Tårnbys fritidspædagoger afholder SFO'ernes fællesskabsdag
Den 31. maj afholdes Tårnbys første SFO'erne fællesskabsdag. Det er et initiativ, der er blomstret på baggrund af engagerede fritidspædagoger. Theresia Boersma er leder i SFO Tømmerupvang, og er sammen med bl.a. Thor Alder Antorini med i leder-netværket, der har startet initiativet.
SFO'ernes fællesskabsdag handler om børnene og fritidspædagogikken
SFO'ernes fællesskabsdag skal handle om, at børnene får øjnene op for det store børnefællesskab, der findes i Tårnby kommune. For fritidspædagogerne er det med til at skabe et fagligt fællesskab på tværs, når de samarbejder for fælles temaer og arrangementer.
Theresia Boersma fortæller, at idéen til fællesskabsdagen opstod, da de i netværkets begyndelse skulle definere, hvad formålet var.
"Samtalen om hvad der forbinder os alle sammen som institutioner- det fritidspædagogiske arbejde, ledte videre til snakken om det, der tidligere hed Lille Grundlovsdag. Det var et utrolig succesfuldt initiativ, der fandtes engang", siger hun.
"En af grundtankerne er også at skabe gode barndomsminder. Det er et event, som vi er ret sikre på, at børnene kommer til at huske. Nogle af vores ansatte, der selv har deltaget i Lille Grundlovsdag som barn, dengang det fandtes, kan stadig huske det i dag", fortæller Theresia engageret.
Vi tænker ind i, at det skal være aktiviteter, der kan rumme forskellige børn, og hvor børn får en succesoplevelse ved at være med. Det afspejler den måde, vi tænker på fritidspædagogik i hverdagen.
Netværket er opstået af lederne selv
For halvandet år siden gik SFO lederne i Tårnby sammen om at skabe SFO'ernes ledelsesnetværk. Med i netværket er ledere fra 18 institutioner. Netværket har til formål at fremme den faglige udvikling i SFO'erne og styrke sammenholdet blandt fritidspædagogerne og det fritidspædagogiske arbejde i Tårnby kommune.
Theresia fortæller at fordelen ved, at netværket er opstået af lederne selv, er, at de selv sætter agendaen og skaber egne initiativer.
"Det er tydeligt at mærke i netværket, at alle gerne vil deltage. Så sent som til forrige møde, var stort set alle ledere repræsenteret. Det viser, at det er noget, der bliver højt prioriteret," fortæller Theresia.
Ledernetværket vil gerne styrke den fritidspædagogiske praksis i Tårnby kommune. SFO’ernes fællesskabsdag er blot det første ud af flere tiltag. Til næste år vil netværket sættes fokus på fælles temaer på møderne, for at skabe en tydeligere rød tråd i den pædagogiske praksis på tværs af SFO’erne.
”Vi oplever lige nu et øget fokus på det fritidspædagogiske arbejde i Tårnby, bl.a. fordi der er ved at blive udarbejdet en fritidsstrategi for hele klub- og SFO-området. Det finder vi enormt positivt, fordi vi er i en tid, hvor der skal værnes om det fritidspædagogiske arbejde," fortæller Theresia.
Aktiviteter, leg og fællesskab
Fællesskabsdagen kommer til at forløber over en eftermiddag, hvor alle SFO'erne medbringer hver deres aktivitet. Theresia understreger, at det skal være en dag med plads til, at alle børn kan være en del af fællesskabet. Ligesom de gør hver dag i fritidsklubberne.
"Vi har eksempelvis en masse børn, der elsker Pokémon. Så vi har lavet det til en fysisk aktivitet, hvor vi har omdannet Pokemon Gó til en fysisk leg. Vi skal møde børnene, hvor de er," siger Theresia.
SFO'ernes fællesskabsdag afholdes på Tårnby stadion den 31. maj for omkring 1200-1300 børn.