Tårnbys budgetforlig rammer det fritidspædagogiske område

Skatten hæves med 1 pct., men alligevel vedtages alle spareforslag på SFO og fritidsklubområdet.
Sad happy child

Tårnby Kommune står i en svær situation, hvor de skal spare 100 mio. kr. Som kommunen med den hidtil laveste skatteprocent i Danmark er det derfor med god grund, at de hæver skatten med 1 pct. I det nye budgetforlig bliver det dog tydeligt, at der alligevel forekommer forringelser på børn- og ungeområdet, da alle spareforslagene er gennemført på trods af skattestigningen. 

Det fritidspædagogiske tilbud forringes

Der indføres tvungen sommerferielukning i SFO'erne. Derudover reduceres åbningstiderne i SFO og fritidsklubberne. Det er endda i et tidsrum, hvor der i dag er et stort dokumenteret fremmøde. Forringelserne kan som konsekvens betyde at børn og unge bliver meldt ud af de fritidspædagogiske tilbud i kommunen. Erfaring viser desværre, at det er svært at få børn og unge tilbage i tilbuddene, når først de har meldt sig ud. Det har en social slagside, fordi det ofte er dem, der har allermest brug for tilbuddet, der først melder sig ud. 

Samtidig er der afsat 40 mio. kr. til specialområdet. Den velmente prioritering falder dog til jorden, når man med den anden hånd fjerner så meget fra de områder, der er med til at forebygge mistrivsel hos børn og unge. 

BUPL Hovedstaden bemærker desuden, at Tårnby Kommune vælger at spare 1. mio. kr., på at holde sommerferielukket i SFO'erne, samtidigt med at der bruges 645.000 kr. på at genindføre servicepersonalet på skolerne. Det undrer os, at man vælger at spare på fritidspædagogikken med den prioritering. 

Ud over den nødvendige handling i at hæve skatten, finder BUPL Hovedstaden den nye budgetaftale bekymrende for det fremtidige fritidspædagogiske tilbud til kommunens børn og unge. 

I kan læse aftalen her: https://www.taarnby.dk/om-kommunen/kommunens-okonomi/budget/ 

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.