Ledelseskonference: Hvad bor i lederrollen?

135 storkøbenhavnske ledere var d. 16.-17. september samlet til ledelseskonference i Glostrup. Dagene bød – udover kollegialt samvær - på input fra eksperter om bl.a. vigtigheden af at kende både egne og andres behov, trivselsudfordringer og pauser. Samtidig blev der stillet skarpt på, at vi er ved at ramme den øvre grænse for konstante fremskridt – og vi alle er nødt til at give afkald på noget.
Pia Hauge

Af Charlotte Toft

 

Trivsel og den paradoksale udvikling

Forstander for Krogerup Højskole og formand for Trivselskommissionen 2023-25 Rasmus Meyer indledte Ledelseskonferencen efter velkomst ved formand for LLB Mikkel Borregaard. Rasmus Meyer var inviteret til at fortælle om Trivselskommisionens opdagelser. For netop trivsel og mistrivsel blandt børn og unge fylder og har fyldt i såvel ledelsesrum som ude på stuerne i de forgangne år. 

Rasmus Meyer2026

Rasmus pegede på den paradoksale udvikling, hvor en stadig voksende rigdom og accelereret frigørelse ikke resulterer i større livstilfredshed og trivsel blandt børn og unge.

Det er i dag den øvre middelklasse, der dominerer den offentlige debat, men den gruppe der er i størst risiko for mistrivsel kommer stadig fra udsatte hjem. Der er derfor i høj grad brug for, at vi som samfund tør se på, hvem der for alvor har brug for vores opmærksomhed og interesse.

Der er ifølge Rasmus også en kønsdimension, der er værd at bemærke. Drenge der klarer sig OK på de objektive kriterier, vurderer sig selv trivselsmæssigt OK. De isolerer sig dog i stigende grad derhjemme. Piger der objektivt scorer højere end drengene, scorer til gengæld sig selv lavere på trivsel.

 

Trivselskommissionen har identificeret 6 samfundstendenser med betydning for trivselsudfordringer:

  • Patologisering og en ny optagelse af trivsel er en dobbeltbevægelse til at forstå almindelige eksistentielle følelser med et diagnostisk vokabularium. Vi har alle fået et andet sprog at forstå det almene med. Hvis du ikke har det godt, skal du gennem diagnosticeringen, og det er både en kulturel tilbøjelighed og en strukturel virkelighed. 
  • Individualisering og rådvildhed.
  • Et digitaliseret børne- og ungeliv: Det er ifølge Rasmus uden for diskussion, at det digitaliserede liv har markant indflydelse: ”Det er en katastrofe, hvad vi er vidne til i disse år”. 
  • En tilværelse i højt tempo: Børn og unge har fået langt flere muligheder og friheder, og med det kommer også et større ansvar. Mange er i dag frit svævende.
  • Nye idealer: Diskrepansen mellem det liv de lever og det liv de forestiller sig.
  • Et forandret forældreskab: Forældre er stadig mere oplyste og stadig mere sitrende. Mens børn i gamle dage frygtede forældrenes vrede, frygter forældrene i dag børnenes vrede. 

”Vi kan løse det her, hvis alle medvirker, men lad behov og funktionsniveau være årsagen til hjælp fremfor at lade alt det, der ikke fungerer, være afgørende,” sluttede Rasmus og pegede igen på to katastrofale forhold for trivsel der SKAL ændres, nemlig søvnproblematikken og den meget skærmtid.

 

De nødvendige hjernepauser

”Tag hjernepausen tilbage,” siger ledelsesforsker Pia Hauge.

Pia Hauge

Pia Hauge er inviteret til at tale om pauser – rigtige pauser - som er nødvendige for at genoplade vores kognitive egenskaber. 

”Vi er blevet et træthedssamfund, og måden I skal lykkes på, er at sænke tempoet.”

Pia er forfatter til bogen PAUSE - POWER og understregede i sit oplæg igen og igen vigtigheden af pauser i løbet af arbejdsdagen og livet i det hele taget. Og her er helt gratis seks udvalgte pauseprincipper:

  • Autonomi er bedre end andres dagsordner
  • Bevægelse er bedre end at sidde stille
  • Fuld afkobling er bedre end lige at arbejde lidt
  • Skærmfri er bedre end skærm
  • Ude er bedre end inde
  • Smukt og sjovt er bedre end grimt og kedeligt

 

Om de urealistiske forventninger 

Torsdag er det Susanne Ekman, antropolog og forsker og lektor i ledelse, organisation og arbejdsliv v/ RUC, der taler med udgangspunkt i sit fokus på et singulariseret velfærdssamfund, der er præget af kroniske tilstande af urealistiske forventninger. Urealistiske forventninger, der forplanter sig i arbejdsmiljøet og i vantrivsel hos både velfærdsmedarbejdere og borgere. 

SusanneEkman2026.jpg

”Vi har en horisont om uendelig vækst, og vi tror, at vi hele tiden kan optimere på kortere og kortere tid, hvad vi nudges til konstant. Hvad vi hævder vi kan, og hvad vi i virkeligheden kan, er kommet for langt fra hinanden, og det bliver farligt for sammenhængskraften.” 

Susanne Ekman leverer i sit indlæg en nødvendig opsang til os alle med en invitation til at turde hierarkisere behov og tab, for ellers overlever velfærdsstaten ikke. 

”Vi krænker, når vi siger, at skal du have mere af det, så skal vi have mere af det. Vi er skruet ind i dobbeltbindinger.”

I stedet er det ifølge Susanne nødvendigt, at vi bliver villige til at forstå, at det koster og tager stilling til, hvad vi hver især vil give afkald på og bede andre om at give afkald på. 

”Vi skal være villige til at forstå, at gør vi det ikke, så synker skuden. Og vi skal alle være med til det, også når det koster på særinteresser,” siger hun og fortsætter:

”Vi er ved at ramme den øvre grænse for konstant fremskridt. Vi skal forstå, at vi kan miste noget for at kunne skrue ned. Vi nødt til at skifte fra en oprustningslogik til en nedrustningslogik. Og det gælder på alle niveauer.”

 

Men som det allerførste valgte Susanne Ekman at sige TAK til de 135 pædagogiske ledere, og den tak skal få en afsluttende plads her fra en konference med mange inspirerende oplæg og musik af Mathilde Falch. 

”Tak for det kæmpe arbejde I hver dag laver i vores velfærdsstat. Jeg er ufattelig taknemmelig over, at I løfter den kæmpe opgave, I gør, og jeg ved om nogen, hvor stor den opgave er.” 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.