Valgpræsentation: Katja Hundewadt
- Navn: Katja Hundewadt
- Hvor arbejder du: Børnehuset Baggersvej, Halsnæs
- Hvor længe har du været pædagog: Uddannet i 1999
- Hvad stiller du op til: Bestyrelsen
Kort om dig selv
Jeg stiller igen op til BUPL’s bestyrelse, fordi jeg vil være med til at sikre, at pædagogernes virkelighed bliver hørt, når vores fag og arbejdsliv skal udvikles.
Jeg er uddannet pædagog og har 25+ års erfaring fra specialområdet, skole og dagtilbud. Siden 2007 har jeg arbejdet i vuggestue og børnehave. I dag er jeg TR og praktikvejleder, og jeg brænder for vores fag, vores arbejdsliv og vores kommende kolleger.
Sidste år blev jeg valgt som suppleant, men allerede i november fik jeg en plads i bestyrelsen. Det har været både spændende og meningsfuldt at bringe mine erfaringer fra praksis ind i bestyrelsesarbejdet. Nu stiller jeg op for at få min egen plads og fortsætte arbejdet.
Dine tre mærkesager
Pædagogbrillerne skal med i bestyrelsen
Jeg vil kæmpe for:
🔹 Ret til forberedelse
Pædagogisk kvalitet kræver tid. Vi skal have tid til at planlægge, reflektere og udvikle vores praksis. Mindre konceptstyring. Mere tillid til vores faglighed og dømmekraft.
🔹 Et arbejdsliv, vi kan holde til
Som TR ved jeg, hvor vigtigt det er, at pædagoger har ordentlige forhold og et sikkerhedsnet, når arbejdslivet bliver svært. Vi skal ikke slides ned af at passe på andre. Fleksibilitet og gode vilkår skal give plads til både arbejdsliv og liv.
🔹 Stærke pædagoger i fremtiden
Vores studerende skal have gode praktikforløb, engagerede praktikvejledere og reel mulighed for at udvikle deres faglighed. Det er sådan, vi bygger næste generation af pædagoger.
BUPL er medlemmernes organisation. Dem på gulvet. Dem, der hver dag får Danmark til at fungere.
Jeg repræsenterer ikke en bestemt arbejdsplads eller faglig niche. Jeg repræsenterer pædagogerne. Derfor vil jeg fortsat tage erfaringerne fra hverdagen med ind i bestyrelseslokalet og arbejde for, at BUPL udvikler sig sammen med medlemmerne.
Jeg håber på din stemme 🗳️☑️