige fordeling af byrderne?

Venlig hilsen
BUPL Midtsjælland

Pia Ungstrup Petersen, formand, telefon 24 28 74 95

Claus Clemmensen, faglig konsulent, telefon 24 62 69 16

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.