Sådan påvirker trepartforhandlingerne de private institutioner 

BUPL vil bruge trepartsaftalen som en løftestang i OK24 til at få hævet lønnen for privatansatte medlemmer.
trepartsforhandlingerne 2023

Flere medlemmer fra det private område har kontaktet BUPL Hovedstaden vedrørende om de omfattet af trepartsaftalen. Svaret er desværre ikke helt så enkelt, for det kommer an på hvilken overenskomst eller arbejdsplads man er ansat på. 

Trepartsaftalen omfatter alene de kommunalt og regionalt ansatte pædagoger. Det fremgår af trepartsaftalen, at midlerne til et lønløft skal fordeles ved overenskomstforhandlingerne med KL og Danske Regioner. Med andre ord betyder det, at det i første omgang ikke omfatter vores private medlemmer. 

For Frie Grundskoler

Anderledes forholder det sig for de af jer som er ansat på en fri grundskole. En fri grundskole får sine driftsmidler fra staten, og statens ansatte har ikke været en del af treparten. Det vil konkret sige, at en fri grundskole ikke får forøget sine midler til forhandling af hverken lærernes eller pædagogernes lønninger.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at BUPL ikke forfølger et ekstraordinært lønspor i forhandlingerne med Aftaleenheden for Frie Grundskoler. Der opleves generelt  mangel på pædagoger, og det er også en udfordring for de frie grundskoler. Så her handler det også om at kunne rekruttere og fastholde de pædagoger, som er så afgørende for børnenes udvikling og trivsel.

Hvilke muligheder der er må afsøges med overenskomstparten. Men der skal ikke være tvivl om, at BUPL også her kæmper for pædagogernes lønninger og lønefterslæb.

Private arbejdspladser uden overenskomst

Hvis man er ansat på en privat institution uden overenskomst, vil arbejdspladsen højst sandsynligt også få en forøget tildeling af budgetmidler på baggrund af trepartsaftalen. Men i modsætning til en privat institution med overenskomst, så sker der ikke en  central forhandling, som kan sikre flere lønkroner til medlemmerne.

For jer, vil det være en god ide at kontakte BUPL-Hovedstaden med henblik på at for handlet en overenskomst på plads og vi tager også gerne en lønforhandling med baggrund i de øgede driftsmidler.

Ingen ændring i seniordagene for de private institutioner og Frie Grundskoler

Som en del af trepartsaftalen kommer offentligt ansatte pædagogers seniordage fremover til at følge den stigende pensionsalder. Det betyder, at offentligt ansatte pædagoger får ret til fem seniordage om året 10 år før pensionen.

BUPL kæmper videre for at de private også får lønløft

For private institutioner gælder det, at deres tildeling af budget hverken må være bedre eller ringere end tilsvarende offentlige tilbud for samme aldersgruppe. Derfor er forventningen, at treparten for de offentligt ansatte pædagoger vil få afledte effekter i forhold til de private institutioners budget. Det betyder, at BUPL i forbindelse med OK24 har mulighed for at stille krav om et særligt lønløft med baggrund i de forventede ekstra budgetmidler. Det vil BUPL forfølge i de drøftelser, som BUPL skal have med deres overenskomstparter til næste år. 

Fakta om trepartsaftalen

Trepartsaftalen har sikret et permanent lønløft på 1800kr til uddannede pædagoger på den kommunale overenskomst.

Lønløftet kommer til at gælde med fuld virkning allerede fra 2026. De første 600 kr. kommer i 2024.

Det er ekstra penge, der kommer oven i det kommende resultat ved overenskomstforhandlinger til foråret, hvor vi går efter en lønstigning på ca. 10 procent over to år. 

https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/faa-overblik-det-betyder-trepartsaftalen-paedagoger 

Overenskomstforhandlingerne er officielt gået i gang den 15. december 2023, og forventes at forløbe ind i foråret 2024.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.