Henriette: Jeg håber, I også mærker den energi, I er med til at skabe! 

Henriette Brockdorff, formand i BUPL Hovedstaden

Kalenderen skriver forår. Fuglene pipper, og det gør vi også i BUPL Hovedstaden: med 250 tillidsvalgte til stormødet, til TR-møder i vores fire kommuner, til TR-uddannelsen og til fællesbestyrelsesdag om pædagoguddannelsen og i udvalg og ved diverse møder i kommunerne. Og også alle jer medlemmer, der deltager aktivt på de sociale medier. 
Snart løfter vi også sløret for arrangementer målrettet jer medlemmer, så vi kan komme endnu tættere på hinanden.   

Vi er nemlig et samlet BUPL bestående af medlemmer, politisk valgte og ansatte - og det kan virkelig mærkes for tiden. Der er i den grad skruet op for blusset især i forhold til lønkampen.  
Sideløbende med kampen for en bedre løn, fortsætter vi selvfølgelig også arbejdet for bedre vilkår og uddannelse. Alle tre aspekter er afgørende for, at vores profession, arbejdsindsats og de børn og unge vi vil gøre en forskel for, får de rammer, som det kræver og fortjener. 

Der er altså flere gryder i kog, og du vil opleve, at der skrues op og ned for gasblussene, når der er en dagsorden, vi skal gribe og skabe mest mulig indflydelse på. Det samme gælder det fantastiske engagement, I allerede viser i forhold til OK24. Det vil også naturligt gå op og ned - og det er okay, for vi skal holde dampen oppe i lang tid og stadig have kræfter til, når det helt store slag i begyndelsen af næste år. Vi skal af flere omgange være meget synlige og aktive, for at rette fokus på pædagogers løn og vilkår. Derfor tusind tusind tak for jeres opbakning og deltagelse – jeg håber I også mærker den energi, I er med til at skabe!

Så nok har meget kommunikation den seneste tid båret præg af stormøde og OK24, men bag ved har budgetter i kommunerne, medlemsrådgivning, strategi for SFO og organisering fyldt inde på sekretariatet i BUPL Hovedstaden. Og så er vi jo også flyttet til nye lokaler på Svend Aukens Plads 9, hvor vi igen er klar til at tage mod medlemmer i vores rådgivning og til arrangementer. Vi ses! 

Kærlig hilsen
Henriette – formand i BUPL Hovedstaden

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.