Læserbrev: Styrk klubberne – uden at gøre dem til en del af skolen

Skole, SFO og klub kan allerede koordinere overgange, dele relevant viden og udvikle indsatser sammen, men klubben skal bevare sin selvstændige faglige, økonomiske og ledelsesmæssige forankring.
Billede af læserbrev

Af Line K. Møller, formand BUPL Århus og Simon Høgholm Westesen, faglig sekretær med ansvar for klubområdet, BUPL Århus.

I et læserbrev onsdag d. 2.9., stiller fem byrådspolitikere forslag om at ændre på organiseringen af fritidsklubberne, så de lægges sammen under skolens ledelse; samtidig med at de priser det særlige og magiske ved fritidspædagogikken.

Det er positivt, når politikere anerkender fritidspædagogikkens betydning. Men anerkendelsen mister værdi, når svaret, på ønsket om bedre sammenhæng, på forhånd er at trække klubberne organisatorisk tættere på skolen.

Klubben er ikke og skal ikke være en forlængelse af skoledagen. 
Den er et andet rum, som vælges frivilligt, interessebåret og præget af medbestemmelse, relationer og fællesskaber på andre præmisser end skolens. Netop denne forskel er en kvalitet, som børn og unge har brug for.

Det kræver selvstændig fritidspædagogisk ledelse med et tydeligt politisk mandat og reelt ansvar for budget, organisation og faglige prioriteringer. 

Organisering er ikke neutral. 

Når beslutningskraft og ressourcer placeres i en organisation, hvor folkeskolens undervisningsopgave naturligt fylder mest, risikerer fritidspædagogikken at blive trængt i baggrunden.

Bekymringen er reel. Vi ser allerede i SFO’erne, hvordan fritidsmiljøernes kvalitet kommer under pres, når skolens logik, behov og prioriteringer får forrang. 

Det lugter af en spareøvelse, og hvis besparelserne skal ske på ledelsesområdet, må vi bare stille spørgsmålet, om der er ledelsesmæssig tid og kapacitet i skoleledelserne til at løfte den store ekstraopgave på en måde så ”fritidspædagogikkens særlige kvaliteter”, som den så pænt omtales i politikernes indlæg, også fremadrettet vil have samme kvalitet, som den har i UngIAarhus i dag. 

Politikerne må heller ikke glemme det store stykke arbejde, der løses i samarbejdet mellem klubberne i Aarhus. UngIAarhus organiserer i dag også en lang række bydækkende indsatser, som alle løfter væsentlige forebyggende opgaver på tværs af klubberne i kommunen.

Hvis klubberne underlægges samme organisatoriske ramme, er der en reel risiko for mindre lokal handlekraft, mindre faglig ledelse og et helt anderledes funderet fritidstilbud. 

Klubområdet står forholdsvist frit, men nu foreslår partier, der ellers hylder frihed, at de skal rulles ind i skolens organisation. 

Klubbernes løsningsorienterede og efterspørgselsdrevne arbejdsform gør det muligt at lade faglig dømmekraft, lokale behov og børn og unges initiativer sætte retningen. 
Det vil derfor være et paradoks, hvis ønsket om mere tillid ender med at give det omstillingsparate og fleksible klubområde en organisatorisk spændetrøje på.

Stærk fritidspædagogik kræver frihed til at være noget andet end skole.

Bedre sammenhæng kræver ikke fælles organisering og ledelse men derimod flere perspektiver på en given opgave. 
Skole, SFO og klub kan allerede koordinere overgange, dele relevant viden og udvikle indsatser sammen, men klubben skal bevare sin selvstændige faglige, økonomiske og ledelsesmæssige forankring. Det kræver tid, ressourcer og tydelige rammer for samarbejdet, ikke et nyt organisationsdiagram.

Skrevet og sendt til Stiften d. 3. september 2026. Bragt i Stiften 14. september 2026.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.