Fritidsklubberne oplever stigende mistrivsel
BUPL's vilkårsundersøgelse viser en alarmerende stigning i øget mistrivsel hos børn og unge. I fritidsklubberne oplever langt de fleste pædagoger børn med angst og stress-symptomer.
Pædagoger om stigende mistrivsel...
80% oplever børn og unge med angst
79% oplever børn og unge med stress-symptomer
78% oplever børn med skolevægring
76% oplever et stigende antal børn i fritidsklubberne
Vilkårsundersøgelsen tegner et trist billede af rammerne i fritidsklubberne. I en tid hvor børnene bliver flere og mistrivslen stiger, er det derfor ikke overraskende at 28% af pædagogerne oplever at de i mindre grad benytter deres faglighed i hverdagen. Halvdelen af pædagogerne oplever i mindre grad eller slet ikke, at de har mulighed for at arbejde med børn i mindre grupper. Det er en åbenlys konsekvens af et stigende børnetal i en tid, hvor kollegaerne er sværere at rekruttere til faste pædagogstillinger.
Løsningen på mistrivslen
Dog viser vilkårsundersøgelsen også en optimisme, for pædagogerne ved godt, hvad der kan øge trivslen hos børn og unge. Stort set alle pædagogerne svarer i vilkårsundersøgelsen, at mere tid til pædagogisk arbejde, mulighed for at arbejde med små børnegrupper og tid til faglig sparring med kollegaer kan øge trivslen.
Desværre oplevede BUPL Hovedstaden flere nedskæringer på fritidsklubområdet sidste år. Tårnby har fået reduceret åbningstider, og Frederiksberg måtte lukke flere klubber. Nedskæringerne taler stik i mod den udvikling, som BUPL Hovedstaden gentagne gange har advaret i mod.
Konklusionen på vilkårsundersøgelsen er, at pædagogerne ved hvad der skal til for at øge trivslen, men desværre bliver rammerne forringet.