Åbent brev til Pernille Rosenkrantz-Theil: Tag ansvar og hjælp os!   

Kære Pernille Rosenkrantz-Theil

Jeg er mållød, vred og fortvivlet. Pædagogerne er ladt i stikken i den nuværende epidemi med ansvaret for at løfte den umulige opgave, det er at finde hænder nok til en god og tryg daglighed for børn og medarbejdere i daginstitutionerne. 

10 små cyklister 

Ansvaret for en ansvarlig pasning i den her situation må i sidste ende ligge hos ministeren, for det er her løsningsmulighederne byder sig til. 

Det føles i øjeblikket, som om vi leger en form for surrealistisk udgave af sangen om "10 små cyklister", der mistes én for én. I daginstitutionens verden ser vi allesammen ud til at skulle smittes efter tur. Vi taler ikke længere om "hvis", men "når" vi bliver smittede. 

Hver dag tikker det ind med nye smittede pædagoger og medhjælpere. Skemaet for medarbejderne lægges dag for dag, ja ind imellem time for time, når endnu en medarbejder står med en positiv selvtest midt i pausen. 

Vi ses - måske - i morgen 

På min arbejdsplads har vi i skrivende stund ni smittede medarbejdere ud af 19, og der kommer hver dag nye til. Vi har desuden smittede vikarer, og vikarer, der ikke ønsker at tage timer af frygt for selv at blive smittede. 

Personalet forsøger virkelig af holde modet oppe, når de tilbageværende går ud på stuerne og møder børn og forældre. De er topprofessionelle, udviser ro og overskud trods ondt i maven og manglende søvn på grund af bekymringer for morgendagens kludetæppe af et arbejdsskema. 

Galgenhumoren har taget over, når vi kækt siger farvel, vi ses - måske - i morgen, med et grin. Inderst inde krydser man bare fingre for ikke at være den sidste raske. 

Behov for at kunne tilpasse dagtilbuddet til situationen 

Pædagogerne er overladt til en normering, der ind imellem skriger til himlen. Ansvaret for at sige stop er lagt hos ledelsen. Men vi kan i praksis ikke lukke institutionen. Vi kan ikke bede forældrene om beholde børnene hjemme. Og vi må ikke reducere i åbningstiden, så de tilbageværende raske medarbejdere kan dække hele dagen. 

Vi har brug for at kunne reducere åbningstiden, tilpasse antallet af børn i institutionen til den aktuelle bemanding, og mulighed for i værste fald at kunne lukke institutionen helt i mere end en halv dag, hvis vi ikke kan tilbyde børnene kendte voksne. 

Vi kan efter meget pres på forvaltningen få lov til at lukke en halv dag, hvis der en morgen slet ikke er raske medarbejdere nok til at passe børnene forsvarligt. Men ingen er jo kun syge en halv dag med corona. Det tager i bedste fald en uge. Men vi har også medarbejdere, der er syge i tre og fire uger. 

Vil trække lange spor 

Jeg kan desværre se for mig, at det kommer til at trække lange spor i daginstitutionens verden. Pædagoger og medhjælpere er slidte ovenpå en konstant omstillingsproces gennem de sidste to år. Med hyppige omstruktureringer af arbejdsskemaet og det pædagogiske arbejde, for at det kan møde de for tiden gældende restriktioner. 

Jeg ser flere tegn på begyndende stress både hos pædagogerne, men også blandt min ledelseskolleger i området. Vi er tyndslidte. Jeg frygter stribevis af langtidssygemeldinger, og at dygtige pædagoger, medhjælpere og ledere forlader faget i tiden, der kommer. 

Jeg vil bede dig tage ansvaret og hjælpe os. Daginstitutionerne har længe trukket et kæmpe læs under pandemien, for at forældre kan på arbejde, og samfundet fungere. Vi trænger til en hånd i ryggen, og det haster. 

Gitte Haff-Jensen, 
Souschef i en daginstitution i København