Læserbrev: Er klubben et appendiks til skolen?
Af Lars Ved La Cour, FTR for UngiAarhus
Der var et debatindlæg fra 5 byrådspolitikere i Stiften den 2/9, der plæderede for, at klubberne skal organiseres ind under skolen, for at styrke blikket på det hele barn og give større sammenhæng i deres liv og i samarbejdet faggrupperne imellem.
Overfladisk betragtet - En prisværdig tanke!
Men tror vi på, at det ændrer på noget af det, vi ser i dag? Tror vi på, at samarbejdet bliver tættere end i dag? Eller bedre end i dag?
Sammenhæng og samarbejde – det kan og vil klubberne allerede i dag, men klubberne er mange steder et appendiks til skolen. Der er klubben, der ikke bliver budt ind til netværksmøder, forældremøder eller skole-hjem-samtaler. Alle tre steder, hvor det vil være oplagt og centralt at bedrive samarbejde om barnet, med forældrene og hjemmet. Hele vejen rundt om barnet liv.
For i klubberne vil vi gerne samarbejde med skolen om børnene og gøre hinanden klogere på de børn, som vi har sammen. Men det kræver først, at et godt samarbejde etableres. Hvis vi etablerer en organisatorisk sammenhæng først, så bliver det bare ”business as usual”. Klubberne forbliver et appendiks, og endnu værre underlagt regler og retningslinjer som ikke er befordrende for det fritidspædagogiske arbejde. Forfatterne til læserbrevet skriver godt nok, at det ”ikke er fordi klubberne skal blive til mere skole. Tværtimod.” Men rammer og strukturer vil spænde ben for klubbernes arbejde. I klubben skal vi kunne tage hurtige pædagogfaglige beslutninger og på den baggrund iværksætte en livsforandrende indsats for børn og unge uden at skulle være bundet af en større organisation som skolen. Vores frihed er at kunne handle utraditionelt og lynhurtigt vende skuden baseret på en faglig vurdering.
Vi har ikke tid til skolens organisering og struktur. Vi skal samarbejde, men vi skal også kunne agere hurtigt, baseret på vores faglige vurdering.
Forfatternes indlæg slutter med: ”For os handler en stærkere folkeskole derfor også om en stærkere fritidspædagogik”. Det fortæller jo alt om hvilket paradigmeskifte vi kigger ind i: skolen kommer altid først og fritidspædagogikken bagefter. For det forholder sig omvendt: En stærk fritidspædagogik er en for udsætning for en stærk folkeskole for alle.
Det de kommer med, er et spareforslag, pakket ind i en ”tanke” om faglig forbedring. Det holder ikke vand!
Bragt i Stiften den 11. september 2026.