Budget 2027: Faxe skjuler normeringsforringelser i SFO'erne
Der er tale om skjulte normeringsforringelser, som vil svække kvaliteten i SFO'erne og i øvrigt gøre børnefamiliernes planlægning og logistik mere bøvlet.
Læs debatindlægget fra faglig sekretær Thomas Riis-Andersen, som følger budgetforhandlingerne tæt.
Faxe Kommune vil spare 5 millioner kroner på SFO'erne ved at indføre flere lukkedage og kortere åbningstid. Men lad os kalde tingene ved deres rette navn: Der er ikke tale om effektiviseringer. Der er tale om skjulte normeringsforringelser.
Kommunen giver indtryk af, at besparelserne kan findes ved at holde mere lukket. Men pædagogerne skal stadig have ferie med løn, og derfor kan der kun hentes begrænsede besparelser gennem ekstra lukkedage. Hovedparten af pengene må nødvendigvis findes ved at reducere personaleressourcerne.
Det samme gælder forslaget om kortere åbningstid, som også vil slå igennem som dårligere normeringer omkring børnene året rundt.
Færre voksne og mindre frihed
Samtidig får familierne mindre frihed og større logistiske udfordringer. Flere lukkedage betyder, at forældre i højere grad må tilpasse deres ferie til kommunens kalender fremfor familiens egne behov, og kortere åbningstider betyder, at selv de mindste skolebørn må gå hjem selv, før forældrene får fri fra arbejde.
Særligt mærkbart bliver konsekvenserne for pædagogikken. BUPL vurderer, at de samlede besparelser svarer til omkring 20 procent af SFO'ernes personaleressourcer. Det svarer i praksis til at fjerne en fuldtidsansat pædagog fra hver af kommunens SFO'er.
Når der bliver færre voksne, bliver der også mindre tid til de fællesskaber, relationer og aktiviteter, som er kernen i det fritidspædagogiske arbejde. Det rammer alle børn, men især dem, der har brug for ekstra støtte til at finde sig til rette i fællesskabet.
Sparer på trivsel og fællesskaber
Det mest paradoksale er, at besparelserne kommer på et tidspunkt, hvor mistrivsel blandt børn og unge fylder mere end nogensinde. Alle taler om behovet for stærke fællesskaber og tidlige indsatser. I regeringsgrundlaget er SFO'erne specifikt fremhævet som et område, der bør løftes for at styrke trivslen blandt skolebørn.
Alligevel foreslår Faxe Kommune besparelser på netop det område, hvor pædagogerne arbejder med trivsel, relationer og forebyggelse på daglig basis.
Derfor bør forvaltning og byråd være ærlige om konsekvenserne. Der spares ikke kun på åbningstider og lukkedage. Der spares på de voksne omkring børnene. Og når der spares på de voksne, er det børnene, der betaler prisen.